Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Ny barneskildring

Oprindelig forfatter SSchou

At det var 1930'ernes forfattere, der ligefrem opdagede barnet og skildrede det på dets egne præmisser, er en alt for flot påstand, hvad enhver læser af H.C. Andersen vil vide. Men barneskildringerne ændrede ikke desto mindre karakter, og det både tematisk og formelt. Psykoanalysens lære om det infantile driftsliv og socialpsykologiens indsigt i samfundsmæssigt betingede forskelle i opvækstvilkår åbnede nye adgangsveje til barnet, og den indre monolog skabte mulighed for at gengive dets virkelighed med stor umiddelbarhed. Dets oplevelsesverden skildres med en opmærksomhed, der kun sjældent er idealiserende. Barnetilværelsen er præget af en spontanitet og livsfylde, som siden går tabt, og som det er værd at fremhæve – også af politiske grunde – som utopisk modforestilling til voksenverdenens vanetænkning og konformitet, som de autoritære politiske bevægelser udnytter til egne formål. Men det er ingen autonom virkelighed. Selv det lille barn henter råstoffet til sin fantasivirksomhed i de voksnes belæringer om tilværelse, Gud og moral.

Barnets verden er lige så rig på oplevelser, som den er fattig på ord, og afkræver derfor forfatteren en række kunstneriske valg. Soya fremstiller i et essayistisk indskud dilemmaet i Min Farmors Hus (1943), en jegroman om den lille Sørmand, der bor hos sin farmor, fra han er fem år gammel. Den historiske sædeskildring fra klunketidens København handler om konfrontationen mellem den manipulerende gamle dame og drengen, som nok er meget mindre, men næsten lige så forslagen. Historien berettes i tilbageblik af Søren som ældre herre, og han argumenterer udførligt for sine fremstillingsmæssige valg og bekender sig, med mindre akademiske ord, til en tanke-sprog-dualisme. For at forfatteren kan optræde solidarisk med barnets oplevelser, må sproget nødvendigvis være de voksnes:

I mit Livs sjette Aar har jeg bestemt ikke kunnet sige „det musselmønstrede Stel fra Den kongelige Porcelænsfabrik“. Ikke blot fordi min Tunge ikke mægtede det, men ogsaa fordi jeg ikke vidste hvad musselmønstret var, og ikke kendte eksistensen af Den kongelige Porcelænsfabrik […] Ord som „Fornemmelse“, „Midtpunkt“, „Idéassociation“ har ligget milevidt fra min Forstaaelse. Ja selv et udtryk som „Kryben i Maven“ har næppe været i min Tale eller blot i mine Tanker.
Men det var kun Ordene jeg manglede.
Porcelænsservicet med den riflede Overflade, og det sære blaa Rystemønster, har jeg set lige saa tydeligt som nogen Voksen – ja, vel endda med skarpere Øjne og et mere modtageligt Sind […] Selv om jeg ikke kendte Begreberne „Fornemmelse“, „Midtpunkt“, Idéassociation“, saa har jeg dog ofte haft noget paa Fornemmelsen, saa har jeg til stadighed elsket at være Midtpunkt, saa har min Hjerne alligevel reageret efter det, vi kalder Idéassociationer. Selv om en staaende Sammensætning som „et æstetisk Ubehag“ ikke fandtes i mit Glossarium, saa var det et æstetisk Ubehag jeg følte naar jeg saa noget vaadt i Johannes Næsebor. Og „Mavekryben“ – ja det fik jeg hver Gang jeg blev bange – og det bliver man jo tit i de Aar.

Det er ikke tilfældigt, at Soyas kunstneriske programerklæring formuleres i en roman, der foregår i et borgerligt hjem fra klunketiden, et overlæsset interiør, karakteriseret ved et enormt opbud af ting og dermed også betegnelser – heller ikke i den forstand er det en børnevenlig verden! Men uanset miljøets konkrete beskaffenhed stiller det forfatteren i et valg af principiel og generel karakter: Skal solidariteten gælde barnets (eller overhovedet: det sprogfattige individs) sprog – eller dets oplevelser? H.C. Branner og Knuth Becker valgte det første alternativ, Jørgen Nielsen og Soya det andet.

Annonce

1930'ernes romaner og noveller fra de stummes lejr udstikker dermed to væsensforskellige traditioner, der begge endnu var virksomme i 1900-tallets sidste årtier. Peer Hultbergs Præludier (1989), som er en roman om komponisten Chopins barndom i Polen, gør det troværdigt, at det er det lille, yderst lydsensitive genis sproglige virkelighed, vi får adgang til uden voksenindblanding. Kirsten Thorups romanrække om Lille Jonna (1977-87) og Christina Hesselholdts Hovedstolen (1998) følger traditionen fra Soya ved at vise solidaritet med barnets oplevelser på bekostning af dets sprog. I stedet for at skjule sit valg markerer Hesselholdt det ved at lade udprægede voksengloser indgå i fremstillingen af den lille piges virkelighed.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Søren Schou: Ny barneskildring i Dansk litteraturs historie, Mortensen og Schack (red.), 2006-09, Gyldendal. Hentet 13. september 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=477156