Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Gruk

Oprindelig forfatter LHK

Som digter kom Hein i en vis forstand til at dele skæbne med klubkammeraten Halfdan Rasmussen – alle iøjnefaldende forskelle til trods. Som to parallelle spor kom deres enderim-bundne versekunst til at løbe ved siden af den formbrydende modernistiske digtning og nå ud til langt større læserskarer end denne. Over halvanden million eksemplarer er der hidtil blevet solgt af Piet Heins samlinger med gruk, hvilket er navnet på den genre, som han opfandt og knyttede uløseligt til sit navn. Det menes at være sammensat af „grin“ og „suk“, selv om ophavsmanden vist aldrig har bemyndiget denne udlægning. Grukket som genre er et barn af besættelsen. „Cirka den 9. april 1940 fandt jeg på den lyrisk-aforistiske form, som jeg kaldte gruk og som, når den opnår, hvad den tilsigter, udtrykker noget, som er stik imod et totalitært, afsluttende system for tingene og forener forskellige synspunkter og peger hen på, at intet perspektiv er det sidste“, berettede Hein i sin tale, da han blev kåret til Studenterforeningens tolvte æreskunstner den 12. marts 1971. Hans forklaring stemmer overens med, at det første gruk blev trykt i Politikens humoristisk-satiriske spalte „At tænke sig“ den 14. april 1940 under kunstnernavnet Kumbel Kumbell.

På spidsfindig vis udnytter pseudonymet et gentagelselsmønster, der allerede er indskrevet i Heins borgerlige navn. På hollandsk svarer Piet til 'Peter' eller 'Petrus', som ikke kun er et navn, men også betyder sten. Hein er en måde at skrive 'hen' på, som på gammeldansk betyder 'hvæssesten'. Og på oldnordisk henviser ordet „kumbl“ netop til en sten med indskrift, hvilket på latin ville hedde et 'epigram'. Og netop epigrammet er den oldgamle genremæssige tradition, som Heins gruk indskriver sig i. Navn, pseudonym og genre er således tæt sammenknyttede. Korthed og fyndighed er de væsentligste kendetegn for den epigrammatiske genre, som i pointeret form og ofte ved vittige ordspil fremstiller en satirisk eller aforistisk betragtning. Et klassisk eksempel er Heins måske mest kendte digt, et såkaldt „Pædagogisk Gruk“:

Den som kun
tar Spøg for Spøg
og Alvor
kun alvorligt,
han og hun
har faktisk fattet
begge dele
daarligt.

 Grukmager og opfinder Piet Hein ved grammofonen, ca. 1942.

Grukmager og opfinder Piet Hein ved grammofonen, ca. 1942.

Hvor Søren Kierkegaard skrev forholdsvis indviklet om „den dialektiske Reciprocitet mellem Spøg og Alvor“, gjorde Piet Hein den her anskuelig ved hjælp af kun otte korte og folkelige vers, der tager den dialektiske gensidighed lige på kornet. Idealet, som Hein forfulgte, var „en minimums-løsning med hensyn til midler og et maximum af udtryk“. Med denne karakteristik beskrev han i 1969 Emil Aarestrups ritorneller, og den kan også gælde for hans egne gruk, der var illustreret af små svævende vignetter, først af tegneren Alex Nygaard, senere af forfatteren selv.

Annonce

Grukkets økonomiske metode havde imidlertid en særlig mening, da genren tog form, for under besættelsens pressecensur kunne den anvendes til at lade modstanden mod tyskernes tilstedeværelse komme til udtryk med udsøgt diskretion. Grukket om „Lillekat“ med undertitlen „Samtale paa Vejen, 1940“ – om katten, der på spørgsmålet „Hvis er du?“, svarer „– jeg er sgu min egen“ – blev for mange danskere et symbol for deres selvforståelse under besættelsen. Raffinementet, hvormed grukkene ydede modstand mod besættelsesmagten, fremgår af dette uofficielt omdelte gruk fra 1940 om de tyske militærkoncerter:

Et venligtsindet Orkester
tar Stade ved Raadhusets Fod
og samler andægtige Gæster,
som standser og tænker paa noet.
For Tonerne har denne dragende,
ja rent ud besættende Magt,
og saa er det særlig betagende
med dette Opbud af Takt.

Ved hjælp af underdrivelse og ironi i almindelighed gjorde grukkene grin med besættelsesmagten – vel at mærke for det publikum, som havde øre for det. De forudsætninger hos publikum, som grukkene trak veksler på, garanterede nemlig for et dybereliggende kulturelt fællesskab, som det nazistiske overherredømme ikke kunne knægte. Det kom til udtryk i en indirekte programerklæring i digtsamlingen Den tiende Muse, der udkom som julebog fra Rasmus Navers forlag i 1941. Epitetet i titlen, „tiende“, kan forstås på to måder – enten som at musen er tavs, eller at hun er nummer ti i en given rækkefølge. Programerklæringen knytter sig til den første betydning, til tavsheden, som digteren i det sjette heksameterdigt tilskriver en særlig betydning:

Alt det, vi behøver at sige,
Er Tanker, hvor Tvivl staar paa Vagt.
Kulturfællesskabet beror paa
Det Underforstaaedes Magt.
De Kræfter, som binder os sammen,
Er just: hvad der ikke bliver sagt.

Det var disse samlende kræfter, som grukkene med deres antydningskunst mobiliserede. Få dage før den tyske besættelse havde Hein sagt ja tak til formandsposten i den danske antinazistiske forening Frisindet Kulturkamp, til hvis tidsskrift, Kulturkampen, han bidrog fra 1935 til 1939, og under besættelsen fortsatte han denne kulturkamp med subtile, men alligevel stærke virkemidler i sine gruk, lige indtil han i 1943 måtte flygte til Sverige.

Med afsæt i verdenskrigens rædselsvækkende vanvid fortsatte Piet Hein efter krigen – ligesom Halfdan Rasmussen – i sit forfatterskab med at slå til lyd for humanisme, tolerance og respekt for livet: „co-/ existence / or no / existence“ blev et slags livsmotto for ham. Da kulturkampen blev mindre akut efter krigen, aftog grukkenes politiske skarphed derfor også. Men som elegante indslag i spændingsfeltet mellem det overraskende og det indlysende vandt de fortsat mange – og flere generationer af – læsere. Og brugere ikke mindst, for netop som små humoristiske citater lever grukkene videre i bedste velgående i talrige taler.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Lasse Horne Kjældgaard: Gruk i Dansk litteraturs historie, Mortensen og Schack (red.), 2006-09, Gyldendal. Hentet 18. september 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=477221