Morten Nielsen digtede i en tid, hvor det var vist, at alting var uvist. Tiden var, som al krigstid, uafklaret og rettet mod et udfald, som ingen kendte. Uforudsigeligheden, som futuristerne tidligere havde besunget, var for ham og hans generation indtrådt som et terroristisk vilkår i hverdagen. „For Tiden er det haardt at være til for de fleste, men jeg tror, det er haardest for dem, der, fordi de er unge, endnu ikke har faaet nogetsomhelst gjort færdigt. Og som frygter for aldrig at faa noget bragt til Ende“, skrev han i et kasseret forord til debutdigtsamlingen. Døden var en nærværende mulighed – ikke mindst for dem, der deltog i illegalt arbejde. Den truede uophørligt med at gøre ethvert igangværende arbejde til et fragment. Det er ikke mindst derfor, at døden indtager så fremtrædende en plads i Morten Nielsens digte. „Nu kender jeg den igen, her og allevegne“, står der om den i digtet „Døden“ fra Krigere uden Vaaben. Et andet digt, „Jeg ser nu i Nat“, som Paul la Cour bragte som indledning til Efterladte Digte (1945), fremkalder en vision af en selvmordskandidat, der befinder sig på nippet til at tage det afgørende skridt, men bliver holdt tilbage af en indre stemme:

Det hvisker i Hjertet, besværligt og hedt:Du svigter for meget, du har bragt mig for lidt.Saa hvisker det angst: Ufuldbyrdet, forladt, staar din Skæbne tilbage, hvis du gaar nu i Nat.

Du skal vokse og blomstre og sætte dine Frø.Du er endnu for ringe til at dø.

Det er en gammel og udbredt organisk metafor, der kendes helt tilbage fra klassisk græsk og romersk litteratur, som Morten Nielsen her underbygger sin pointe med, nemlig sammenligningen af mennesket med en plante, der skal modne og blomstre, før den er høstefærdig. Digtet trækker på tanken om, at hvert menneske har en opgave som skal udføres, en skæbne, der må fuldbyrdes, før det kan give sig i dødens vold. Igen er der ikke tale om en skæbne i traditionel forstand, en der er forudbestemt, for i så fald ville valget ikke være frit, sådan som situationen i digtet indebærer. Der er et valg at træffe, og i „Jeg ser nu i Nat“ lyder en indtrængende hvisken, som i bydeform befaler at fravælge døden.

Fortroligheden med døden i Morten Nielsens digte er således ikke ledsaget af nogen melankoli eller af religiøse følelser; tværtimod fremkalder den i forfatterskabet en stærk opmærksomhed på livet her og nu, en hengivelse til øjeblikket. Øjeblikket opleves som særlig intenst, når fremtiden er uvis, og stunden dødssvanger. I nogle af Morten Nielsens bedste digte er øjeblikket et tidsrum, der åbner for en erfaring af tiden som sammensat af flere tidsplaner. Det gælder i eminent grad digtet „Øjeblik“, der stiller erfaringen frem i en klar og genkendelig situation:

Vilde Roser i Dagregn!Og Toget er standset,med Ruder, der løber fuldeaf blændende Regnskærog Buskenes vilde Lysi det vaade og grønne.

Lykkeligt stort og ligetil blir Livet –Draabe, der rammer Draabe,Regn over Regn.Sekunderne lukker sig opfor en lang Erindring:Veje i Hederne, Pigestemmer og Havet.Jeg smager dem paa min Mund,de forsvundne Somre . . .Kølige, regnfulde Lykke, et Kys af Aar –Vi rejser i Krigens urolige, fjerde Sommer.Med eet er der stille . . .Vilde Roser i Dagregn,Ruder, der løber fuldeaf blændende Regnskærog Buskenes vilde Lysi det vaade og grønne.

Toget gør et ophold undervejs, og et vilkårligt, stillestående synsindtryk, som fremkaldes på impressionistisk vis med udråbet „Vilde Roser i Dagregn!“, møder jeget uden for togvinduet. Det er i udgangspunktet en spekulativ erfaring, for bag ruden befinder jeget sig netop på afstand af den verden, han betragter. Synsoplevelsen er „blændende“, og blikket bøjes indad mod jegets indre verden. I den uventede pausestund bliver erindringen levende og tiden helt sanselig, ja til „at smage på.“ Det korte øjeblik fremkalder såvel private erindringer som en opmærksomhed på den historiske omstændighed, jeget befinder sig i – som rejsende i „Krigens urolige, fjerde Sommer“. Disse forskellige tidserfaringer melder sig af sig selv og falder sammen i øjeblikket, der snart vil forsvinde igen ligesom de vilde, stedbundne roser.

Som lyrisk situation udgør pauseøjeblikket et modstykke til de kritiske øjeblikke, som den modernistiske lyrik – og litteratur i øvrigt – er rig på, og som „Jeg ser nu i Nat“, hvor en selvmordskandidat tøver før det altafgørende øjeblik, er et typisk eksempel på. Forestillingen om „sandhedens øjeblik“ har været særligt sigende i denne periode. Der er i „Øjeblik“ ikke tale om en tilspidset, afgørende situation, som åbner for den eksistentielle refleksion. Det bliver tydeligt, hvis man læser digtet i forlængelse af Johannes V. Jensen, som Morten Nielsen ofte alluderer til, og hans skelsættende digt „Paa Memphis Station“. Det tager udgangspunkt i en lignende ventesituation, et ophold på togrejsen, men lader det netop ikke blive derved. Idet digtets utålmodige jeg begynder at overveje, om han skal melde sig som „Borger paa Torvet“ i det sphinxforladte Memphis, gør han netop pausen til en valgsituation. Det sker ikke i „Øieblik“: Ingen afgørelse trænger sig på i dette digt, som begynder og slutter med det samme skønne synsindtryk, der er anledning til åbenbaringen.

Krigens fjerde sommer blev også Morten Nielsens sidste. Men i hans digte finder man fortsat en smag både af evig ungdom og af den svundne besættelsestid, som han ikke selv skulle overleve.

Vejviser

Værket Dansk litteraturs historie i fem bind udkom i årene 2006-2009. Teksten ovenfor er kapitlet Øjeblikkets digter.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig