Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Anubis

Oprindelig forfatter LHK

Det er netop sådan en tærskelerfaring, der står i centrum af den anden samling, Anubis (1955), der i mange digte tematiserer død og dødelighed. Selve titeldigtet, det sidste i samlingen, er en sproglig gengivelse af et visuelt kunstværk, nemlig granitskulpturen af Anubis fra ca. 1400 f.Kr., der befinder sig på Ny Carlsberg Glyptotek i København. Denne skulptur var under samlingens affattelse for Bjørnvig „ladet med kraft og det eneste væsen jeg i mit allerinderste havde kontakt med“, har han senere fortalt. Anubis er en ægyptisk gud, der ledsager afdøde sjæle til dødsriget, ligesom Hermes gør det i den græske mytologi. Han afbildes almindeligvis som en liggende hund eller, som det her er tilfældet, som et siddende menneske med sjakalhoved, der i sin hvilende højre hånd holder det såkaldte livgivertegn. Ved berøring skænker Anubis med dette tegn evigt liv efter døden, men det får kun den, hvis hjerte er lettere end en fjer, beretter den ægyptiske Dødebog.

Hele det lange og komplekse digt foregår foran Anubis-skulpturen, som jeg'et taler direkte til, som var guden levende og nærværende. Mødet med den stumme og ubevægelige skulptur, der betegnes som både „hellig“, „fremmed“ og „ufattelig“, former sig i digtet som et forløb, der successivt udfolder de tre komponenter i Ottos begreb om det numinøse: mysterium, tremendum og fascinans; konfrontationen med det helt anderledes vækker først undren, så ærefrygt og afmagt og til sidst vilje og virkelyst og fortryllelse på trods af frygten. Det bliver en indvielse:

Hvor du er ensom, fremmed og urørlig,
siddende Stengud, stum og blank og sort;
ufattelig for Hjærtet, umedgørlig,
af Mennesker umenneskeliggjort,
beviser saligt du: jeg er en Magt!
Og hvilken? Hvor symmetrisk og retfærdigt
i dette ranke spændingsfyldte Hvil
besvarer du mig, mens du strammer værdigt,
sagligt fordybet og i spredt Foragt
dit uudgrundelige Hundesmil.

Skulpturen gøres levende i den forstand, at den svarer jeg'et med sit gådefulde udtryk. Anubis konfronterer ham med dødens realitet og befrier ham dermed fra den „træge Evighed“, der består i den dagligdags forglemmelse af hans egen dødelighed. Skulpturen husker ham „pludselig paa alt“, og døden bliver levende for ham i en vision, hvori han med Anubis som vejleder næsten tror, at han overskrider grænsen til dødsriget. Her er alle sansninger uklare og beskrivelserne præget af modstridende naturbilleder, blandt andet af „sorte Snefnug“. Visionen afbrydes imidlertid, og jeg'et vender tilbage til Glyptoteket, hvor han „atter“ ser op på skulpturen, der på én gang knuser og opløfter og renser ham for eksistentiel tvivl.

Annonce

(…) bort, bort, forpinte Lyst,
blaa Times Grublen, Digt, forblæste Fløjte –
da blir al anden Nød og Fryd abstrakt,
som Sandskorn blot i Ørknen i mit Bryst.

Meditationen foran skulpturen er således en afklaringsproces, som først fuldbyrdes i sidste strofe. Da jeg'ets hjerte i niende strofe vejes, findes det for tungt, tynget som det er af anfægtelser og følelser, der fastholder det i tidsligheden. Men i den ellevte indtræffer den erkendelse, der bringer afklaring og gør hjertet let. Det sker i en overraskende omvending, hvor skulpturen rejser sig, mens jeget stivner og forstummer. Anubis skænker ham en „vaagen Tanke“, som om alt det foregående er foregået i en lavere bevidsthedstilstand.

Da, gennemlynet af et Ansigt, slanke
ufattelige Dødsgud, staar du op
og skænker mig en langsom vaagen Tanke:
at tænke Himmelrummet med min Krop
og Ensomheden mellem Nat og Dag
og mellem Sjælens Satser Pavse, Pavse.
Jeg vover ikke røre Haand og Fod,
Retfærd gaar over mig, den fjerlet-tavse,
og jeg er værd min Skyld, et Hjærteslag
fra Purpur, Mildhed, Latter, Overflod.

 Anubis, ægyptisk skulptur, skabt under det 18. dynasti, 1403-1365 f.Kr. Over tre tusinde år senere blev den anledning til Bjørnvigs store digt „Anubis“ fra samlingen af samme navn, der udkom i 1955. Skulpturen var ifølge Bjørnvig „ladet med kraft og det eneste væsen jeg i mit allerinderste havde kontakt med“. Den befinder sig på Ny Carlsberg Glyptotek i København og blev erhvervet af brygger Carl Jacobsen på en auktion i Paris i 1890 for 21.000 francs.

Anubis, ægyptisk skulptur, skabt under det 18. dynasti, 1403-1365 f.Kr. Over tre tusinde år senere blev den anledning til Bjørnvigs store digt „Anubis“ fra samlingen af samme navn, der udkom i 1955. Skulpturen var ifølge Bjørnvig „ladet med kraft og det eneste væsen jeg i mit allerinderste havde kontakt med“. Den befinder sig på Ny Carlsberg Glyptotek i København og blev erhvervet af brygger Carl Jacobsen på en auktion i Paris i 1890 for 21.000 francs.

Indsigten, som Anubis skænker ham – „at tænke Himmelrummet med min Krop“ – svarer til en grundtanke i Bjørnvigs efterfølgende forfatterskab, nemlig at kroppen er erkendende, og at det kosmiske skal erkendes kropsligt: „Jeg tænker Altet med mit Aandedrag“, som der står i digtet „Dag og Nat“ fra den følgende samling Figur og Ild (1959). Indvielsen i forbindelsen mellem krop og kosmos betyder en afklaring i forhold til den eksistentielle tvivlrådighed, som har hjemsøgt jeg'et i de foregående strofer. Forholdet mellem liv og død, som er på spil gennem hele digtet, sættes på spidsen i de sidste vers, hvor det ubevægelige jeg befinder sig „et Hjærteslag fra Purpur, Mildhed, Latter, Overflod“ og dermed nærmest suspenderet i en tilstand mellem liv og død. Digtet slutter i dette tableau, der ligesom ringen i „Soria Moria“ forbliver evigt.

At vi ikke længere knæler for kunstværkerne, som i oldtiden, holdt den tyske filosof G.W.F. Hegel i 1820'erne op som et bevis på, at kunsten havde udspillet sin rolle, der gik ud på at udtrykke „den højeste sandhed“. Denne kunne nu kun filosofien udtrykke. I „Anubis“ omgås jeget den oldægyptiske skulptur på netop sådan en førmoderne, kultisk måde, og dermed omgår han præcis Hegels tese om kunstens død, der som æstetikteoretisk påstand har været afgørende for bestemmelsen af den moderne kunst. „Anubis“ iscenesætter et møde med det absolutte, som Bjørnvig andre steder har benævnt som det numinøse eller det åbne: „foran Anubis-statuen i Glyptoteket, dér føler jeg noget, dér oplevede jeg grænsen“, har han senere udtalt i et interview med Christian Lund. Glidningen i udtalelsen mellem præsens („føler“) og præteritum („oplevede“) understreger det på engang tidløse og tidsbundne i situationen.

/pre, function 'uri.build' failed with response:

Object reference not set to an instance of an object