Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

En svigefuld dagbogsskriver

Oprindelig forfatter SSchou

Løgneren (1950) blev først udsendt som radioroman. Det var Mogens Klitgaard, der i 1941 lancerede genren med Elly Petersen, men Martin A. Hansen var den første, der forstod at udnytte mediets særlige muligheder for intimitet. Den er én lang, lavmælt betroelse. Paradokset er, at hvis man fæster lid til, hvad man får betroet, så forstår man intet af den. Selve dagbogsformens autentiske præg viser sig at være et bedrag; størstedelen af dagbogsoptegnelserne er, røbes det til sidst, blevet til et år efter begivenhederne. Romanens jegfortæller og „dagbogsskriver“ er den 40-årige Johannes Vig, som er degn og skolelærer på Sandø. Han henvender sig til et fingeret du, som han kalder Nathanael, og som han tænker sig som et menneske „uden svig“, hvad navnet også betyder. For så vidt er Nathanael Johannes' modsætning, for han har flere slags dobbeltspil gående, med sin opfundne såvel som med sin faktiske læser, med Sandøs andre beboere, og med sig selv.

Optegnelserne begynder den 13. marts, på overgangen mellem vinter og forår. Isen holder endnu øen isoleret, men tågen bebuder, at isen snart vil bryde. Johannes er forelsket i Annemari, Sandøs rose, som han har kendt, siden hun var hans elev i skolen, men han viser ikke åbent sine følelser. Hun har tidligere været kæreste med Oluf, en ung mand fra øen, og fået et barn med ham uden for ægteskab. Oluf har været borte fra øen, men nu, hvor isen bryder, vil han vende tilbage. Annemari har til hensigt at slå op med Oluf. Hun har fundet sig en ny kærlighed, ingeniøren Harry, som midlertidigt gæster øen, og vil flytte bort fra øen sammen med ham. Eller rettere sagt: det er de fremtidsplaner, Annemari delagtiggør Johannes i. Hendes egentlige motiv til at bringe sin nye erobring Harry i spil synes at være, at hun vil fremtvinge en kærlighedserklæring fra Johannes.

Men hun må vente forgæves på denne erklæring, og det kan der være flere grunde til. Johannes føler skyld over for Oluf, som i sin tid kom ud for en kæntringsulykke. Oluf overlevede, men hans kammerat Niels druknede. Det er et traume, der har knækket Oluf som menneske, men traumet er også Johannes', for som det afsløres til sidst i romanen, var det ham, der æggede de to unge fyre til at begive sig ud på den farlige sejltur, som han forudså kunne koste dem livet. Skyldfølelsen over for Oluf kan forklare, hvorfor Johannes afparerer med ironi og reservation, da Annemari vil have ham til at bekende erotisk kulør. Men intet er enkelt og ligefremt, når det drejer sig om Sandøs degn. Måske han har endnu et motiv: frygten for at blive mødt med et afslag. Og yderligere ét: Hvis han kan få arrangeret det således, at der dog bliver et par ud af Annemari og Oluf, og hun bliver på øen, så kan han fortsætte sit sværmeriske, ufuldbyrdede forhold til hende. Men i så fald bliver Oluf endnu en gang til offer – til en stråmand, som Johannes anbringer mellem sig selv og livet.

Annonce

Johannes er en selvkredsende æstetiker, der ikke lader andre komme for tæt på, men han også en manipulator, der vedgår, at han har „pillet ved Menneskeskæbner“ for at få sin vilje. Han er et menneske, der på én gang giver sig til kende gennem og skjuler sig under et væld af bibelske og litterære citater. I syv år har han boet på Sandø og får på et tidspunkt ideen til at blive dens historiker, men han er en fremmed på øen og i verden. Det gode, han faktisk gør for øens beboere, de gamle, de syge og en kvinde, der er blevet ufrivilligt gravid, tager han ingen ære for. Den skade, han har forvoldt Oluf, hemmeligholder han længe for sin læser og for sig selv. Oplevelsen af dæmoni og selvafvigelse kulminerer i romanens kunstnerisk stærkeste afsnit, da Johannes under en gudstjeneste i øens kirke føler sig besat af Den Onde selv. Hans præken handler om det fortrængtes genkomst ud fra Lukas-evangeliets ord om den onde ånd, der uddrives, men sammen med syv andre ånder, der er værre end den selv, vender tilbage til huset, der tror sig prydet og fejet.

Som roman kan Løgneren umiddelbart ligne et stykke hjemstavnsrealisme betragtet gennem et tilforladeligt temperament, og sådan blev den måske også opfattet i de hundredtusinder af hjem, hvor man hver uge samledes om radioen for at lytte til Johannes, som skuespilleren Pouel Kern lagde stemme til. Kritikeren Niels Barfoed har i antologien Omkring Løgneren (1971) genkaldt sig stemningen dengang: „Jeg kan stadig se mine forældre sidde andægtige ved højttaleren i dette efterkrigsår. Jeg tror det var muligt for uendeligt mange at holde oplevelsen af denne føljeton på det næsten Aksel Schiøtz'ske og stille Blicher-vemodige plan.“

Selve fortællerarrangementets intimitet lægger op til, at man fæster lid til denne midaldrende pebersvend af en ræsonnør, der dyrker gammellivet og kaldes både reaktionær og lavendelagtig af ingeniøren Harry, den ny tids mand – som Johannes på sin side spottende omtaler som Alexander, verdenserobreren. Det kræver flere genhør eller gensyn, inden man opdager, hvor dobbeltbundede hans udtalelser er, hvor grumsede hans motiver. Hans hverdagsagtige og gammelmodige sprog skaber en fornemmelse af, at vi er på nærmeste hold af dette lidt luvslidte menneskes umiddelbare sansninger og registreringer, men det har en anden side, der vidner om fremmedgørelse og angst, for også sprogligt indretter Johannes sig i en verden, der kan stænge det fremmede ude.

I Løgnerens motiver og sprogdragt genfindes træk fra Martin A. Hansens tidligere forfatterskab. De samler sig til et portræt af Johannes Vig, som med sit gustne overlæg kan ligne en moderne udgave af Martin Kræmmer fra Lykkelige Kristoffer, men Johannes er endnu mere kompliceret. Når et menneske, der erklærer sig selv for løgner, frem til erkendelse af sandheden, eller er den skånselsløse dom, han fælder over sig selv, blot udtryk for hovmod af en højere orden? Er Johannes' meninger om det rodfæstede gammelliv og den moderne tilværelse med dens overfladiske lykkejagt vederhæftige i den forstand, at de deles af forfatteren?

Lige så begejstret, romanen blev modtaget ved sin fremkomst, lige så hårdt blev den kritiseret af senere generationer for sin patos og for sin lavendelduft, der ikke kun udgår fra Johannes, men fra værket som helhed. Men både for de begejstrede og de afstandtagende var præmissen den, at hovedpersonen trods sine bedrag og selvbedrag dog i det væsentlige formulerer et livssyn, forfatteren står inde for. Romanen lever imidlertid netop i kraft af sine ubestemtheder, sine svimlende spejlinger og fiktioner, sin fordobling i den fortællende og fortalte Johannes. Det er ikke spor tilfældigt, at han hedder det samme som Søren Kierkegaards indesluttede æstetiker i Enten-Eller – eller har erhverv og udtryksmåde tilfælles med jegfortælleren Morten Vinge i Blichers Brudstykker af en Landsbydegns Dagbog.

Men de ubestemtheder, der har holdt romanen i live, hænger nøje sammen med dens æstetiske problemer. Løgnerens tilintetgørelses- og forvandlingssymbolik er på en gang magtfuld, overlæsset og uklar. Og uklart står også portrættet af Johannes, der ikke kun er medium for selvkritik, men undertiden også for forkyndelse. Denne side af hans virke kommer frem i forholdet til en gift kvinde på øen, Rigmor, som han først forfører erotisk, men til sidst også forfører til en tro på forvandling og ny begyndelse med lange, opbyggelige taler, der får afstanden mellem jegfortæller og forfatter til at forsvinde.

Lige så lidt opfordrer romanen til, at der sættes spørgsmålstegn ved den heroiserende skildring af de stoute, hårdføre mennesker på Sandø, der ses som repræsentanter for det ægte gammelliv. I hyldesten til en af dem, Hansigne, går der ligefrem svulst i romanens prosa: „Hansigne dér er ikke et Menneske Gud lader lide af forfinet Angst og skjult Sjælefeber. Hun rammes af hans Plejl. Hun bliver stillet, og hun stiller sig selv, hvor hun bliver slaaet.“ For Johannes' vedkommende er refleksionssygen altomfattende, almuens repræsentanter synes derimod støbt i ét stykke.

Lige så lidt er der grund til at betvivle værdien af Johannes' planer om at opgive sine dagbogsskriverier om stort og småt og i stedet sætte sig det mere solide mål at give en sammenfattende skildring af Sandøs natur og historie. Parallellen mellem plovens og pennens værk blev allerede draget i Lykkelige Kristoffer, hvor en person udtaler: „Den, der ikke sætter Plov i Jorden, skal sætte Pen paa Papiret.“ Som et ekko heraf hedder det i Løgneren:

Hver Slægt maa erobre Øen. Det er Aand at erobre den. Det er ikke Aand, men Snylteri bare at stjæle i dens Skønheder. Det er Aand at sætte Plov i Jorden og pløje, at sætte Pen paa Papiret for at erobre den gennem Viden.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Søren Schou: En svigefuld dagbogsskriver i Dansk litteraturs historie, Mortensen og Schack (red.), 2006-09, Gyldendal. Hentet 16. juli 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=477257