• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Efterkrig

Oprindelig forfatter SSchou

Overalt i de sejrende, de besejrede og de befriede lande gav krigsoplevelserne stof til en vrimmel af fiktive fortællinger i bog- og billedform. Der var store variationer i tolkningen af de forløbne år, men på sejrherrernes og de befriedes side kom én grundfortælling til at dominere over alle andre: fortællingen om det godes kamp mod og endelige sejr over det onde, legemliggjort i nazismen og fascismen. Grundfortællingen kunne begynde på forskellige tidspunkter, med Hitlers magtovertagelse i 1933, med krigsudbruddet i 1939 eller med besættelsen i 1940. Men den sluttede i 1945 med først Tysklands, siden Japans nederlag og dermed tilintetgørelsen af de onde kræfter.

Men der var alternativer til grundfortællingen, som satte spørgsmålstegn ved, om det overhovedet var muligt at sætte en cæsur efter 1945. Eller formuleret med mytens sprog, som mange forfattere vendte sig imod i disse år: Hvordan gik det med Odysseus, efter at han var vendt hjem til Ithaka og havde besejret bejlerne? Og hvad tænkte egentlig Penelope, hans hustru? Både den populære og den eksklusive kunst beskæftigede sig med soldatens hjemkomst, den smertelige omstillingsproces fra krig til fred. Den amerikanske filminstruktør William Wylers The Best Years of Our Lives (1946) handlede om krigsveteranens vanskeligheder ved at finde fodfæste ved hjemkomsten til det civile samfund, og i Danmark beskæftigede Martin A. Hansen sig med samme tema i det moderne eventyr „Soldaten og Pigen“ (1947): Det „hjem“, der venter veteranen, har mindelser om losseplads og dødsrige.

Andre afvigelser fra grundfortællingen handlede om ondskaben som en uafrystelig side af menneskelivet. Nazismen havde været dens mest diabolske udtryk, men i sin tid ved magten havde den demonstreret, hvilke ufattelige grusomheder mennesket som sådan – ikke kun nazister – var i stand til at begå i en voldsforherligende ideologis navn. Men hvis man drog den lære af krigen, at ondskaben var uafrystelig, måtte man også mene, at alle verdensforbedrende ideologier bygger på en naiv og farlig forestilling om, at sociale og materielle fremskridt nødvendigvis betegner et fremskridt i humanitet. At sejren over nazismen var nødvendig og lykkelig, stod ikke til diskussion hos andre end en helt isoleret og betydningsløs gruppe af forhærdede nazister. Men det ville være en fatal fejltagelse at projicere al ondskab over i fjenden og anse problemerne for løst med fjendens nederlag.

Annonce

De sejrende allierede nationer repræsenterede en tilslutning til verdensforbedrende ideologier, der nok var væsensforskellige, men dog fælles om at underbetone det ondes realitet: rationalismen, kulturradikalismen, kommunismen, materialismen, den teknologiske fremskridtstro. I de vestlige lande vendte nogle intellektuelle sig derfor bort fra verdslige ideologier af enhver art og søgte svaret i eksistentialismens åbne menneskesyn, i en apokalyptisk opfattelse af, at man levede i de sidste tider, eller i et kristent farvet håb om forvandling. Og udsigten til, at krigen kunne fortsætte i et atomopgør mellem USA og Sovjetunionen, pustede til angsten.

Forfattere, der selv havde deltaget i krigen som soldater eller sabotører, fandt et stort internationalt publikum. Mange gentog grundfortællingen om de godes sejr over de onde med få variationer, og den blev ophøjet til ufravigelig norm i sovjetisk litteratur, der i heroiserede tonefald besang „den store fædrelandskrig“, som havde demonstreret sovjetsystemets overlegenhed i forhold til andre samfundsformer. Men i den vestlige verden var der forfattere, som i romanform angreb den stupiditet og inkompetence, der fandtes i egne rækker, bl.a. amerikanerne Norman Mailer (De nøgne og de døde, 1948, da. samme år) og James Jones (Herfra til evigheden, 1951, da. samme år), som begge var veteraner fra Stillehavskrigen. Godt og ondt var ikke så klart adskilt, som propagandaen påstod, og i Norge skrev Sigurd Hoel romanen Møde ved milepælen (1947, da. 1948), der beskæftiger sig med quislingenes baggrund og motiver ud fra en selvanfægtet holdning: Kunne det – hvis tilfældet havde villet det og omstændighederne havde været anderledes – have været mig? Også den italienske forfatter Alberto Moravia gav et portræt af kollaboratøren i romanen Medløberen (1951, da. 1952).

Andre, der havde været for unge til at deltage i krig eller sabotage, var optaget af den ikke-involveredes særlige situation, som naturligvis var afgørende præget af, hvilken side deres land havde stået på i kampen. Den danske gymnasieelev Thorkild Hansen skriver i sin dagbog fra april 1945 (udgivet under titlen De søde piger i 1974) med selvanfægtelse og en tidligt udviklet sans for de dramatiske kontraster: „Jeg tilhører den årgang, der sad og flettede fingre med pigerne, mens andre fik deres knust i en skruestik.“ Ikke kun valget af engagement, men også fravalget kunne fremkalde skyldfølelse. Omvendt følte tyskere, der havde været for unge til at gøre krigstjeneste, at de havde grund til at takke skæbnen for, hvad de var blevet forskånet for at deltage i. Den senere tyske forbundskansler Helmut Kohl kunne ligefrem på sine egne og sine generationsfællers vegne tale om „de sentfødtes nåde“.

 De Frie Danske – her nummeret fra december 1944 – var det bedst redigerede og illustrerede af de illegale blade. Det blev udgivet månedligt af modstandsgruppen Vædderen i København fra 1941 frem til befrielsen.

De Frie Danske – her nummeret fra december 1944 – var det bedst redigerede og illustrerede af de illegale blade. Det blev udgivet månedligt af modstandsgruppen Vædderen i København fra 1941 frem til befrielsen.

Det var det modernistiske, formeksperimenterende digt, der bedst udtrykte den nervøst flimrende tidsfornemmelse i de år, hvor sigtbarheden var begrænset, og angsten for nye katastrofer prægede kulturlivet og den offentlige debat. Tyskeren Rainer Maria Rilke og den engelskamerikanske T.S. Eliot var blandt de lyrikere, som inspirerede efterkrigsgenerationen. I prosaen nød den koncentrerede, mytiske fortælling stor agtelse, hvorimod den realistiske prosa forekom kompromitteret, fordi den siden 1800-tallet havde været forbundet med et empirisk eller rationalistisk livssyn.

Alligevel fastholdt nogle toneangivende forfattere realismen som gyldig udtryksform. Vilhelm Moberg udgav 1949-59 sit store emigrantepos Udvandrerne, et hovedværk i svensk litteratur, og i de samme år skrev vesttyskeren Heinrich Böll en række romaner om fysisk og psykisk nedbrudte mennesker i efterkrigstidens ruinbyer. Böll udtalte, at „det aktuelle er nøglen til det virkelige“. Hermed mente han, at skildringen af den aktuelle nød og elendighed i det besejrede Tyskland rakte ud over miljørealismen og pejlede en virkelighed af almenmenneskelig art.

Overgangen fra krig til fred var turbulent og disharmonisk i de fleste lande, men selv om freden varslede nye farer, fandt mange mennesker hurtigt tilbage til en dagligdag, der med sit slidte præg og sin mangel på elementære livsfornødenheder ikke materielt var meget anderledes end krigsårene. I England kaldte man efterkrigstiden „The Age of Austerity“, et begreb, som det er vanskeligt at oversætte, men rummer associationer til alvor, afsavn og arbejdsomhed.

 Glædens dag 5. maj 1945. Jublende københavnske kvinder i serpentinbehængt sporvogn.

Glædens dag 5. maj 1945. Jublende københavnske kvinder i serpentinbehængt sporvogn.

Også Danmark oplevede sin „Austerity“-periode, der varede frem til slutningen af 1950'erne. En stram valutapolitik lagde restriktioner på importen af udenlandske forbrugsgoder, og først så sent som i 1952 blev rationeringen på dagligvarer som kaffe og sukker afskaffet. Trods økonomiske saltvandsindsprøjtninger som Marshall-hjælpen lå produktionstilvæksten i Danmark indtil midten af 1950'erne under gennemsnittet i de vesteuropæiske lande. Mange måtte nøjes med at drømme om en mere glansfuld tilværelse, og strømmen af amerikanske film gav næring og retning til drømmene.

En kulturkløft, forskellig fra mellemkrigstidens og umulig at afbilde på en politisk højre-venstre-skala, åbnede sig. Humanistiske intellektuelle havde efter nazismens nederlag håbet, at de ved at puste liv i ældre, folkelige traditioner kunne skabe en fornyelse af dansk åndsliv. Nu frygtede de, at tysk terror var på vej til at blive erstattet af et onde, der på ingen måde var lige så stort, men dog et onde: amerikansk overfladiskhed og pengedyrkelse. Hvor dyrkelsen af Amerika under besættelsen havde været en del af den åndelige modstandskamp, kunne den nu betragtes som en fare for dansk kulturel identitet. Igen kan den unge Thorkild Hansen anføres som vidne. I sin dagbog fra den 26. maj 1945 noterer han:

Til aften en ny amerikansk film i Virum Bio. Gags – våde, minutlange kys – silkeben – nøgne pigeskuldre, men kun delvis ditto bryster, – tempo opnået takket være en forrygende overfladiskhed – dollars, dollars, dollars – – – Vi ved, hvad der blev nedkæmpet. Jo tak. Men var det dette, der sejrede?

 Dansk Forfatterforenings æresret, fra venstre kontorchef Thomas Vollquartz, foreningens næstformand, bibliotekar Carl Dumreicher, æresrettens formand, landsdommer Torben Lund og forfatteren Hans Kirk. De 26 forfattere, der endte på anklagebænken, udgjorde seks-syv procent af de knap 400 medlemmer af forfatterforeningen (som ikke alle forfattere var organiseret i). Æresretten handlede – som dens historiker Arne Hardis har påpeget – i en helt usædvanlig situation: Hvor det normalt er en forfatterforenings opgave at vogte det frie ord, skulle den i dette tilfælde vogte over medlemmernes politiske holdning.

Dansk Forfatterforenings æresret, fra venstre kontorchef Thomas Vollquartz, foreningens næstformand, bibliotekar Carl Dumreicher, æresrettens formand, landsdommer Torben Lund og forfatteren Hans Kirk. De 26 forfattere, der endte på anklagebænken, udgjorde seks-syv procent af de knap 400 medlemmer af forfatterforeningen (som ikke alle forfattere var organiseret i). Æresretten handlede – som dens historiker Arne Hardis har påpeget – i en helt usædvanlig situation: Hvor det normalt er en forfatterforenings opgave at vogte det frie ord, skulle den i dette tilfælde vogte over medlemmernes politiske holdning.

 „Naar der kommer en Baad med Bananer“, havde man sunget ved befrielsen, men det havde lange udsigter med varerigeligheden. 10.000 kvinder demonstrerer på Dan tes Plads i København en kold februardag i 1947. De kræver rengøringsmidler, øget import af sydfrugter, effektiv priskontrol og flere børnehaver.

„Naar der kommer en Baad med Bananer“, havde man sunget ved befrielsen, men det havde lange udsigter med varerigeligheden. 10.000 kvinder demonstrerer på Dan tes Plads i København en kold februardag i 1947. De kræver rengøringsmidler, øget import af sydfrugter, effektiv priskontrol og flere børnehaver.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Søren Schou: Efterkrig i Dansk litteraturs historie, Mortensen og Schack (red.), 2006-09, Gyldendal. Hentet 18. oktober 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=477222