Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Storbyen kommer ind i lyrikken

Oprindelig forfatter LHK

Det gælder i særdeleshed for hans bydigtning. Med Emil Bønnelyckes tidlige digtsamlinger blev storbyen for første gang taget op som et selvstændigt tema i dansk lyrik – „Storbyen skød op i Lyriken“, som Tom Kristensen bemærkede i det tilbageskuende essay om „Den unge Lyrik og dens Krise“, der kom i tidsskriftet Tilskueren i 1925. Det skete med nogle årtiers forsinkelse i forhold til prosaen, hvor opmærksomheden var blevet rettet mod byen allerede i Herman Bangs romaner fra 1880'erne. Nu blev København, dens gader og færdsel og livlige lokaliteter også tematiseret i lyrikken. Udviklingen fremgår tydeligt af titelvalget Asfaltens Sange, som spiller op imod titlen på Jeppe Aakjærs digtsamling Rugens Sange fra 1906. I titlen ligger der to betydninger, dels at asfalten – og storbyens øvrige inventar – bliver besunget, men også, at den selv synger deri. Et af de bemærkelsesværdige greb, Bønnelycke anvender, er at lade fænomener som asfalten, kiosken og telegrafpælene træde ind som lyrisk jeg for at besynge det byliv, de tager del i. I andre digte tilhører stemmen skikkelser, der er på farten, ligesom byen er i bevægelse: de flaksende indtryk af byen gengives af flanøren, vandringsmanden og vaganten, som driver omkring uden at have bestemte formål med sin færden.

 Emil Bønnelyckes figurdigt „New York“, der overskrider grænserne mellem litteratur og billedkunst. New Yorks skyline i en kontinuert streg, der i skråskrift staver navnene på en række amerikanske kanoniske forfattere. Trykt første gang i Klingen i 1917, året før Guillaume Apollinaire udsendte samlingen Calligrammes.

Emil Bønnelyckes figurdigt „New York“, der overskrider grænserne mellem litteratur og billedkunst. New Yorks skyline i en kontinuert streg, der i skråskrift staver navnene på en række amerikanske kanoniske forfattere. Trykt første gang i Klingen i 1917, året før Guillaume Apollinaire udsendte samlingen Calligrammes.

Udtrykket besyngelse optræder hyppigt i forbindelse med Bønnelyckes bydigtning, og det er træffende for den bejaende indstilling til byens mangfoldighed, som præger den: „Jeg er hele Tiden i Vold af disse talløse Forandringer og Situationer, som myldrer omkring mig. De er en Rigdom. De er mangfoldige og kommer af sig selv. De er som en række af vidunderlige, kærkomne Overfald“. Alt i alt er byindtrykkene positive: Der findes ingen chokerfaringer, groteske optrin eller rædselssyner i Bønnelyckes digtning som dem, man finder i Charles Baudelaires parisiske tableauer i Les fleurs du mal (1857), hovedværket i europæisk storbylyrik. Bønnelyckes læremester var snarere den amerikanske digter Walt Whitman, som Johannes V. Jensen havde oversat til dansk. Iblandt Jensens Digte (1906) findes der tre gendigtninger af Whitman, og i 1919 havde han udgivet et Whitman-udvalg i samarbejde med Otto Gelsted. Bønnelycke havde lært af den såkaldte katalogstil, som Whitman bruger i sin store digtcyklus Leaves of Grass (1. udg. 1855) til at besynge sin egen individualitet og alle de andre individualiteter, der tilsammen udgør den amerikanske befolkning. I lange, overvældende opremsninger benævner og priser Whitman hver enkelt type for at skabe en pluralistisk, demokratisk totalvision af USA. Denne opremsningsteknik bruger Bønnelycke til at formidle byens opbud af indtryk, blandt andet i digtet „Gaden“ fra debutsamlingen, et af de få digte, hvorpå Bønnelyckes eftermæle i dag hviler:

SPORVOGN, der brummer. Klokker der kimer og slaar.
Travle Butikker, hvor Dørene knalder og gaar.
Ruslædersstøvler i Vinduer og Laksko i Spejle –.
Hovslag i Asfalt, der klinger som Logulv, for Plejle …
Summende Cykler, Ekspresbud og Lynskud af Postbud.
Sminkede Piger, og Skinger af pibende Drenge.
Kaos, der klinger mangfoldigt og hvileløst længe.

Som det fremgår af udsagnsordene („brummer“, „kimer“, „slaar“, „knalder“, „klinger“), er det først og fremmest byens lyde og rytmer, som digtet opfanger med sit metrum og sine rim og lydmalende udtryk. Lydene kan høres i digtet, de benævnes ikke blot. Lydmaleriet hører med til Bønnelyckes bestræbelse på at skabe digte, der rækker ud over sprogets meningsniveau, som han tillige forsøgte at gøre det med revolverskud og grafiske figurer.

Annonce

Også i en anden henseende udvider Bønnelyckes digte lyrikkens genstandsområde, nemlig imod maskinerne. I en karakteristisk udtalelse fra midten af 1800-tallet erklærede den romantiske digter Carsten Hauch, at han ikke mente, „at man i Fremtiden skal synge om Dampmaskiner eller andre Opfindelser, dette vilde blive Poesiens Død og Undergang“. Ikke desto mindre var det, godt 60 år efter, netop hvad Bønnelycke gjorde i digte med titler som „Automobilet“, „Aëeroplanet“, „Flydedokken“ og „Lokomotivet“. I tråd med futurismens – og forbilledet Johannes V. Jensens – teknikbegejstring beskrives maskinerne, og særligt transportmaskinerne, som æstetiske genstande, der baner vejen til en løfterig fremtid. „Et væddeløbsautomobil med sin motorhjelm, prydet med rør, der ligner slanger med sit eksplosive åndedræt, et brølende automobil, der kører som under maskingeværets kugleregn, er skønnere end Nike fra Samothrake“, havde Marinetti erklæret i Futurismens manifest. En lignende æstetisk fascination løber igennem Bønnelyckes maskindigte, der blandt andet fremstiller lokomotivet „som en Skulptur af Jern, der illustrerer / den Drøm, en Staalets Kunstner komponerer“.

Igennem Bønnelyckes bydigte kan man dog også få et indtryk af de konkrete ændringer i samværsformerne, som de nye transportmaskiner førte med sig. Med indførelsen af sporvogne, omnibusser og tog i 1800-tallet blev det en hverdagserfaring at sidde og se på andre mennesker i længere tid uden at tale med dem. Denne situation, som historisk set er ny, er et genkommende udgangspunkt i Bønnelyckes lyrik. Et eksempel er prosadigtet „Sporvognen“ fra Asfaltens Sange, hvori jeg'et på en tur med linje 9 panorerer hen over sine medpassagerer og gør deres synlige udtryk til udgangspunkt for fortolkninger og fantasier om deres identitet og rejsemål. Jeg'et karakteriserer dog fortrinsvis sig selv gennem sine idiosynkratiske iagttagelser. Disse digte bekræfter den lidt ældre tyske sociolog Georg Simmels påstand om, at synet er den grundlæggende sans for samværet i de moderne transportmaskiner.

Tilsyneladende indtræder der en vending i det lyriske forfatterskab efter strømmen af opsigtsvækkende bydigte i 1910'erne. Københavnske Poesier fra 1927 er en slags sammenfatning af bydigtningen. Samlingens udtryk er mere lavmælt, mindre ungdommeligt, især fordi der anlægges et nyt perspektiv på den myldrende storby, nemlig barndomserindringens. Herefter orienterer Bønnelyckes digtning sig ikke længere imod byen og maskinerne, men imod kristendommen. I 1940 udgav han en samling Kristussonetter, som udtrykker både fromhedsønsker og anger over ungdommens gudløshed. Den hymniske, lovprisende form, som Bønnelycke yndede at udtrykke sig i, blev således genforenet med sin traditionelle genstand: den religiøse erfaring. Imidlertid er den religiøse impuls at finde i hans digtning lige fra de allertidligste samlinger, som det fremgår af digtet „Min Sjæl“ fra Taarer (1918):

Min Sjæl er en Sang, der skal vokse
sig ud af en bastende Ring.
Jeg ved, at dens Rytme vil svinge
engang i et svimlende Sving –,

Det Sving, der er Døden og Bristet,
Livet og Lænkens Brud,
da Sjælen i vældige Rytmer
syngende gaar imod Gud.

Søgningen i retning af det religiøse hører således – ligesom ekspressionismen og futurismen – med i den forvirring, der går igennem Bønnelyckes tidlige digte. De er bundet til deres tid, som få af dem imidlertid har overlevet. Da den religiøse åre brød igennem, var interessen for Bønnelyckes forfatterskab svundet hen. „Ungdommen, som er hensynsløs i sin Glemsomhed, og desværre har ret til at være det, husker ikke ret meget til ham“, beklagede vennen Tom Kristensen i sin nekrolog over ham, da han døde i 1953. Igennem 1930'erne og 1940'erne udsendte han en række romaner, blandt andre Lokomotivet (1933), som blev vel modtaget og opnåede at blive filmatiseret 1942 under titlen Nat-Ekspressen, men ingen af dem formåede at fastholde offentlighedens opmærksomhed på deres forfatter. Emil Bønnelycke havde tabt sin litterære succes næsten lige så hurtigt, som han oprindelig havde vundet den.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Lasse Horne Kjældgaard: Storbyen kommer ind i lyrikken i Dansk litteraturs historie, Mortensen og Schack (red.), 2006-09, Gyldendal. Hentet 17. april 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=477262