Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Jørgen Nielsen

Oprindelig forfatter SSchou

Jørgen Nielsen (1902-45) skildrer mennesker, der er fattige på det sprog, der ofte betragtes som en forudsætning for at skabe facetterede romanfigurer. Nielsen voksede op i et husmandshjem, hvis strenge indremissionske livssyn han tidligt gjorde op med. Han skrev i sine romaner og noveller om mennesketyper, han kendte fra sin øde hjemegn mellem Herning og Silkeborg: tunge, lidenskabelige naturer, der ikke formår at give udtryk for det, der rumsterer i dem, og ofte reagerer voldeligt, når problemerne vokser dem over hovedet. Nielsen, som allerede fra sit syvende år havde gravet tørv og arbejdet ved landbruget, var en af 1930'ernes mange autodidakter, der havde et erfaringsnært forhold til den virkelighed, de skrev om. I en periode var han journalist og levede efter 1927 som forfatter. I novellesamlingen Lavt Land (1929), hans første offentliggjorte værk, beretter han om almuetyper fra sin hjemegn, mennesker, hvis sproglige armod gør dem uegnede til at håndtere konflikter i deres hverdag.

En sådan person er også den unge hedebonde Daniel i En Kvinde ved Baalet (1933), det eneste af Nielsens værker, der vakte opmærksomhed i bredere kredse. Den fåmælte Daniel fylder sit liv med hårdt arbejde. Han gør sig håb om engang at blive gift med Lise, som han har kendt siden barndommen, men han er et følelsessky, indadvendt gemyt og gør sig kun rent konventionelle forestillinger om ægteskab og kærlighed.

 „Jeg holder lige saa meget af Industriarbejderen som af Husmanden, men jeg tror, at Husmanden etisk set og som Gennemsnit staar højest, fordi han er i daglige Samtaler med Naturen, mens Industriarbejderen faar sine Sanseindtryk serveret igennem et Mellemled, f.Eks. en Bog, en Biograf eller paa Arbejdspladsen gennem forædlede Produkter.“ Jørgen Nielsen i brev til vennen A.C. Normann.

„Jeg holder lige saa meget af Industriarbejderen som af Husmanden, men jeg tror, at Husmanden etisk set og som Gennemsnit staar højest, fordi han er i daglige Samtaler med Naturen, mens Industriarbejderen faar sine Sanseindtryk serveret igennem et Mellemled, f.Eks. en Bog, en Biograf eller paa Arbejdspladsen gennem forædlede Produkter.“ Jørgen Nielsen i brev til vennen A.C. Normann.

Intrigen tager sin begyndelse, da Daniels fætter, den belevne og veltalende Carl, slår sig ned på egnen; han ligner en verdensmand i Daniels øjne, men er snarere en samvittighedsløs sjover med talent for at dupere. I den uro, Carls tilstedeværelse medfører, mander Daniel sig op til et frygtsomt frieri og vrister et kuldslået ja ud af Lise. Forholdet mellem dem er imidlertid lige så konventionelt efter frieriet, som det var før, indtil Daniel opdager, at det er lykkedes rivalen Carl at forføre hende. I en rus af begær og vrede voldtager Daniel Lise, men af grunde, som romanen fortier, anfægtes hun tilsyneladende ikke af voldtægten. Opfatter hun den som en retfærdig straf for affæren med Carl? Får voldtægten hende til at revidere sit syn på Daniel som en træmand?

Annonce

Under alle omstændigheder holdes brylluppet som planlagt, men affæren med Carl får følger: Lise nedkommer, og Daniel opdager, at barnet har Carls træk. Nu overmander blodrusen ham endnu engang, og han forfølger Carl for at slå ham ihjel. Carl styrter om og dør, men den fysiske anstrengelse under flugten viser sig kun at være anledningen – ikke selve årsagen – til dødsfaldet. En læge konstaterer, at det var en hjertefejl, der tog livet af ham. Daniel fortæller Lise om voldshandlingen, og omsider er de to ægtefolk i stand til at tale rigtigt med hinanden: „Aa, du er egentlig saa god af dig“, lyder Lises kommentar, og Daniel formår nu at formulere en „enfoldig Livsvisdom“, der rummer både fortrøstning og resignation: Vi får det, vi vil have, men ad omveje. Ikke helt, som vi har tænkt os det, men dog omtrent.

Romanen har fået ry for at være Jørgen Nielsens mest forsonlige. For en gangs skyld løses konflikterne ved at blive verbaliseret af personerne selv. Men i romanens hoveddel er tematikken præcis så dyster som i hans andre bøger. Det gælder misforholdet mellem følelsespres og formuleringsevne. Og det gælder modsætningen mellem den samvittighedsbundne, hæmmede natur og det frigjorte, men også hensynsløse menneske, som ofte repræsenterer moderniteten. Der er et vigtigt, om end her kun diskret antydet samtidsstof i brydningen mellem det traditionsbundne samfund og den moderne bykultur, som Nielsen allerede havde skildret udførligt i romanen De Hovmodige (1930). Og dyster er også den biologiske determinisme, som forfatteren – i en videreførelse af 1800-tallets debat om arv og miljø – tilkender større betydning end sociale forhold. Determinismen, som i En Kvinde ved Baalet repræsenteres ved Carls hjertefejl, kan give romanernes handlingsforløb et demonstrativt, for ikke at sige anstrengt præg. Den fatale hjertesygdom bliver til en effekt, iværksat af forfatteren i rollen som en deus ex machina, der i sidste øjeblik frikender Daniel – om ikke for mordplaner, så dog for mord. Også i novellen „Hvad Blodet vil“, der handler om en tørvegraver prisgivet sin svære sygdom, installerer forfatteren sig som overpersonlig, biologisk skæbne.

 Tørvegravning på gården Egdal ved Veksø 1941. For Jørgen Nielsen var tørvegravning indbegrebet af hårdt og surt slid. Under besættelsen, hvor det næsten var umuligt at fremskaffe kul og koks, kom der yderligere gang i tørveproduktionen, der beskæftigede 70.000 mennesker. Et hold på otte mand kunne fremstille 18.000-20.000 tørv på en formiddag.

Tørvegravning på gården Egdal ved Veksø 1941. For Jørgen Nielsen var tørvegravning indbegrebet af hårdt og surt slid. Under besættelsen, hvor det næsten var umuligt at fremskaffe kul og koks, kom der yderligere gang i tørveproduktionen, der beskæftigede 70.000 mennesker. Et hold på otte mand kunne fremstille 18.000-20.000 tørv på en formiddag.

Jørgen Nielsen var i 1923 indlagt på et nervesanatorium med en depressiv psykose, og han led gennem hele sin voksentilværelse af svære depressioner. Han fik en lille beundrerskare, men aldrig den succes som forfatter, han efter egen mening fortjente. I en periode rettede han sin forbitrelse mod kritikeren Hans Brix, som han opfattede som indbegrebet af hoven københavnermentalitet og ligefrem havde planer om at slå ihjel. I 1945 gjorde Jørgen Nielsen ende på sit eget liv.

Dobbeltromanen Dybet (1940) og den ufuldendte Et Hus splidagtigt med sig selv (færdigskrevet og udgivet posthumt i 1945 af vennen Paul la Cour) vidner om, at det ikke lykkedes ham at frigøre sig fra den arv, som nogle ville kalde social, men som han selv først og fremmest opfattede som biologisk. Dybet er en ekstremt klaustrofobisk historie om en fattig, disharmonisk og kriseramt familie. Den 11-årige dreng Thomas vokser op i et hjem, hvor moderen ligger afkræftet og venter på døden. Faderen, den tungsindige Graves, lader sin forbitrelse og afmagt gå ud over sønnen: „Naar Faderen viste sig, var det som omlejredes alle Celler i ham med et Smæld. Fuglestemmerne i ham tav.“ I dette værk drager Nielsen en formel konsekvens af sin overbevisning om, at mennesker er ene om deres erfaringer, ude af stand til at hjælpe eller forstå hinanden, idet han følger far og søn i separate afsnit ved hjælp af en slags tankereferat-teknik, som ikke ligefrem er realiseret med virtuositet. Et tankereferat (det er Graves, vi følger) indledes på denne måde: „Skønt han aldrig vilde udtrykke det saaledes, var det en fast Overbevisning hos ham, at (…)“. Den massive fortællerintervention, når personernes tanker og motiver udlægges, tilgodeså en oplevelsesmæssig autenticitet, men på bekostning af en sproglig. Til trods herfor blev Jørgen Nielsen vurderet højt af yngre forfattere fra kredsen omkring Heretica, især Martin A. Hansen. Grunden er indlysende, for vigtige temaer optræder hos dem begge: den dybe optagethed af den fattige landbefolknings mentalitet og livsvilkår i en periode præget af modernisering, det mørke livssyn og afvisningen af 30'er-radikalismens tro på den sociale frigørelse. I Jørgen Nielsens biologiske determinisme fandt Martin A. Hansen et autentisk korrektiv til mellemkrigstidens fremherskende samfundsmæssige og psykologiske forklaringsmodeller. Senere dalede Jørgen Nielsens kunstneriske anseelse; nogle fandt, at hans episke forløb var tilrettelagt på en sådan måde, at de alt for modstandsløst bekræftede det grundlæggende pessimistiske menneskesyn.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Søren Schou: Jørgen Nielsen i Dansk litteraturs historie, Mortensen og Schack (red.), 2006-09, Gyldendal. Hentet 16. september 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=477153