• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Fra de stummes lejr

Oprindelig forfatter SSchou

Den solidaritet med samfundets mishandlede og udstødte, der var så karakteristisk for mange af 1930'ernes prosaforfattere, havde ofte et didaktisk præg. At skildre mennesker, der ikke kun var fattige, men også fattige på sprog og undertiden selvindsigt, krævede et formuleringsniveau hinsides personernes eget. Derfor finder man tit passager i tidens fiktionsprosa, hvor fortælleren fører samtale med læseren om emner, der i høj grad var relevante for personerne, men ikke tilgængelige for dem. I Jørgen Nielsens roman En Kvinde ved Baalet (1933) hedder det således om en bifigur: „Hun gjorde sig pæn om Søndagen og kom til at se tristere ud om Hverdagen, men det vidste hun ikke, og det var der ingen, som vidste.“ I Knuth Beckers forfatterskab er tendensen ikke nær så udtalt, men i Verden venter (1934) skildres det, hvorledes egnens bønder indfinder sig på børnehjemmet „Sjællandsglæde“ for at udvælge sig arbejdskraft: „Bønderne tar den opstillede Række af Drenge i stærkt Øjesyn, men de ser ikke paa deres Tænder, som de gør det paa de sydamerikanske Slavemarkeder i Onkel Toms Hytte – det er skikkelige danske Bønder, de ser saadan op og ned, Tvær- og Længdemaal.“

Hverken bønderne eller drengene tænker i situationen på Harriet Beecher Stowes roman Onkel Toms Hytte (1852, da. 1853), ja kender den måske ikke. Det er fortælleren, der sarkastisk henvender sig til sin læser, idet han forudsætter en fælles litterær reference.

Afstanden mellem personer og forfatter med hensyn til viden og formuleringsniveau førte især hos Jørgen Nielsen til en mere aktivt fortolkende og kommenterende fortæller, end man typisk finder i det sene 1800-tals impressionistiske prosa. Det var en fremstillingsform, der havde sine kunstneriske omkostninger. At tale henover personerne ville være ensbetydende med at svække den indføling, der var mindst lige så vigtig for forfattere, både af kollektivromaner og af værker, der som Nielsens og Beckers sætter individet i centrum. Derfor finder man især hos Nielsen en sameksistens – som kun undertiden bliver til en harmonisk helhed – af fortællerformidlet overblik og binding til personernes bevidsthed.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Søren Schou: Fra de stummes lejr i Dansk litteraturs historie, Mortensen og Schack (red.), 2006-09, Gyldendal. Hentet 20. februar 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=477152