Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Den romantiske arv

Oprindelig forfatter LHK

Thorkild Bjørnvig voksede op i Århus som søn af fabriksinspektør Theodor Frese Bjørnvig og Adda Tomine Hummel Jensen. Han vidste som 18-årig, at han ville være digter, men først 11 år senere udkom hans første digtsamling, Stjærnen bag Gavlen (1947). To gange tidligere havde han fået sit manuskript afvist af Gyldendal, men tredje gang lykkedes det på Wivels Forlag, ganske eftertrykkeligt endda: „Een digtsamling er nok til at bevise, at Thorkild Bjørnvig er en stor digter“, skrev Tom Kristensen om debuten. I mellemtiden havde Bjørnvig taget studentereksamen, skrevet prisopgave og aflagt magisterkonferens i litteraturhistorie ved Aarhus Universitet. I forbindelse med Hereticas etablering flyttede han til Vedbæk i 1948, hvor han blev draget ind i kredsen omkring Karen Blixen og knyttet til hende i et skæbnesvangert venskab, som han senere har berettet om i Pagten (1974). Hans akademiske beskæftigelse med litteraturen udmøntede sig i 1964 i en doktordisputats om vennen Martin A. Hansens forfatterskab, men han har ikke undervist eller været tilknyttet noget universitet. Bjørnvig virkede igennem hele efterkrigstiden som fri forfatter, siden 1973 med fast base på Samsø.

I sit emnevalg er Stjærnen bag Gavlen en typisk debut for tiden. Igennem erindringsglimt gennemløber den barndommens og ungdommens forvandlinger, der er hjulpet på vej af forelskelser og fortrydelser, opbrud og oplevelser, som har medvirket til, at jeg'et er blevet sig selv. I dette udviklingsforløb dukker det samlende symbol, stjernen, op som et fikspunkt og som en stadighed midt i foranderligheden. Bag den endelige og beboelige verden befinder der sig et astronomisk himmelrum, som hovedpersonen navigerer i forhold til. Titlens anslag er karakteristisk for det kosmiske perspektiv, som alt det nære opleves i sammenhæng med i Bjørnvigs digtning. Allerede debutsamlingen anlægger det tema, der i de efterfølgende samlinger folder sig ud som forfatterskabets overordnede, nemlig forholdet imellem jeg og omverden eller mellem subjekt og objekt.

 Thorkild Bjørnvig med hustruen Grethe i 1947.

Thorkild Bjørnvig med hustruen Grethe i 1947.

I sin udfoldelse af dette tema lægger forfatterskabet sig i forlængelse af hovedstrømmen i den romantiske tradition, som det også deler udgangspunkt med i sin antagelse af, at subjekt og objekt engang har været ét, men at de nu grundlæggende er skilt fra hinanden. Dette vilkår er baggrunden for den grundlæggende erotiske struktur i den romantiske digtning, for adskillelsen afføder en længsel efter (gen)forening. Man genfinder denne erotiske længsel hos Bjørnvig, der formulerer splittelsen direkte i essayistikken: „Intellektet er ikke objektivt, men det gør alting til Objekt for sin Betragtning, ikke blot Naturen, men ogsaa, og det er det fatale, Mennesket selv!“, som han skrev i „Paul la Cours Lyrik og Tænkning“ i Hereticas første nummer i årgang 1951. Konsekvensen af denne evige betragtning og selviagttagelse er, at mennesket altid befinder sig på afstand af sin omverden, sine medmennesker – og sig selv. I Bjørnvigs udlægning opstod denne kløft i kølvandet på renæssancen. Selv om han ikke nævner filosoffen Descartes ved navn, sigter hans historiske signalement til den perspektivisme – det absolutte skel mellem jeg og omverden – som var konsekvensen af den cartesianske erkendelseslære fra 1630'erne. At den moderne abstraktion kort og godt er en distraktion fra det egentlige, er en gennemgående pointe i Bjørnvigs modernitetskritiske essayistik. Op gennem efterkrigstiden udfolder den sig sideløbende med Villy Sørensens essayistik, som Bjørnvig både deler præmisser og problematikker med, men sjældent konklusioner.

Annonce

Følgevirkningerne af splittelsen er for Bjørnvig at se vidtrækkende og omfatter blandt andet den ubalance mellem følelse og erkendelse og mellem natur og menneske, som er kendetegnende for den moderne almentilstand. Hans essayistik beskæftiger sig i høj grad med konsekvenserne af vilkåret, mens en god del af hans digte bevidner den momentane overvindelse af det. I sine selvbiografiske skrifter beretter han om splittelsens følgevirkninger i sit eget liv, hvor den kun midlertidigt har kunnet ophæves i venskab og arbejde og kontakt med naturen. Pagten, som han indgik med Karen Blixen, anså hun netop for at være et middel til at overvinde den.

I Stjærnen bag Gavlen overværer man denne afstandsophævelse på en række afgørende steder, blandt andet i digtet „Lykkens tema“. Det kredser om et kærlighedsmøde, der kulminerer i parrets oplevelse af at være en del af kosmos og ikke kun betragtere af det. Oplevelsen formidles igennem samlingens symbol, stjernen:

Verden var god,
fyraftensblid til det Fjærne.
Du handled. Forstod.
Alt blev Midte. Vi stod i en Stjærne.

Strofen alluderer til Morten Nielsens digt „Ind i en Stjerne –“: „Vi gaar med hinanden i Haanden / ind i en Stjerne“. Men hos Bjørnvig går de netop ikke ind i stjernen – de stod midt i den. Pludselig er afstanden til stjernen ophævet sammen med al anden afstandsfornemmelse: „Alt blev Midte“. Parrets indtræden i den kosmiske sammenhæng sker netop ved en forvandling.

Det gør det også i debutsamlingens mest kendte digt, „Soria Moria“, der er det første i en serie digte under denne titel, der følger udviklingen og afviklingen af et kærlighedsforhold. Titlen henviser til et uopnåeligt fantasisted i den norske folkeeventyrtradition – landet, der er opstået af længsel, og som også Peer Gynt bilder sin mor ind, at han har besøgt i Ibsens skuespil (1867). Digtet skildrer et stævnemøde i skoven og helligholder – ved sine gentagne besværgelser – stedet, hvor mødet finder sted: „den evige Ungdoms / Land, hvor vi vaagned“. Det er for en umiddelbar betragtning et underligt sted, hvor violerne dufter, samtidig med at kirsebærrene allerede vajer røde og modne. Billeder af forår og efterår falder således sammen, som var sommerens begyndelse og afslutning til stede på samme tid. Denne forunderlige tidserfaring når til et klimaks i elskovsrusens fortættede øjeblik:

For alting skete det blide
berusende Øjeblik,
imellem to Kys, hvor jeg lyttede
til dit Hjærtes Musik –

Sekundet, hvor Foraar og Sommer
og Høst drog gennem vort Sind
som Farver og dirrende Trækfugleskrig
og flyvende Sommerspind —

Ave Sekundet, som parrer
de lette og flygtige Ting,
Sekundet, som magisk lukker
Aarstidernes Ring.

Oplevelsen af tiden i dette øjeblik er ekstatisk i den forstand, at sekundet skiller sig ud fra årstidernes evige og uafvendelige spiralbevægelse. Det kunne også siges med en linje af den finlandssvenske digter Edith Södergran, der i høj grad er tilstedeværende i digtet: „ned i djupet glider frän kärlekens hand / evighetens ring“ („Stjärnenatten“, Dikter, 1916). Spiralen er gjort til en lukket ring i sekundet, hvori „alting skete“ og altså skete samtidigt. Trækfuglenes skrig er et træffende signal for denne tilstand, for de indvarsler jo både sommerens komme og dens ophør. Det er det absolutte nærvær i dette sekund, som digtet bærer vidnesbyrd om, og som det med sine gentagne ave'er og skønne lydord, „soria moria“, retter sin bøn til. Sekundet er nemlig forsvundet igen: „Ringen sprang op – og alt blev Afstand“. Altings nærvær og sammenfald i øjeblikket er gået tabt, og heller ikke digtet kan kalde det frem igen, for „Ingen Besværgelser; – intet / kalder Sekundet tilbage“, lyder den ubønhørlige konstatering i fjerdesidste strofe. Alligevel, på trods af at det er forgæves, vedbliver digtet med at fremsige sine besværgelser.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Lasse Horne Kjældgaard: Den romantiske arv i Dansk litteraturs historie, Mortensen og Schack (red.), 2006-09, Gyldendal. Hentet 16. september 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=477244