Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Fra kollektiv realisme til skælme- og rejseroman

Oprindelig forfatter SSchou

Efter i en periode at have arbejdet ved landbruget kom Martin A. Hansen på seminarium, tog lærereksamen og arbejdede indtil 1945 som lærer i København. Han trådte frem som forfatter på et tidspunkt, hvor kollektivromanen stod i høj kurs og naturligt bød sig til for en debutant. Hans forsøg i genren, Nu opgiver han (1935) og den svagere fortsættelse Kolonien (1937), handlede om et landbrugskollektivs kranke skæbne og de kollektive ideers nederlag, begrundet i personernes mangel på karakterstyrke og integritet.

Handlingen foregår i en sjællandsk egn, der er dybt mærket af landbrugskrisen og dens politiske ledsagefænomen, ekstremismen på begge yderfløje. Romanerne anslår motiver, der først samles og uddybes i det senere og væsentligt mere eksperimenterende forfatterskab, men fortællertalentet udfolder sig ubesværet inden for den realistiske ramme. Et eksempel blandt mange er den første romans oprivende, næsten ulidelige skildring af en grufuld drukneulykke, der efterlader den omkomnes kammerat i en tilstand af chok. Motivet genoptages langt senere, i Løgneren, hvor det får en mere omfattende betydning, men udføres med sordin.

Efter disse værker forlod Martin A. Hansen realismen og greb tilbage til en ældre, fabulerende romantype i traditionen fra Cervantes og Diderot. Jonatans Rejse (1941) er en skælme- og rejseroman, tilrettelagt som 40 fortællinger. I centrum for handlingen står Jonatan Smed, der overlister Satan, putter ham i en flaske og rejser til hovedstaden for at give den til kongen, som nok skulle kunne afværge den fare, Satan inkarnerer. På sin „vimmelskaftede“ rejse, der fører ham fra det lille, landlige samfund til storbyens civilisation, kommer Jonatan i selskab med sin modsætning, den modernitetsbegejstrede Askelad, og han støder på excentrikere af mange slags. De repræsenterer hver sit ideal, men dyrker det så monomant og sværmerisk, at det slår om i destruktivitet. Ondskaben har flere ansigter, undertiden tilforladelige, og den virker også gennem mennesker af god vilje, og romanen viser med et rigt opbud af overstadige eksempler det forviklede og tvetydige i kampen mellem godt og ondt. Jonatans Rejse er Martin A. Hansens muntreste bog og den, han selv holdt mest af (og siden omskrev), men den aktuelle baggrund for skildringen af kampen mellem godt og ondt var alvorlig nok, den tyske besættelse af Danmark.

Annonce

 Fra Martin A. Hansen dagbogsoptegnelser 26.10 1949 under arbejdet med Løgneren: „Der bliver rige Muligheder til Udnyttelse af det mundtlige idet Oplæseren kan følge Fortællerens Erindringer, det umiddelbare. Det dobbeltbundede, eller ironiske, at Fortælleren ikke fortæller det egentlige, at han baade ved og ikke ved det væsentlige, at han snart ved mere, snart forstaar mindre end Tilhøreren, giver et rigt stilistisk Spil.“

Fra Martin A. Hansen dagbogsoptegnelser 26.10 1949 under arbejdet med Løgneren: „Der bliver rige Muligheder til Udnyttelse af det mundtlige idet Oplæseren kan følge Fortællerens Erindringer, det umiddelbare. Det dobbeltbundede, eller ironiske, at Fortælleren ikke fortæller det egentlige, at han baade ved og ikke ved det væsentlige, at han snart ved mere, snart forstaar mindre end Tilhøreren, giver et rigt stilistisk Spil.“

Under besættelsen deltog Martin A. Hansen i modstandskampen og måtte i 1944 gå under jorden. I det illegale blad Folk og Frihed opfordrede han til modstand mod tyskerne og deres håndlangere, og i artiklen „Dialog om Drab og Ansvar“ (1944-45) argumenterede han for nødvendigheden af at likvidere danskere, der stak deres landsmænd til besættelsesmagten. Han følte sig overbevist om, at nationen efter krigen ville påtage sig et fælles ansvar for stikkerlikvideringerne. Senere måtte han konstatere, at der blandt dem, der faldt inden befrielsen, var modstandsfolk, som havde fulgt hans opfordring til stikkerlikvideringer, men altså ikke nåede at opleve denne kollektive overtagelse af skylden. Bevidstheden om, at han havde et medansvar for disse menneskers skæbne, plagede ham resten af livet. Han var anfægtet – og selvanfægtet – af åndsarbejderens rolle som den, der forfører andre gennem sproget, og det blev et hovedtema i hans sidste romaner.

Handlingen i romanen Lykkelige Kristoffer (1945) er henlagt til svenskekrigenes tid i 1500-tallet. „Vi døjer nu en Krig paa femte Aar“, konstaterer den gamle Martin Kræmmer, så man ikke lades i tvivl om parallellen til samtiden. I skrivende stund sidder Martin i Varberg, som holdes belejret af svenske tropper, og ser tilbage på et langt liv i krigens tegn. Han er en ironisk og nihilistisk klerk, som under Grevens Fejde foretog en begivenhedsrig rejse fra Halland til København i selskab med den unge ridder Kristoffer. Den intellektuelle Martin misunder sine mere handlekraftige samtidige og har evne til skarp psykologisk observation, men de rene af hjertet begriber han ikke, og han pådrager sig skyld ved at ægge Kristoffer til heltedøden.

Lykkelige Kristoffer er en roman om krig og tummel, dengang som nu; Martin A. Hansens oplevelser af almindelige menneskers uforfærdede optræden under folkestrejken i København 1944 danner klangbund under de sidste kapitler. Ud over at være en maskeret samtidskommentar er romanen et storstilet forsøg på at skildre overgangen fra middelalderens ridder- og munkesamfund til renæssancens opløsning af alle værdier, hvor formålsløse ødelæggelser dog rummer spiren til nyt liv. Der er en tæt og mangetydig forbindelse mellem destruktion og skabelse. Men romanens fortæller er også et anfægtet portræt af den reflekterede intellektuelle, der pådrager sig skyld ved at gribe ind i andres liv uden selv at vove pelsen. Som i H.C. Branners forfatterskab bruges krigsbaggrunden til at rejse eksistentielle spørgsmål om det ondes eksistens og det enkelte menneskes valg og ansvar for sine medmennesker.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Søren Schou: Fra kollektiv realisme til skælme- og rejseroman i Dansk litteraturs historie, Mortensen og Schack (red.), 2006-09, Gyldendal. Hentet 17. august 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=477255