Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Futuristisk optimisme

Oprindelig forfatter LHK

Luxemburg-digtets tilblivelse er typisk for den hast, hvormed Bønnelycke skrev i begyndelsen af sin forfatterkarriere, og for den bestræbelse, der er gennemgående heri, nemlig forsøget på at gribe de historiske begivenheder, lige idet de sker. Eftertidens modtagelse af Bønnelyckes lyrik har derfor også i høj grad været bestemt af skiftende holdninger til den tid og de temaer, den skildrer. Digtene forsøger ikke at hæve sig over den „Epokernes store Selvmodsigelsestid“, som de er skrevet i, men tværtimod at indfange dens flygtighed og fylde af modsætninger. Der ligger en journalistisk eller registrerende hensigt bag, som kan forklare den åbenlyse inkonsekvens, der præger Bønnelyckes digtning. I tiden, hvor digtene blev skrevet, var der en optimistisk tendens i det danske samfund, som havde lukreret på eksporten til de involverede nationer i Første Verdenskrig. Omvendt havde krigen forstærket undergangsstemningen i andre egne af det europæiske kulturliv. Begge tendenser findes i Bønnelyckes tidlige digtsamlinger, hvori ekspressionistisk kulturpessimisme står side om side med futuristisk optimisme, om end den sidste så afgjort er dominerende.

I det berømte prosadigt „Aarhundredet“ fra Asfaltens Sange (1918) erklærede han tiden sin kærlighed og hyldede dens mangfoldighed og alle de forventninger, der fulgte af dens uforudsigelighed:


Jeg elsker dig, du gaadefulde Tid, du Seklernes Sekel, der er rig paa aldrig før anede Omskiftelser, rig paa Kaos, paa Forvirringens Skønhed, Hastighedens Pragt, rig paa halsløse Fremskridt, rig paa Rædsel, paa en svulmende, morderisk Ouverture, Krigen, hvis Basuner, Kanonerne, og Trommer, Mitrailløserne, forkynder Verdensrevolutionen.

Jeg elsker din tekniske Grænseløshed, Jeg elsker Maskinernes endnu ukortlagte Land, Propellernes Tidsalder, hvor Menneskeheden for første Gang i Historien løfter sig fra Jorden, hvem ved, for engang helt at forlade den … erobre en anden Klode … og gøre den til sin …

Jeg elsker alt det, som sker, og som skal ske.

Selv om Bønnelyckes kærlighedserklæring er skrevet og udgivet i tiden op til afslutningen på Første Verdenskrig, har denne helt åbenlyst ikke har haft nogen neddæmpende virkning på fremtidsforventningerne. I periodemæssig sammenhæng fremstår digtets fremtidsfilosofi, med dets betoning af uforudsigeligheden, som en modsigelse af den deterministiske tænkning, der havde præget det forudgående århundrede. Det er futurismen, som her med programmatisk fyndighed bliver formuleret for det danske publikum – med klare ekkoer af den italienske teoretiker Filippo Tommaso Marinettis futuristiske manifester, hvoraf det første blev publiceret på forsiden af den franske avis Le Figaro i 1909. Allerede før verdenskrigen havde Bønnelycke fået fingrene i Futurismens tekniske manifest (1912) i et antikvariat – ironisk nok – sammen med Tom Kristensen, der kunne huske, hvordan „Hyldesten til Fartens Skønhed blev (…) hængende i vores begede Hjerner“ (i „Den unge Lyrik og dens Krise“). Marinetti hyldede krig, teknik, arbejde og fart og udtrykte foragt for kvinder, museer og klassisk kunst. Det er dog fortrinsvis optimismen og begejstringen, Bønnelycke har overtaget fra futurismen: først og fremmest vil digtene lovprise.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Lasse Horne Kjældgaard: Futuristisk optimisme i Dansk litteraturs historie, Mortensen og Schack (red.), 2006-09, Gyldendal. Hentet 16. september 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=477261