Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Det ny massemedie - radioteater og hørespil

Oprindelig forfatter BiHes

Allerede i sin første sæson, 1925/26, sendte Statsradiofonien dramatik ud i æteren til de første 28.140 licensbetalende lyttere. Det viste sig snart, at danskerne tog det ny medie til sig. I sæson 38/39 var lyttertallet oppe på 714.844, og Danmark var blevet det land, der havde flest radiolyttere i forhold til befolkningstallet. Da Radioteatret i november 1954 sendte sidste del af Francis Durbridges gyser-serie Gregory-mysteriet, lå gaderne øde. Dagbladet Information meddelte lørdag den 6. november: „Saa hørte lytterne for 10. og sidste gang det obligate kvindeskrig, som fredag aften markerede ugens mr. Gregory udsendelse. Forenings- og restaurationslivet falder tilbage i de vante folder.“

Statsradiofonien havde monopol, tv eksisterede ikke, og radioen var uden konkurrence befolkningens fælles massemedie. Det lå politikerne på sinde, at radioen, med højskolen som model, skulle blive et folkeligt medie, der spredte oplysning, kunst og kultur ud til den brede befolkning.

Repertoiret til de dramatiske udsendelser blev til en begyndelse hentet fra Skolescenen og Det Kongelige Teater. Det bestod af teaterklassikere som fx Holberg, Heiberg, Hostrup og Molière, som i bearbejdet og beskåret form blev opført i studiet, ofte med de samme skuespillere som på teatret. Der blev sendt direkte. Teknikken var primitiv og nervepirrende: fortalelser, hosten eller andre forstyrrelser måtte helst ikke forekomme, alt røg direkte ud i æteren. Illusionen af „rigtigt“ teater var stærk, også for de medvirkende skuespillere, som i de første år mødte op til optagelserne i selskabstøj.

Annonce

Radioteatret blev populært, og kvantiteten var imponerende: Fra 1929 udsendtes to hørespil om ugen, et „lettere“ og et „lødigere“. Blandt de „lettere“ var lyttermagneten Familien Hansen, skrevet af Jens Locher, en føljeton med afsnit på et kvarter, sendt hver søndag aften. Her kunne lytterne følge med i hverdagslivet hos den helt almindelige familie Hansen, med far (kontormand), mor (hjemmegående), børn, svigermor, konflikter, skænderier og forsoninger. Familien Hansen samlede søndag efter søndag lytterne omkring højttalerne. Det blev til 923 afsnit og 20 år i luften (1929-49), en radiosucces, der blev fortsat på en ny tids præmisser med Karlsens Kvarter (1968-76).

I 1924 havde den engelske radio bragt det første egentlige radiospil, Richard Hughes' A Comedy of Danger, som udspillede sig i en kulmine, hvor der straks ved spillets start skete en kortslutning – således kunne „det blinde teater“ forsvares som naturalistisk! I 1925 fulgte det første tyske spil, og i 1928 kunne den danske statsradiofoni udsende det første originale hørespil, Viggo F. Møllers Det tredie Glas. Men selv om produktionen var enorm (omkring 90 forestillinger om året), var det nyskrevne danske hørespil snarere undtagelsen end regelen. Langt den største del af Radioteatrets udsendelser var stadig bearbejdelser af succes'er fra sceneteatrene – herunder flere af de store 30'errevyer. Det var et stadigt problem at skaffe danske hørespiltekster af kvalitet. I 1931 udskrev Statsradiofonien en hørespilskonkurrence, som skulle vise sig betydningsfuld, særligt fordi forfatteren H.C. Branner var blandt vinderne med hørespillet Eftermæle (sendt 1933). Branners radiodramatiske forfatterskab skulle blive det betydeligste i 30'erne og 40'erne, og det viste ham som en stadig dristigere udforsker af mediets muligheder. Det var særligt hørespillets muligheder for intim psykologisk analyse, Branner udnyttede i en lang række radiospil, bl.a. Natteregn (1937), Hundrede Kroner (1949) og Jeg elsker dig (1956). Sammen med Soya og Leck Fischer tegnede han kvalitetslinjen i det originale danske hørespil op gennem 30'erne og 40'erne.

Med „det blinde teater“ opstod en ny form for publikum. Et usynligt, individualiseret massepublikum, der var langt større end både teatrets og filmens. Radioteatret kunne gå på tværs af geografiske og gamle dannelsesmæssige skel. Det var en demokratisk kvalitet, som bl.a. den socialdemokratiske radiorådsformand, senere kulturminister, Julius Bomholt, fremhævede, da han i 1940 gjorde status over hørespillets situation:

Hvem lytter til Hørespillet? Maaske Tusinder. Maaske Titusinder. Maaske Hundredtusinder. En uoverskuelig Skare af vidt forskellige Mennesker: Husmoderen, der er færdig med sin Opvask, Bonden, der kommer ind fra Stalden, Arbejderen, der piberygende sidder og funderer over Radioavisens Nyheder, Portneren, Syersken, Chaufføren, Adjunkten og hans Husassistent. Det er en Hær, der spænder over mange Aldersgrader, mange Stillinger og Erhverv, fra den højeste intellektuelle Elite til ganske jævne og ulitterære Avislæsere.

Bomholts egentlige ærinde var (endnu en gang) en appel til seriøse danske forfattere om at skrive for Radioteatret. Men det var tekniske landvindinger, der skulle til, før radioteatret kunne folde sig ud, ikke blot som teater i et nyt medie, men som en selvstændig dramatisk genre. Fra slutningen af 1940'erne blev det muligt at klippe og mikse i lydbånd på samme måde som på film. H.C. Branners Hundrede Kroner (1949) blev det første spil, der var produceret med den nye teknik, og i de kommende år tiltrak Radioteatret en række ny instruktører og forfattere, som havde blik for mediets modernitet og for dets særlige force: den originale blanding af filmisk teknik, ordkunst og musik, den intime henvendelsesform til den enkelte lytter hjemme i stuen, et lydbillede, der appellerede til lytterens egen billedskabende evne, en fri bevægelighed i tid, rum og genre. Alt i alt var her et mægtigt fantasirum, der kunne sprænge det naturalistiske dramas rammer og spænde over både gyset, poesien og den dokumentariske hverdagsskildring.

 Borgerlig dansk hygge i 1930'erne i hjem med klaver – og nu også med radio! Danmark var det land, der havde den største radiodækning i forhold til indbyggertallet. De dramatiske udsendelser var populære, og Radioteatret fik kolossal betydning som formidler af dramatik, dansk og udenlandsk, klassisk og nyere.

Borgerlig dansk hygge i 1930'erne i hjem med klaver – og nu også med radio! Danmark var det land, der havde den største radiodækning i forhold til indbyggertallet. De dramatiske udsendelser var populære, og Radioteatret fik kolossal betydning som formidler af dramatik, dansk og udenlandsk, klassisk og nyere.

Gradvist skabtes en original dramatisk genre med spil, der ikke blot var skrevet for radio, men som ikke kunne realiseres i noget andet medie. Nye instruktører og forfattere udviklede genren, de tekniske muligheder blev til stadighed perfektioneret, konkurrencen fra tv-teatret lå stadig ude i fremtiden, og 1950'erne og særligt 1960'erne blev en guldalder for det originale hørespil.

Samtidig bragte 1950'ernes radioteater nyindstuderinger af store teaterklassikere som Shakespeare, Molière, Euripides, Holberg, Hertz og Heiberg og af moderne dramatikere som Abell, Anouilh og Lorca. Og det absurde teater blev introduceret i 1958 med Samuel Becketts originale hørespil Hvo som falder (All That Fall, 1957).

Helt frem til i dag blev Radioteatret et uvurderligt førsteled i dansk dramatiks fødekæde: Her eksperimenterede ukendte debutanter, prøvede prosaforfattere og lyrikere med den dramatiske udtryksform. For nogle blev det en engangsoplevelse. For andre blev det indfaldsvejen til et stort, dramatisk forfatterskab. Det gjaldt fx Finn Methling, Ernst Bruun Olsen og Leif Panduro, der alle debuterede som dramatikere i Radioteatret.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Birgitte Hesselaa: Det ny massemedie - radioteater og hørespil i Dansk litteraturs historie, Mortensen og Schack (red.), 2006-09, Gyldendal. Hentet 21. september 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=477191