• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Fartens og forvirringens skønhed - Emil Bønnelycke

Oprindelig forfatter LHK

Emil Bønnelyckes digtning udgør et samlingspunkt for en række af de tendenser, som var typiske for den europæiske lyrik i tiden efter Første Verdenskrig. Han var sin generations mest lovende lyriske talent, før Tom Kristensen kom til i 1920'erne. I løbet af få år opnåede Bønnelycke berømmelse i Danmark som den første litterære eksponent for ekspressionismen. Som offentlig personlighed gik han for en kort stund ind og udfyldte den plads som national digterboheme, der var blevet ledig ved Holger Drachmanns død i 1908. Hans navn nåede ud til videre kredse end de litterære, da han ved Politikens „Expressionist-Aften“ den 4. februar 1919 affyrede tre revolverskud i dagbladets foredragssal som afslutning på sin oplæsning af prosadigtet Rosa Luxemburg.

Digtet var ifølge foromtalen ikke blot et „Ekspressionist-Arbejde“, men også et „Ekspres-Arbejde“: Det var konciperet, skrevet og trykt på kun en uge, og dets tema var af største aktualitet. Godt to uger forinden, den 15. januar, var den polsk-tyske socialistiske teoretiker og leder af det tyske kommunistparti Rosa Luxemburg blevet myrdet af regeringssoldater i Berlin under den såkaldte Spartakus-opstand. Opstanden bestod af demonstrationer og massestrejker, som Luxemburg sammen med Karl Liebknecht havde taget initiativ til med det endelige formål at gennemføre en socialistisk revolution i Tyskland. Det var soldaternes dræbende skud imod de to spartakister, som Bønnelyckes effekt skulle illustrere for det københavnske publikum. I hans gestus genkender man ekspressionismens lyst til at skabe poesi med andre midler end ord, men også dens bestræbelse på at chokere publikum og på at bringe det ud af den kontemplative tilstand, som kunstneriske arrangementer normalt indbyder til. At dømme efter den følgende dags referat i Politiken lykkedes happeningen: „Det var et Pust af det store, lidenskabelige Europa, som gik hen over Hovederne paa det unge Danmark – Smerte, Længsel, Fremtid“.

 Emil Bønnelycke, et forfatterikon for sin generation, portrætteret i et træsnit af Knud Nørholm i 1927, lige omkring vendepunktet i hans forfatterskab.

Emil Bønnelycke, et forfatterikon for sin generation, portrætteret i et træsnit af Knud Nørholm i 1927, lige omkring vendepunktet i hans forfatterskab.

Emil Bønnelycke var født i 1893 i Århus, men voksede op i København, hvor han i en årrække gik i skoleklasse med Tom Kristensen. Han var søn af en fyrbøder, senere lokomotivfører, og selv havde han været kontoransat i Statsbanerne, før han debuterede som forfatter. Det gjorde han med digtsamlingen Ild og Ungdom fra 1917, og i løbet af det næste år udkom to digtsamlinger, Taarer og Festerne, og en samling af prosafragmenter, Asfaltens Sange. Dette udgivelsestempo holdt han op til begyndelsen af 1920'erne, alt imens han udvidede forfattervirksomheden til også at omfatte romaner, dramatik og dagbladsjournalistik. Hans Spartanerne (1919) regnes for at være den første ekspressionistiske roman i dansk litteratur. Romanen er et forsøg på at overføre simultanteknikken fra D.W. Griffiths banebrydende film om eftervirkningerne af den amerikanske borgerkrig, The Birth of a Nation (1915), til litteraturens medium. Igennem 1920'erne og 1930'erne skrev han for Politiken og Berlingske Tidende og var flere gange udsendt til blandt andet USA og Centraleuropa.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Lasse Horne Kjældgaard: Fartens og forvirringens skønhed - Emil Bønnelycke i Dansk litteraturs historie, Mortensen og Schack (red.), 2006-09, Gyldendal. Hentet 25. september 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=477260

    • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

    • Kommentar til redaktionen Vedr. Fartens og forvirringens skønhed - Emil Bønnelycke Marker den cirkel
      Send kommentar


  • Copyright

    Denne artikel må du ...

  • Kilde

    Denne artikel stammer fra:
    Dansk litteraturs historie

  • Historik