Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Den lyriske alvor

Oprindelig forfatter LHK

Morten Nielsen (1922-44) var født i Aalborg som søn af overlærerne Ejnar Nielsen og Gerda Lebrecht og døbt Karl Bent Lebrecht Nielsen. Morten blev han kaldt fra barnsben, og som voksen fik han det også skrevet på sin navneattest. Han blev student fra Aalborg Katedralskole i 1940 og drog umiddelbart efter til København for at studere almindelig og sammenlignende litteraturhistorie ved universitetet. Litterære ambitioner havde han ganske tidligt, og han arbejdede flittigt og målrettet på at indfri dem. I 1937 debuterede han som digter i Gymnasiastbladet, og i løbet af gymnasieårene fik han flere digte trykt i Vild Hvede, tidens førende lyriktidsskrift. Han leverede digte til Politikens og Social-Demokratens tillæg og journalistiske artikler og teateranmeldelser til Aalborg Stiftstidende. I 1942 gik han aktivt ind i modstandskampen, først som medarbejder ved det illegale blad Frihedsstøtten, senere som kurér for transportgruppen Speditøren, der blandt andet smuglede flygtninge til Sverige. Den udslagsgivende anfægtelse var for ham, ligesom for mange andre studerende, Danmarks underskrivelse af Antikominternpagten den 25. november 1941. Med pagten bandt Danmark sig til et løfte om at bekæmpe Kommunistisk Internationale og til en aftale om en senere fordeling af de kommunistisk ledede lande imellem pagtlandene. Med i pagten var ikke blot Tyskland, Italien og Japan, men også en række andre fascistisk ledede lande (Ungarn, Spanien, Rumænien og Slovakiet), til hvis selskab Danmark nu havde sluttet sig.

 Portrætfoto af Morten Nielsen med fast blik og tidstypisk frisure. Som person og som digter blev han et samlingspunkt og et forbillede for mange danske digtere, både mens han var i live og efter sin død.

Portrætfoto af Morten Nielsen med fast blik og tidstypisk frisure. Som person og som digter blev han et samlingspunkt og et forbillede for mange danske digtere, både mens han var i live og efter sin død.

Af omfang er forfatterskabet begrænset. Debutsamlingen Krigere uden Vaaben udkom i efteråret 1943, stort set samtidig med at også Ole Sarvig debuterede. I 1945 udgav Paul la Cour et bind af hans Efterladte Digte, som senere er blevet slået sammen med debutsamlingen og suppleret med yderligere 12 digte. I 1962 udkom brevsamlingen Breve til en ven, og i 1966 den lidt større Breve fra Morten Nielsen. Til sin ven Morten ruge udtrykte Morten Nielsen betænkelighed ved debutsamlingens titel: „Det er en farlig Titel ved jeg nok – demilitariserede Landsoldater og den Slags – men den dækker noget saa væsentligt i Bogen, at jeg løber Risikoen for at blive mistænkt for Konjunkturforf atteri“. Så bogstaveligt skulle titlen altså ikke forstås; den er metaforisk, som det også fremgår af samlingens indledningsdigt, „Riget af Tusind Aar“, hvori udtrykket er indeholdt. Digtet skildrer vanviddets udbrud hos en jævnaldrende, der bringer bud fra Jesus om, at tusindårsriget står for døren. På dette tidspunkt, hvor ikke så få opfattede Det Tredje Rige som det frembrydende tusindårsrige, var tanken ikke ualmindelig eller udpræget psykotisk. Forløbet bliver skildret af en udenforstående, som i tredje strofe står frem og præsenterer sig som del af et kollektiv:

Vi andre blev hadske og blege
– Mænd paa atten Aar,
Krigere uden Vaaben
Og saarede uden Saar.

 Hvervekontor til Frikorps Danmark, den danske bataljon, der kæmpede på tysk side på Østfronten. Der blev hvervet over hele landet, og flest frivillige meldte sig lige efter Tysklands invasion af Sovjetunionen i sommeren 1941. Omkring 12.000 danskere meldte sig på hvervekontorerne, og cirka halvdelen blev rekrutteret. Halvdelen af disse vendte hjem igen efter krigen, hvor de blev stemplet som landsforrædere og retsforfulgt. Allerede i en doktorafhandling fra 1950, Mandlige landssvigere i Danmark under besættelsen, tilbageviste kriminologen Karl Otto Christiansen de mest udbredte stereotyper om „landsforræderne“ – at de i almindelighed havde været kriminelle og sociale udskud – og konkluderede, at den undersøgte gruppes sociologiske karakteristika ikke afveg væsentligt fra befolkningens almindelige sammensætning. I det lys er Morten Nielsens skæbnedigt om „Tykke“ ikke repræsentativt.

Hvervekontor til Frikorps Danmark, den danske bataljon, der kæmpede på tysk side på Østfronten. Der blev hvervet over hele landet, og flest frivillige meldte sig lige efter Tysklands invasion af Sovjetunionen i sommeren 1941. Omkring 12.000 danskere meldte sig på hvervekontorerne, og cirka halvdelen blev rekrutteret. Halvdelen af disse vendte hjem igen efter krigen, hvor de blev stemplet som landsforrædere og retsforfulgt. Allerede i en doktorafhandling fra 1950, Mandlige landssvigere i Danmark under besættelsen, tilbageviste kriminologen Karl Otto Christiansen de mest udbredte stereotyper om „landsforræderne“ – at de i almindelighed havde været kriminelle og sociale udskud – og konkluderede, at den undersøgte gruppes sociologiske karakteristika ikke afveg væsentligt fra befolkningens almindelige sammensætning. I det lys er Morten Nielsens skæbnedigt om „Tykke“ ikke repræsentativt.

Strofen fastslår, at den sindssyge og de ikke-sindssyge betragtere reagerer på samme vilkår, men gør det forskelligt: Den ene bliver psykotisk, mens de andre fatter et passivt og udtryksløst had. Psykosen er altså eksogen; den er forårsaget af forhold, som også de andre lever under, og over for hvilke de er som „krigere uden våben“ – forsvarsløse og sårbare. Om dette fælles vilkår kredser mange af Morten Nielsens digte, der er rige på vi-passager som den ovenstående. Digtene taler dermed på vegne af et fællesskab, som det ligger lige for at forstå som forfatterens generation.

Annonce

Som citatet viser, er Morten Nielsens digtning ikke nybrydende i formel henseende: „jeg mangler Interesse for Sproget, som Konstruktion, det interesserer mig kun som Middel“, skrev han i et brev til forældrene i 1940. Der handlede det om litteraturens forrang frem for filologien i hans studier ved universitetet, men udsagnet kan også gælde for hans digte, hvori sproget så godt som udelukkende virker som middel og ikke som materiale. Formen er gennemført – især i digtenes rytmiske forløb, hvor afvigelser i mønstret ofte griber ind og betoner betydningen – men den er ikke eksperimenterende. Alligevel er digtenes lyriske alvor forblevet gribende op gennem efterkrigstiden, hvor den æstetiske interesse ellers gentagne gange har rettet sig mod sproget som konstruktion og ikke som middel. Ikke mindst hans mest fortættede lyriske udtryk, som det ultrakorte digt „Foraarets Horisont“, har fortsat vundet nye beundrere:

Verden er vaad og lys –
Himlen er tung af Væde . . .

Hjertet er tungt af Lykke,
Lykkeligt nær ved at græde.

„Snart brister alt“, lyder den berømte afslutning på Ivan Malinovskis senere digt „Myggesang“, der står i Galgenfrist (1958), men i Morten Nielsens fire linjer fastholdes tilstanden på bristepunktet, før regnen og gråden vælder. Digtet er i sig selv komprimeret, ligesom hjertet og himlen er det med deres tyngde af væde og lykke.

Forfatterskabet vidner om, hvordan besættelsen forstærkede generationsfølelsen og anerkendelsen af, at den enkeltes udvikling foregår under omstændigheder, som er kollektive og ikke kun private. Dette fællesskab kommer til udtryk hos Morten Nielsen med en bemærkelsesværdig mangel på selvgodhed. Han dæmoniserede ikke de frafaldne generationsfæller, der valgte at gå med og ikke imod nazismen, men anlagde et psykologisk perspektiv på deres beslutning. Et af hans bedst kendte digte, „Skæbne“, der blev publiceret anonymt i 1944 i den illegale antologi Der brænder en Ild, formidler en socialpsykologisk indsigt i baggrunden for nazismens tiltrækningskraft. Det skildrer, hvordan en nazist bliver til ved at tage udgangspunkt i et mobningsforløb i skolen af „Tykke“, som både lærere og elever chikanerer. Forløbet kulminerer, da Tykke forelsker sig og kun møder kaskader af hånlatter:

Og da det omsider blev Foraar for os,
der var femten Aar,
og Træerne stod og lyste
over Pigernes bløde Haar,
og du kom, forsigtigt, alvorligt –
da skete det værste af alt:
at den, der lo højest af os,
var hende, det hele gjaldt.

I denne scene cementeres hadet og den isolationsfølelse, som Tykke på digtets nutidsplan har fundet forløsning for i parti- og soldaterfællesskabet.

Nu er du noget, Tykke!
Mand og Partikammerat.
Og hvis vi en Dag skal til Muren,
saa er din Haand parat.
Parat til at smadre et Knojern
ind i min Mund, naar du slaar,
for nu vil du dræbe, Tykke,
alle de onde Aar.

„Skæbne“ hedder digtet, men den skæbne, der bliver „Tykke“ til del, er ikke tilrettelagt af højere magter; den er skabt af mennesker, hvis fælles handlinger er styret af idioti. Jeget i digtet påtager sig således en kollektiv medskyld for, at nazismen kunne fæste rod. Portrættet, det tegner af nazisten, stikker psykologisk dybere end den gængse antinazistiske karikatur i samtiden, der for eksempel gik ud på at skildre lederen af det danske nazistparti (DNSAP) Frits Clausen som sprællemand. Faren for psykologisk forenkling var overhængende, og til en ven skrev Morten Nielsen, at det „er i det hele taget forkert, hvis det psykologiske Resultat af den her Krig, blir Den lille Hornblæser og Dengang jeg drog afsted om igen. Saa er man ingen Vegne kommet. Hvis Kampdigtningen ikke tør være saa differentieret som Livet er, tror jeg ikke paa dens Berettigelse“. Hans egen og Halfdan Rasmussens produktion under krigen kan netop ses som bestræbelser i denne genre, som reflekteret og differentieret beredskabsdigtning snarere end konjunkturforfatteri.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Lasse Horne Kjældgaard: Den lyriske alvor i Dansk litteraturs historie, Mortensen og Schack (red.), 2006-09, Gyldendal. Hentet 19. september 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=477201