Isambard Kingdom Brunel, britisk ingeniør og opfinder, der i 1858 konstruerede dampskibet Great Eastern. Skibet var i sin tid verdens største og overgik dermed Brunels tidligere rekordkonstruktion Great Britain fra 1843, hvis ankerkæde han her ses foran. Great Easterns legendariske skaber og turbulente skæbne fortolker Bjørnvig i „Balladen om Great Eastern“ som en allegori over 1800-tallet, „Amfibieaarhundredet“.

.

Grænseerfaringen, som Anubis-digtet demonstrerer, er af afgørende betydning i Bjørnvigs forfatterskab, hvor individet, jeg'et, altid befinder sig på dens ene side, mens der på den anden befinder sig en række fænomener, der er virkelige i den forstand, at de er uafhængige af det enkelte menneskes tilstedeværelse. Op igennem 1950'erne og 1960'erne blev det stadig mere magtpåliggende for Bjørnvig at insistere på eksistensen af denne virkelighed: Virkeligheden er til, hedder slet og ret en af hans essaysamlinger, der udkom i 1973. Det skete i et opgør med Hans-Jørgen Nielsens forestilling om, at virkeligheden blot består af menneskeskabte konventioner om, hvad virkelighed er. Tidligere havde Bjørnvig med den samme dagsorden vendt sig mod Paul la Cours erklæring om, at „Naturen alene er tom“ og kun anvendelig „til at genskabe Mennesket, al levende Kunsts inderste Maal“. Denne modernistiske grundtanke om forholdet mellem fylde og tomhed udfordrer Bjørnvig ved at slå fast, at det tværtimod er uden for det enkelte menneske, at fylden findes: „Sindet lever og fyldes af det, som vi ikke udøver Magt over, men er grebet af: det elskede frie Menneske, den frie Natur, Dyr, Træer, Stjærner“, skrev han i essayet „Natur og Naturløshed“.

Det moderne menneskes magtfuldkommenhed optræder som et gennemgående tema i den følgende samling Figur og Ild fra 1959, hvori det lyriske sprog ændrer sig og bliver mere dissonantisk. Ordforrådet udvides i retning af det teknologiske, og rytmen spændes hårdere mod metret, end det tidligere har været tilfældet. På det tematiske plan er konfrontationen med moderniteten også mere direkte. Den kommer blandt andet til udtryk i en serie på 11 sonetter om Friedrich Nietzsche, som indleder Bjørnvigs portrætdigtning, og i det store indledningsdigt om atlanterhavsdamperen Great Eastern, hvis historie gøres til en allegori på 1800-tallet. Tidsrummet står i digtet som „Amfibieaarhundredet“, hvor naturbeherskelsen nåede nye højdepunkter med de gigantiske passagerskibe, der muliggjorde massetransport på havene. Den legendariske ingeniør bag skibet, Isambard Kingdom Brunel, fremstilles som et symptom på århundredet i kraft af hans dyrkelse af den skønne natur, der udfoldede sig sideløbende med hans rovdrift på den. Disse to måder at forholde sig til naturen på er sammenhængende i Bjørnvigs tænkning. „Balladen om Great Eastern“ gengiver over fem afsnit af fem strofer historien om dette dampskib, der i sin tid var verdens største. Man følger det fra undfangelsen, „udgaaet fra Ingeniørens Øjepunkt, magtperspektivisk“, til den uheldsramte søsætning i 1857, over jomfrurejsen til havariet ved Long Island i 1862. Great Eastern klarede skærene i modsætning til Titanic, hvis forlis i 1912 er emnet for et prosadigt i Bjørnvigs følgende samling, Vibrationer. Først i 1889 blev Great Eastern sendt til ophugning. Dette skildres i digtets epilog, der tydeliggør begivenhedens symbolske dimensioner med en bemærkning om, at 1889 også var året, hvor Nietzsches vanvid blev endeligt diagnosticeret. Great Easterns naturovervindelse fremstår som et andet udtryk for den vilje til magt, som Nietzsche fandt frem til var en absolut værdi i verden.

Luksuslineren er – ligesom Otto Gelsteds parodiske reklameskib – indrettet med alle moderne bekvemmeligheder og udsmykket med „Paneler og Arabesker, som dækked dens Brug og Form“, og i de herskabelige omgivelser kan passagererne „dinere bag Ruden og se / Elementernes Skuespil i en sikker Ramme“. Forskønnelsen tjener til en massiv fortrængning af naturkræfternes spil.

Og Passagererne stod betagne paa Platformen over Hjuletsom stod de helt udenfor Skibet og saa det pløje sig frem,Tilskuere ogsaa til dét – Halvguder, Vaganter, Poeter,fordi Inertien føltes som Svæven og Almagt i dem.

Perspektivforvridningen gælder således også for passagererne, der hylles ind i en illusion om at være tilskuere til deres egen sejlads. Dermed inkarnerer de det moderne abstraktionsmenneske, der altid befinder sig på afstand, endda også af begivenheder, som det selv tager del i. Man ser, hvordan teknikken bidrager til den moderne splittelse ved at muliggøre denne paradoksale oplevelse.

Figur og Ild lægger i sit kritiske anlæg op til den efterfølgende samling, Vibrationer fra 1966, hvori Bjørnvigs modernitetskritik rykker endnu tættere på samtiden, som optræder i form af bl.a. Ku Klux Klan og radioaktiv strålefare. Samlingens storbybyvisioner er beslægtede med Klaus Rifbjergs og Jess Ørnsbos samtidige byfysiognomiske lyrik, og det er også den udvidede nøgternhed, der præger tonen i samlingen, blandt andet i dens illusionsløse anvendelse af kolonet: „mit Sind: en uflyttelig Sten / i en gennemblødt Kasse af Pap“. I tonen og konkretionen markerer Vibrationer således en vis tilnærmelse til den stilistiske norm, der i mellemtiden var blevet lanceret af den ny generation af lyrikere, som Rifbjerg stod i spidsen for. Det er derfor ironisk, at netop denne samling for Poul Borum blev anledning til i Politisk Revy i 1966 at stille spørgsmålet: „Kan man læse Bjørnvig?“. Det havde Borum nemlig forgæves forsøgt med et hold unge mennesker, der alle „protesterede mod [Bjørnvigs] kulturfremmedord og andre fine ord, mod hans „o“, mod hans stramme former; de kunne ikke „forstå“ hvad det var han skrev om. Og de samme unge kunne uden større besvær læse f.eks. de vanskeligste Rifbjergdigte“, fortalte han. Borums beretning dokumenterer skreddet i de æstetiske normer og den medfølgende ændring af læsernes forventninger, som fandt sted i løbet af 1960'erne.

Bjørnvigs digte holdt i vid udstrækning fast ved det klassiske skønhedsbegreb i deres formelle udtryk, som trækker på traditionelle virkemidler, rim og rytme, og opretholder en patos, der er umiskendelig lyrisk. Dermed kom de til at lyde påfaldende gammeldags for de nye generationer af læsere, der dengang stødte til. Men dét, at Bjørnvigs digtning ikke syntes at være i overensstemmelse med den målestok for modernismen, som man anlagde på dette tidspunkt, peger i højere grad på målestokkens begrænsninger end på modernismens. „Nu er modernisme jo mange ting“, mindede Bjørnvig selv om. Set i et internationalt perspektiv har Bjørnvigs lyrik mindre til fælles med T.S. Eliots og Ezra Pounds fragmentariske stræben – deres „hob af knuste billeder“, som helt åbenlyst modarbejder helhedsdannelsen – end med for eksempel Rilkes eller Wallace Stevens' eller W.B. Yeats' langt mere 'veldrejede' og formstøbte digte, der ikke nedbryder læserens forventninger om metrisk og meningsmæssig sammenhæng. Det er i dette andet spor, Bjørnvigs digtning lægger sig, og dette er mindre avantgardistisk, men ikke spor mindre modernistisk end det første.

I 1970'erne tog Bjørnvig imidlertid konsekvensen af den indsnævrede appel, som Borum pegede på, og omlagde sin lyriske produktion til miljødigtning på knækprosa. Forholdet mellem menneske og natur, som indtil da havde været et vigtigt delaspekt af forfatterskabets overordnede tema, kom således til at stå i centrum for en lang række af eksplicit miljøpolitiske „harmdigte“, der raser og sørger over menneskets uansvarlighed over for naturen. Patosen var uformindsket, men den knyttede sig nu til et emne, den økologiske tragedie, hvis proportioner var indlysende og verdensomspændende.

Før han slog ind på miljødigtningen, udgav Bjørnvig i 1968 samlingen Ravnen, der som en slags poetisk selvbiografi opsummerer det hidtidige forfatterskab. Kompositorisk kan den sammenlignes med William Wordsworths The Prelude eller Marcel Prousts På sporet af den tabte tid, som begge følger udviklingen af en digterbevidsthed. Den var frugten af 30 års etapearbejde, påbegyndt helt tilbage i 1938. Udgangspunktet er jegets formodning om, at der findes en mening med hans liv, en sammenfattende vision:

Et sted må den findes, skabelsesplanen,en brændende stjernenat under mit liv,et væsen, som fatter mig ubrudt og tydeligt,hele min værens rene motiv.

Det er vejen til denne vision, som samlingen over 12 sange skildrer, igennem tvivl og splittelse og tilsyneladende løsninger, der fører til selvopgør og nye misforståelser indtil hans bestemmelse i sidste sang står klar:

„Så findes den – er. Går igennem mig: kærlighed,ligevægt – ild, gyroskopiske aksealdrig i een blot, mindst to eller mange,stråle igennem urældste galakseog nyfødtes øjne“. Og han så den, vejenfra vrængbilled frem imod billed, fra kranklykke frem imod god –. En svævende vejgennem sjælen og altet. Et brud på tvangog en lovløs begavelses higen mod loven.Han så – og tog del (…)

Vejviser

Værket Dansk litteraturs historie i fem bind udkom i årene 2006-2009. Teksten ovenfor er kapitlet Fra modernisme til miljødigtning.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig