Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Savnet af nærvær

Oprindelig forfatter LHK

Denne gestus er gennemgående for Bjørnvigs forfatterskab og karakteristisk for det i forhold til holdningen blandt de øvrige heretikere, ikke mindst Ole Wivel. Savnet af nærvær, som var et fælles udgangspunkt for gruppen, affødte individuelle reaktioner. I Wivels tilfælde slog savnet ud i en forholdsvis passiv længsel efter en forløser, hvilket Bjørnvig definerede som „den messianske Linje“ inden for Heretica. Selv slog han ind på en anden og mere tragisk-heroisk linje, som blandt andet manifesterer sig i „Soria Moria“. Digtet fremviser en tydelig bevidsthed om, at det absolutte nærvær – ringen, hvori alt er tilstedeværende som en helhed – ikke kan gendannes i digtet, og dog anråbes og prises og erindres det som et Soria Moria – „Landet, som aldrig var til“. Denne på trods-holdning er kendetegnende for Bjørnvigs reaktion på det fælles vilkår. Man møder den ligeledes i det vigtige essay „Begyndelsen“, der stod i Heretica i 1948, hvor Bjørnvig betoner, at man frem for alt, „selvom Verden i Dag synes fjernere fra det end nogensinde, [skal] blive ved at tale om og haabe paa de usynlige Ting, som om de var virkelige – maaske bringer vi dem derved lidt nærmere til Timen, hvor de træder ind i vort Liv“. Det er i forlængelse af denne tanke, at han senere, i 1962, definerede den moderne kunst „i sine stærkeste og reneste manifestationer [som] et sakralt provisorium, udtryk for indsigter og erfaringer, som ellers er blevet hjemløse og nægtet realitet i verden, som den er i dag“.

'Provisorium' kommer af det latinske provisio, der betyder 'forudseen' og 'omsorg', hvilket peger på den aktive og foregribende rolle, som kunsten spiller i forhold til det hellige i Bjørnvigs forståelse. Kunsten var et midlertidigt opholdssted for det hellige. Med denne tanke lancerede Bjørnvig et tredje standpunkt i forhold til kritikeren Jens Kruuses vision om en ny poetisk og metafysisk virkelighedserkendelse, som Kruuse fremlagde i Den ny Virkelighed (1948), og den mere forsigtige kritiker Bjørn Poulsen, der i essayet „Litterær teologi“ i Hereticas fjerde nummer (1948) indskærpede, at „myten, i hvilken alle symboler går op, er lukket land for os“. Dette synspunkt havde Bjørnvigs tilslutning, men alligevel insisterede han på fortsat at drage omsorg for det hellige. Hans forståelse af det hellige var stærkt præget af den tyske religiøse tænker Rudolf Ottos begreb om 'det numinøse' i dennes bog om Det hellige fra 1917, som allerede havde beskæftiget Bjørnvig i afhandlingen om Rilke. Heri antydede han om det numinøse, at „det er det Hemmelighedsfulde, som er udenfor os, og helt anderledes end os“. Forestillingen om denne absolutte andethed er fuldstændig central for Bjørnvigs poetiske projekt. Den er gennemgående i hele forfatterskabet, hvor den optræder under flere betegnelser, blandt andet også – som under opgøret med la Cour – under dét, der sammenfattende kaldes for det åbne: „Naturen, Livet udenfor os, det ukendte, fremmede (ogsaa Døden, som maaske er en forhøjet Form for Liv) i det Øjeblik, vi faar Berøring med det, og det aabner sig os“. Mødet med det åbne, med andetheden, konfronterer individet med dets grænser og giver det dermed mulighed for at overskride sig selv.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Lasse Horne Kjældgaard: Savnet af nærvær i Dansk litteraturs historie, Mortensen og Schack (red.), 2006-09, Gyldendal. Hentet 26. maj 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=477245