Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Knuth Becker

Oprindelig forfatter SSchou

Knuth Becker (1891-1974) debuterede som lyriker 1916, og i 1920'erne kom de tre samlinger Silhuetter (1921, 1923, 1928), der er portrætdigte – ofte humoristiske i tonen – af jyske almuetyper. Men det var den gigantiske romanrække om drengen Kai Gøtsche, der gjorde ham kendt og elsket i en meget bred læserkreds. Første bind, Det daglige Brød, udkom i 1932. Herefter fulgte Verden venter 1-2 (1934), Uroligt Foraar 1-3 (1938-39), Naar Toget kører 1-2 (1944), Marianne (1956) og den ufuldendte Huset (1961). Betragtet under ét er det bindstærke værk en af dansk litteraturs udførligste skildringer af et menneskes opvækst og modning. Der er klare selvbiografiske træk i værket, skrevet af en forfatter, der selv kom nedefra. Det var et mønster, som Tom Kristensen (i essayet „Mellem Krigene“ (1946) om den svenske forfatter Harry Martinson) formulerede som almen lovmæssighed: „Hver Gang en Digter er dukket op af fattige Kaar, vil man opleve, at hans Barndomsskildringer bliver hans egentlige kunstneriske Indsats.“

Som sin hovedperson Kai Gøtsche voksede Becker op i Vendsyssel i opposition til et konservativt og stærkt religiøst miljø, og som Kai tilbragte han nogle år på en indremissionsk opdragelsesanstalt, Holsteinsminde, der i værket bliver omdøbt til „Sjællandsglæde“. Ligesom Jørgen Nielsen kendte han af bitter erfaring den verden, han skildrede, og som hos Nielsen og andre samtidige forfattere gør han den indremissionske opdragelse hovedansvarlig for den åndelige forkrøbling af barnet, for nedkæmpelsen i religionens navn af al spontan livsglæde. Becker og Nielsen skriver om et Danmark, hvor – med Georg Brandes' ord fra 1909 i en Politiken-kronik – „den indre Mission breder sine Flagermusevinger over Eksistensen“. At Knuth Beckers Kai imod alle odds overlever med sin menneskelighed i behold, er det egentlige mirakel i dette naturalistiske værk, der handler om de overvældende mange måder, hvorpå man fysisk og psykisk kan ødelægge et ungt menneske.

 Knuth Becker og hans kone i deres hjem i Søndergade 9, Hjørring.

Knuth Becker og hans kone i deres hjem i Søndergade 9, Hjørring.

Det bind i serien, der vakte størst opsigt og endnu i dag virker med betydelig styrke, er Verden venter. Vi følger Kai i årene på „Sjællandsglæde“, hvor han anbringes som otteårig efter en traumatisk barndom, som han har henlevet i skyggen af faderen, den tvangsneurotiske og selvhadende Hans Gøtsche. På anstalten, som ledes af den indremissionske forstander Monrad og har den lokale greve som patron, behandles børnene som straffefanger. De fleste kommer fra ulykkelige eller opløste hjem, hvad de med en særegen logik uafladeligt får at høre for.

Annonce

Disciplineringsmidlerne hedder indpodning af syndsbevidsthed, hårdt fysisk arbejde og prygl – samt isolationsfængsel under hårrejsende forhold for dem, der som Kai forgæves forsøger at flygte. Hertil kommer former for mishandling, der ikke står noget om i anstaltens formålsparagraf, fx nogle af de ansattes seksuelle misbrug af børnene. Da en journalist med det symbolske navn Sand kommer på sporet af disse forhold og – i sidste ende forgæves – søger at rejse en offentlig debat om stedet, bemærker forstanderen vredt, at „det er ikke Offentlighed, vi trænger til – men stille Vækst“.

Selv fremstilles forstanderen som en autoritet på lerfødder, der hverken kan hamle op med den fornemme greve eller med sin handlekraftige kone, og han får afløb for sin frustration gennem sadistisk afstraffelse af børnene. Også blandt dem råder anstaltens strenge hierarki, og man socialiseres til at true de mindre og trygle de større. Men der opstår også nære venskaber som mellem Kai og den fantasifulde Eugen, der finder sammen i en ubestemt drøm om en anden slags virkelighed, helst så langt borte fra Danmark som muligt. Man bliver hinandens reservefamilie i en situation, hvor den rigtige familie enten ikke eksisterer, har vendt børnene ryggen, eller kun giver sig til kende i breve med formaninger om, at de skal opføre sig ordentligt.

Verden venter er sammen med Scherfigs Det forsømte Foraar 1930'ernes mest indgående litterære skildring af børneopdragelse som institutionaliseret vold, men den er uhyggeligere end Scherfigs roman, fordi børnene hos Becker er værgeløse og døgnanbragte – uden en familie, de kan vende hjem til efter skoletid. Nogle af dem har hverken en sommer eller et efterår i vente; en dreng dør af en nyresygdom, fordi hjemmets personale ikke sørger for, at han i tide kommer under lægebehandling. Det forløsende øjeblik, som alle børnene higer efter, er konfirmationen, for så forlader de „Sjællandsglæde“ og ansættes som karle og piger hos bønderne på egnen. At deres opdragelse gør dem lige så uegnede som Scherfigs studenter til at færdes i samfundet, belyses i en sidehandling, der følger tre konfirmander, som det på forskellig vis går ilde. Disse fiaskoer bekræfter blot lokalbefolkningens forestillinger om – ikke at der er noget galt med anstalten, men at børnene er krapyl.

 Gymnastiktime på den indremissionske opdragelsesanstalt Holsteinsminde, hvor Knuth Becker var elev 1899-1905. Den nøje synkroniserede kropsudfoldelse, der gør den enkelte til et perfekt fungerende led i den disciplinerede masse, udviklede sig i mellemkrigstiden til et æstetisk ideal, der kom til udtryk i så forskellige sammenhænge som sportsarrangementer, militærparader og Hollywoods dansefilm.

Gymnastiktime på den indremissionske opdragelsesanstalt Holsteinsminde, hvor Knuth Becker var elev 1899-1905. Den nøje synkroniserede kropsudfoldelse, der gør den enkelte til et perfekt fungerende led i den disciplinerede masse, udviklede sig i mellemkrigstiden til et æstetisk ideal, der kom til udtryk i så forskellige sammenhænge som sportsarrangementer, militærparader og Hollywoods dansefilm.

Som hos Scherfig søger børnene at opbygge en verden hinsides tvangen og de voksnes kontrol, og her får litteraturen betydning. I det ugentlige frikvarter søndag eftermiddag er der højtlæsning af J.F. Coopers Hjortedræber. De unge tilhørere løftes midlertidigt ud af jammerligheden og indtager i deres leg farverige roller som indianere på vejløse prærier og i uigennemtrængelige skove. Da Cooper siden erstattes af historien om Ben Hur, er det denne kristne stridsmands konfrontation med den romerske overmagt, der skaber andre og anderledes fromme identifikationsmuligheder. En overgang rejser Ben Hur-feberen, med Kai som drivende kraft, ligefrem en vækkelsesbølge blandt drengene, hvad de voksne noterer sig med glædelig overraskelse, og forfatteren med en portion livserfaren humor. Religionens betydning for drengenes bevidsthedsliv er facetteret; den er ideologisk undertrykkende, men kan også skabe modeller for et fantasibåret forhold til verden – som dog for nogles vedkommende udarter i fantasteri.

Becker skildrer, så langt som det overhovedet lader sig gøre, anstaltens virkelighed gennem børnenes – og især Kais – bevidsthed, og da romanen er fyldt med såre konkrete eksempler på disciplineringstiltag af alle slags, er de vigtigste registrerende subjekter naturligt nok de børn, der udsættes for overgrebene. Kai og hans kammerater danner imidlertid kun det oplevende centrum i de partier, der følger børnene på nærmeste hold. I redegørelsen for anstaltens samfundsmæssige betydning og anspændte forhold til offentligheden slipper Becker bindingen til børnenes frøperspektiv, og de voksne aktører tager over: forstanderen, de menige ansatte på hjemmet, greven, journalisten, gårdmændene. Romanens fortæller uddelegerer således synsvinklen til de personer, der i situationen er de mest velegnede, og i den forstand optræder han som alvidende. Til gengæld er han mere tilbageholdende end Jørgen Nielsen med selv at fremsætte kommentarer og foretrækker diskrete perspektiveringer som den sarkastiske henvisning til slaveejerne i Onkel Toms Hytte.

Becker løser problemet med den alt for markerede fortællerintervention ved at lade summen af de mange personers stemmer – sympatiske såvel som usympatiske – fylde det litterære univers. Omkostningen ved dette arrangement er, at Kai undertiden tabes af syne, men den er beskeden: De mere end 3000 sider, romanrækken omfatter, efterlader ikke ligefrem nogen fornemmelse hos læseren af, at man har fået for lidt at vide om mennesket Kai Gøtsche.

Også i de følgende bind udsættes Kai for alvorlig modgang. I Uroligt Foraar, hvor han indkaldes som soldat, bryder han psykisk sammen ved mødet med den brutale militærverden. At han overlever, skyldes først og fremmest Marianne, hans første store kærlighed. Hun hjælper ham til omsider at finde fodfæste i virkeligheden og ændre identitet fra en Kai(n) til en Adam. Trods alle gennemlevede rædsler præges bindet Marianne af en tro – som Becker havde hentet hos Tolstoj – på en menneskelig „genfødsel“. Således udmunder den mest omfattende naturalistiske udviklingsroman i dansk litteratur i en romantisk hyldest til det ukuelige liv, repræsenteret i kvinden, barnesindet og den landskabelige natur. De to sidste bind falder mattere og mere sentimentaliserende ud, og især Huset vidner om kunstnerisk stagnation, men fortællingen om Kai Gøtsche er en imponerende torso og, sammen med Erik Aalbæk Jensens Vendsyssel-saga, det betydeligste værk i traditionen efter Pontoppidan.

 Både i sit danske og norske eksil omgav den østrigske venstre-freudianer Wilhelm Reich sig med hengivne disciple. Her dyrker han motion med familie og venner på Sletten Strand ved Humlebæk, sommeren 1934.

Både i sit danske og norske eksil omgav den østrigske venstre-freudianer Wilhelm Reich sig med hengivne disciple. Her dyrker han motion med familie og venner på Sletten Strand ved Humlebæk, sommeren 1934.

„En Nation af risede Barnebagpartier“ havde Georg Brandes i en Politiken-artikel fra 1907 kaldt det danske folk, og forfattere som Jakob Knudsen og Jeppe Aakjær havde tidligt i århundredet skrevet om fysiske og psykiske overgreb mod børn. Temaet trådte helt i forgrunden hos den efterfølgende generation, hvad romantitler som Det forsømte Foraar (Scherfig) og Man gjorde et Barn Fortræd (Tove Ditlevsen) viser. Uanset hvor meget Scherfig end distancerede sig fra psykoanalysen som udtryk for tidens okkulte djævelskab, så præges også hans forfatterskab af den udbredte, psykoanalytisk inspirerede opfattelse af de tidlige overgrebs langtrækkende skadevirkninger.

En af dem, Scherfig hellere ville karikere end sættes i kategori sammen med, var psykoanalytikeren og forfatteren Jo Jacobsen (1884-1963). Hun var en fremtrædende skikkelse i 1930'ernes radikale seksualbevægelse omkring tidsskriftet Sex og Samfund. Hendes bog Seksualreform (1932) er et freudomarxistisk kampskrift rettet mod den kvindeundertrykkelse, som er resultatet af en livsfjendsk moral og især viser sig på kærlighedslivets område. Jo Jacobsen arbejdede for seksualoplysning af børn, men skrev også om børns virkelighed for et voksenpublikum.

Under pseudonymet Frese Olsen udgav hun romanen Det er ikke til at vide… (1935). Den skildrer et par år i en fattig familie, hvor faderen sejler og derfor ofte er borte fra hjemmet. Den udslidte mor er alene med den voksende børneflok, som hun opdrager med hård, religiøst motiveret disciplin. Det er især den ca. femårige Tones tankestrøm, læseren følger. Vi delagtiggøres i hendes forestillinger om verdens indretning og om den almægtige og straffende Gud. Familien bor i nærheden af en galeanstalt, og Tone ser dagligt patienterne gå i flok forbi huset ude på vejen: „Nogle gaar og synger hen for sig, og andre snakker med sig selv, som om Gud har glemt at give dem nogen, der vil høre paa dem.“ Moderens abstrakte, religiøse formaninger oversættes i barnets bevidsthed til noget, som det kender fra sin hverdag. Gennem fantasiaktiviteten indpodes voksenverdenens forestillinger om Gud og syndsbevidsthed i barnet: „Gud blander sig i alting, og han har altid Ret, ligesom Moderen, og er altid enig med hende, lige meget hvad det saa gælder.“

Referér til denne tekst ved at skrive:
Søren Schou: Knuth Becker i Dansk litteraturs historie, Mortensen og Schack (red.), 2006-09, Gyldendal. Hentet 15. september 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=477154