Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

H.C. Branner

Oprindelig forfatter SSchou

Også hos H.C. Branner (1903-66) danner psykoanalysen baggrund for barndomsskildringerne. Hans gehør for alt det, der rører sig i barnet, var noget nær absolut, og han udviklede en form for indre monolog, der med sit enkle sprog formidler illusionen om, at vi er til stede i barnets bevidsthed. Men de voksnes forestillingsverden klinger med og skaber dissonanser. Lydhørheden over for barnets egen virkelighed forbindes med en interesse for den traumatiske forbindelse mellem det beskadigede barndomsliv og den senere voksentilværelse. Det barn, der forkrøbles under opvæksten, forbliver som voksen bundet til det i negativ forstand infantile. Hos Branner er der således en tæt sammenhæng mellem individets og samfundets problemer. Det kuede barn kan udvikle sig til morgendagens tyran.

Branner, som voksede op i et frisindet lærerhjem – moderen var gymnasielærer, faderen rektor – trådte relativt sent frem som forfatter. I sin ungdom turnerede han som skuespiller med en teatertrup, men opgav karrieren, utilfreds med, at han ikke levede op til sine egne ambitioner. Herefter kom han i lære på et forlag, hvor han avancerede til lagerchef. Efter 10 års ansættelse opgav han sit faste arbejde for at leve som skribent. Han skrev noveller til avisernes søndagsmagasiner, en publiceringsform, der bestemte teksternes længde.

Den første novelle, bragt i Politikens „Magasinet“, hedder „Surdejgen“ (1932). Måske regnede Branner den ikke for noget særligt – novellen blev først genoptrykt efter hans død – men den rummer i kimform nogle af det senere forfatterskabs vigtige temaer: den nære og den store politiske verdens indbyrdes forbundethed, hudfletningen af den pseudofrisindede, men reelt autoritære opdragelse, skribentens og den intellektuelles afmagt.

Annonce

„Surdejgen“ foregår på en såkaldt progressiv skole, hvor lærerne soler sig i overbevisningen om deres egen umådelige humanitet: „Men løftede man bare en Smule paa Traditionens Rosenguirlander, stødte man straks paa Tyranniets Jernlænke.“ Der iværksættes en konkurrence blandt eleverne: Hvem kan skrive den bedste stil om skolen? De tre bedste besvarelser vil blive præmieret og læst op af rektor. Den elev, der er novellens hovedperson, formulerer et ætsende angreb på skolen, men hans had-skrift forvandles gennem rektors oplæsning til uskadelig komik. Indignationen kvæles i, hvad en senere tid ville kalde repressiv tolerance. Novellen har som et ekstra raffinement en nutidshandling, hvor den frustrerede stileskriver er blevet satirisk dramatiker – for blot endnu engang at opleve, at toneangivende kredse tager brodden af hans samfundskritiske udfald ved at drukne dem i applaus.

 H.C. Branner gennemgår indsendte manuskripter i forbindelse med EkstraBladets eventyrkonkurrence i 1948.

H.C. Branner gennemgår indsendte manuskripter i forbindelse med EkstraBladets eventyrkonkurrence i 1948.

Sjældent har en samfundskritisk debutant næret en så begrænset tillid til sin egen nytte som reformator, og afmagten forbliver et vigtigt tema gennem hele forfatterskabet. Trods den mismodige holdning til satiren som våben er der klart satiriske træk i novellen, som der er det i den roman, der blev Branners gennembrud: Legetøj (1936). Det er i flere henseender en tidstypisk kollektivroman om mennesker, der arbejder på den samme virksomhed. Til gengæld er den atypisk for Branner, der siden søgte i andre retninger end kollektivromanen.

Kejserboderne, som legetøjsfirmaet hedder efter sin grundlægger Wilhelm Kejser, er et minisamfund, der med sit sociale hierarki afspejler den store verden. I toppen, på øverste etage, foregår der en magtkamp mellem den gamle ordens repræsentanter og en skruppelløs social klatrer, prokuristen Feddersen, der agerer som „et hemmeligt Politi i Kejserbodernes Stat“ (sammen med Gruesen i Soyas Parasitterne er Feddersen, der lurer som en gedde på sine underordnede, et af mellemkrigstidens helt store litterære bæster). På etagen nedenunder har mellemlaget af funktionærer og kontorfolk til huse, og i kælderen arbejder proletarerne. De magtomvæltninger, der foregår i Kejserboderne, fører til sejr for Feddersen og hans ærgerrige ønske om at rejse en ny virksomhed i stål og beton, efter at en forsikringsbrand har lagt den gamle bygning i ruiner. Dermed foregribes den liberale æras undergang og de autoritære, nazistiske kræfters magtovertagelse.

Kun den intellektuelle humanist vælger efter lang tids tøven at træde op imod uretten. Martin Lind, som han hedder, er en af de unge i virksomheden. Han begynder at tvivle på systemet og føler et medansvar, fordi han har forholdt sig passivt i magtkampen. Inspireret til sit engagement af den elskede Klara – den første i rækken af Branners mange kvindelige forløserskikkelser – vil han uddanne sig som psykiater for at bidrage til at udforske de hvide pletter på det psykiske landkort. Det er ifølge romanens menneskebillede et adækvat svar på den totalitære trussel, for det had og den angst, der driver magtmennesket, ses som resultatet af en forfejlet opdragelse. Psykisk fejludvikling i barndommen fører til magtbrynde og kompensation for mindreværdsfølelser som i Feddersens tilfælde, og det er en vigtig pointe i romanen, at Feddersen ikke bliver lykkelig af at sejre: Ingen trives under terror, hverken bøddel eller offer.

Også den gamle ordens repræsentanter betragtes ud fra den psykoanalytiske optik. Hvorledes den hæmmede seksualdrift fører til regression og infantil fetichisme fremgår af en scene, hvor den strunke og gammelkonservative fuldmægtig Trane dyrker sin filatelistiske hobby og bryder sammen i krampegråd, da han opdager en fejl på et af sine elskede frimærker.

Når Martin Lind siger, at han agter at udforske hvide pletter på det psykiske landkort, kan metaforbrugen virke forbavsende, for de hvide pletter er jo allerede udfyldt i romanen. Branners gennembrudsværk er hans mest selvsikre og overbliksbetonede. Samfundsallegorien gennemføres til punkt og prikke og efterlader ikke andre ubesvarede spørgsmål end det unægtelig vigtige, der har med demokratiets fremtid at gøre. Romanen demonstrerer et syn på forholdet mellem den samfundsmæssige og den bevidste væren, der giver psykologien forrang frem for sociologien; samfundets problemer udledes af psykens. Branner viser sit overblik med brillans, når han fx lader flere af firmaets ansatte gå i biografen og se det samme eskapistiske lystspil, „Millionær for en Dag“. Deres oplevelse farves af, hvor i samfundets og virksomhedens hierarki de befinder sig. Man følger filmens indviklede forvekslingsintrige med forskelligt blik, afhængigt af, om man har udsigt til gageforhøjelse eller arbejdsløshed. Legetøj er skrevet af en forfatter, der har styr på det meste. Den humanistiske grundholdning præger også de følgende værker, men her kom Branner i stadig større tvivl om, hvad man kan vide – bare om et enkelt menneske.

 Æsteten og melankolikeren Aage Dons. For Dons – som før ham Herman Bang – var portrætfotoet en kunst, selvfremstilling og maske i ét.

Æsteten og melankolikeren Aage Dons. For Dons – som før ham Herman Bang – var portrætfotoet en kunst, selvfremstilling og maske i ét.

Det sociale univers blev mindre, men fik dybere konturer i de to novellesamlinger Om lidt er vi borte (1939) og To Minutters Stilhed (1944), som rummer nogle af forfatterskabets allerbedste tekster. Andre af periodens børneskildringer undgik ikke et docerende præg og en fornemmelse af, at en voksen stemme taler i munden på barnet. Anderledes med Branner – det var gennem sine barneskildringer, han gjorde sig fri af den formynderiske fortællerholdning.

„Et Barn og en Mus“ fra Om lidt er vi borte handler om kollisionen mellem barnets og de voksnes verden. Børge på fire år, der af sin familie behandles som en lækker lille marcipangris, trækker sig tilbage til sin egen verden på husets loft. Ved at bladre i nogle gamle bøger med billeder fra Første Verdenskrig får drengen et første, ubestemt begreb om døden, men han får også levende selskab i skikkelse af en mus, som han efterhånden kan få til at spise af hånden. Da han røber sin hemmelighed for de voksne, anbringer de en fælde på loftet og dræber musen. Men ingen nænner at fortælle ham, hvad der er sket, og det er op til Børge selv at søge indsigt i den rette sammenhæng: Han finder det lille kadaver i skarnbøtten. Oplevelsen kan synes bagatelagtig, men det er den slags bagateller, der efterlader mærker i barnets sind. Forholdet til kærlighed og død som eksistentielle grundvilkår forstyrres, når forældre 'hensynsfuldt' forholder børnene viden om den.

De voksne hæger om barnets uskyld, de holder det fanget, ikke med jernlænker, men med rosenguirlander. Men isolationen skaber traumer. Det er andre former for overgreb end dem, Jørgen Nielsen, Knuth Becker og Harald Herdal skildrer, der tematiseres af Branner fra det oplyste, frisindede lærerhjem. Historien om Børge videreførtes i en selvbiografisk præget roman med dette navn, som i 1942 blev læst op i radioen.

„Døden er alvorlig, men vi skynder os at finde et Navn og et Sted til den og gaa henover den med en Rive og en Ske“, siger den mandlige hovedperson til sin kone i titelnovellen „Om lidt er vi borte“. Han fortsætter: „Men med dig er det Alvor. Jeg ved, det er kun et Øjeblik jeg har mine Arme om dig.“ Det korte kærlighedsmøde på foreløbighedens betingelser gør oplevelsen af øjeblikkets fylde mere intens – et carpe diem-motiv, der også findes i det digt af Emil Aarestrup, „Angst“, som både titlen og hovedpersonen henviser til.

De eksistentialistiske temaer optræder i novellerne side om side med de socialkritiske, men bliver efterhånden de dominerende i forfatterskabet. I romanen Barnet leger ved Stranden (1937) fortæller den mandlige hovedperson i dagbogsform, betroelsens og selvterapiens genre par excellence, om sit mislykkede ægteskab, om underlegenhedsfølelsen over for den stærke kvinde og den skyld, han føler ved tanken om det barn, de har mistet. Det er karakteristisk for både Branners, Jørgen Nielsens og Knuth Beckers psykologiske realisme, at konfliktbevidstheden omfatter barnet og den voksne mand, men ikke den voksne kvinde, der især hos Becker og Branner skildres som helstøbt og stærk og får den funktion at være forløserskikkelse for den problemtyngede mand. Det kvindelige er en naturkraft, der ikke lader sig forstå i psykologiske kategorier, men i mytiske. Verden bliver til for manden gennem kærlighedsmødet med kvinden som det livgivende, ja frelsende princip i tilværelsen, besunget i høj hymnisk stil af Branner i novellen „Den første Morgen“ (1941). Legetøjs rationalistiske tillid til nytten af den social- og psykoterapeutiske udforskning af bevidsthedens hvide pletter afløses af et metafysisk håb om forvandling.

Den intime dagbogsroman, som senere nåede sin kunstneriske kulmination i Martin A. Hansens Løgneren (1950), var ét forsøg på kunstnerisk frigørelse fra kollektivromanens wide screen-format og typeprægede menneskeskildring. Et andet var indre monolog-romanen, der inspireret af bl.a. James Joyce fremstiller et menneske gennem dets bevidsthedsstrøm. I Drømmen om en Kvinde (1941) anvendte Branner for første gang denne form. Vi følger nogle menneskers bevidsthedsstrøm, mens de sidder omkring et bridgebord, og kommer på kloshold af deres tanker, associationer og sansninger uden anden markeret fortællertilstedeværelse end den, der består i, at der krydsklippes mellem bevidsthederne. Den episke handling er reduceret til et minimum i god overensstemmelse med grundstemningen af ensomhed og angst. Hvad der indadtil blev vundet, tabtes udadtil gennem dette arrangement: Det er vanskeligt at finde vej i fletværket af indre monologer, som kun afbrydes af de bridgespillendes ligegyldige replikker; men med sin kønstematik viderefører romanen forfatterskabets modsætning mellem det destruktive mandlige og det livgivende kvindelige princip.

En beslægtet teknik havde den jævnaldrende Aage Dons (1903-93) allerede benyttet i sin første roman, Koncerten (1935), hvor vi følger associationer og erindringer hos nogle unge mennesker, der overværer en debutkoncert. De har været elever hos en sanglærerinde, der har bundet dem til sig i et følelsesmæssigt kompliceret forhold og hæmmet dem i deres menneskelige udvikling. Ideen med at lade en koncert danne afsæt for personernes tilbageblik kunne Dons have hentet hos den østrigske forfatter og Freud-elev Arthur Schnitzler, der i sin lange novelle Løjtnant Gustl (1900) følger en persons bevidsthedsstrøm under en opførelse af et oratorium. Det resignerede, ensomme og kærlighedssøgende menneske var en gennemgående figur i Dons' psykologiske romaner, der – ofte med udblik til en større europæisk verden – henter deres motiver i kunstnerkredse og det dannede borgerskab. I dobbeltromanen Frosten paa Ruderne (1948) og – og alt blev drøm (1949) skrev Dons ud fra personlige erfaringer, men ikke selvbiografisk, om en ung mands problemer med at vedkende sig sin homoseksualitet. Sin største publikums- og anmeldersucces opnåede han med romanen Brænde til mit bål (1965), der udspiller sig i samtidens Wien. Det er beretningen om en kvinde, der gennem psykoanalytisk terapi søger at opløse sine fortrængninger og komme til klarhed over det incestuøse overgreb, hun blev udsat for i sin barndom.

Som Dons forblev Branner gennem hele forfatterkarrieren påvirket af psykoanalysen, men Branners menneskesyn ændrede sig under indflydelse af krigen. Den anfægtede ikke hans humanistiske holdning, men den konfronterede ham med problemet om det ondes eksistens med større styrke end hidtil og krævede en omformulering af det humanistiske engagement og en revision af synet på kunstnerens opgave. Derfor omtales Branners efterkrigsforfatterskab i sin tidsmæssige sammenhæng.

Selve det historiske vendepunkt – krigens komme – og den følelse af uvirkelighed, der ledsager det, er temaet i novellen „Sidste Skib“ fra 1939. Et ungt dansk par har været på rejse i Europa, men er nu, i dagene omkring krigsudbruddet, reduceret til afmægtige vidner til katastrofen, der eskalerer fra dag til dag, mens deres skib ligger fortøjet i Antwerpens havn og afventer tilladelse til at sejle til Danmark. Som Kejserboderne i Legetøj afspejler skibets miniunivers med dets interne rivninger og standsmarkeringer det store, klassedelte samfund. Men holdningen til problemerne er en anden: Alle passagerer er hensat i en tilstand af ørkesløs og angstfyldt venten, alle har hidtil gjort sig forestillinger om tilværelsen, som den tilstundende katastrofe nu afslører som illusoriske. Det unge par oplever sig selv som stående uden for klassedelingen på skibet, men manden, om hvem vi får at vide, at han er forfatter, er netop derfor frigjort fra forpligtelsen til at tage parti for den ene eller den anden gruppe. Novellen viser en forskydning i interessen fra det, der adskiller mennesker, til de fælles vilkår. Som isoleret individ kan forfatteren repræsentativt gennemleve og tolke krisen på sine medmenneskers vegne. Løse den kan han ikke. Novellens sidste sætning viser, at den verden, der venter passagererne for enden af rejsen, er lige så utryg som Antwerpens havn: „Saa sejlede vi hjem til Krigen.“

Referér til denne tekst ved at skrive:
Søren Schou: H.C. Branner i Dansk litteraturs historie, Mortensen og Schack (red.), 2006-09, Gyldendal. Hentet 23. marts 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=477155