Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Det sakrale provisorium - Thorkild Bjørnvig

Oprindelig forfatter LHK

Som Wivels digtning viser, vendte lærdommen tilbage i dansk litteratur med Heretica. Traditionen kom nu igen til ære og værdighed, efter at den for såvel de avantgardistiske som de realistiske litterære bevægelser i 1920'erne og 30'erne havde tenderet mod at være en dødvægt, som man helst skulle gøre sig fri fra – ved at overskride, ignorere eller vrænge ad den. Genkomsten af de klassiske digtformer – elegien, sonetten, oden og balladen – er et udtryk for denne udvikling. Heretikernes opfattelse af litteraturhistorien, der ligesom deres kulturbegreb var organisk, delte de med det anglo-amerikanske forbillede, lyrikeren og kritikeren T.S. Eliot. Han havde i sit skelsættende essay „Traditionen og det individuelle talent“ fra 1920 indskærpet det ansvar over for traditionen, som påhviler enhver digter. Det handler for digteren om at opfatte både „fortidens fortidighed, men også (…) dens nærvær; den historiske sans tvinger en mand til at skrive med – ikke kun sin egen generation i blodet, men med en følelse af, at hele den europæiske litteratur fra Homer [og frem] udgør en samtidig orden. Denne historiske sans, som er en bevidsthed om det tidløse såvel som det tidsbundne og om det tidløse og tidsbundne i forbindelse med hinanden, er dét der gør en forfatter traditionel“. Det er i denne ideelle forstand, at Thorkild Bjørnvig kan kaldes for en traditionel forfatter. Hans forfatterskab, der omfatter både lyrik, kritik, essayistik, oversættelser og erindringer, er båret af en usædvanlig høj traditionsbevidsthed, som især lyrikken drager vidtrækkende konsekvenser af.

Thorkild Bjørnvig (1918-2004) ytrede sig ved flere lejligheder kritisk om modsætningsforholdet mellem traditionalisme og modernisme, der efter hans mening er misvisende, netop fordi forbindelsen med traditionen nødvendigvis må opretholdes, hvis modernismens fremstød mod det ny og uerkendte i det hele taget skal kunne anerkendes som sådan: „det ligger i ordet, at det ny ikke kan være en blivende erobring, og samtidig vedblive at være nyt“, skrev han i essayet „Moderniteten som holdning“. Når traditionsbruddet bliver til norm, stivner modernismen og bliver til manér. „Det Digt, som søger Originalitet for enhver Pris, er viljeløst Offer for Tidens Moder. Det var altid Fortid“, skrev Paul la Cour i Fragmenter af en Dagbog. Deri var Bjørnvig enig, og da han som ung litteraturstuderende skrev guldmedaljeafhandling om den østrigske digter Rainer Maria Rilkes forhold til den tyske tradition, Rilke og tysk Tradition (1946, udgivet som Gyldendals julebog i 1959), konkluderede han, at „Rilke overvinder Traditionen gennem Traditionen“. Med denne formulering pegede han på en anden slags modernisme end den avantgardistiske og originalitetsstræbende, og det er i den, at hans eget lyriske projekt indskriver sig. Thorkild Bjørnvig er ikke absolut, men relativt moderne.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Lasse Horne Kjældgaard: Det sakrale provisorium - Thorkild Bjørnvig i Dansk litteraturs historie, Mortensen og Schack (red.), 2006-09, Gyldendal. Hentet 21. september 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=477243