Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Sidenius-digtene

Oprindelig forfatter LHK

Det er denne melankolske undertone, som ofte er blevet overhørt i modtagelsen af Frank Jægers lyrik: Nok er der livsglæde i digtene, men ikke sorgløshed. Som et vandmærke er angsten og forstemtheden til stede i værket og synlig ikke mindst i rækken af de såkaldte Sidenius-digte, som er repræsenteret i hver eneste digtsamling. Figuren har Jæger fra Henrik Pontoppidans roman om Lykke-Per (1898-1904), hvis titelperson hedder Sidenius til efternavn. Hvert digt skildrer Sidenius i en ny egn af provinsen – som var han på en rastløs rejse – og blotlægger endnu en nuance af hans angst og sorg og modløshed. Serien af fremragende Sidenius-digte bidrager til den afmægtighedsfølelse, der melder sig mange steder i forfatterskabet: „O Gud, hvor Mennesket er smaat“, som et anråb lyder i digtet „Rim til min Kones Kludeklip“. Der er kræfter på spil i verden, som hvert menneske og hvert menneskeligt fællesskab er prisgivet:

Liden sol i disse uger.
Februar har gjort os mindre.
Sne som tynger. Is som knuger.
Vi kan ingenting forhindre.

Lidenheden, som kommer til udtryk i denne strofe fra det Brorson'ske digt „Liden sol“, er ikke kun en følelse, men også – som Jæger-kenderen Finn Stein Larsen har gjort opmærksom på – en termodynamisk realitet, for faste legemer bliver netop mindre ved temperaturfald. Det kan ingenting forhindre.

Selv kunne Frank Jæger heller ikke forhindre, at hans stjerne svandt ind på den danske litterære himmel i løbet af 1950'erne. Han kom i klemme i det modernistiske omsving i midten af 1950'erne, da en ny og traditionsbrydende generation trådte frem og vandt al opmærksomheden. Fortvivlelsen lå nær, da Klaus Rifbjerg indtog scenen og overtog den rolle som feteret yngling, som Jæger hidtil selv havde besat. Han var lige fyldt 30 år, da Rifbjergs debutdigtsamling Under vejr med mig selv udkom i 1956, og valgte at stille sig på bagbenene over for den forandrede litteraturhistoriske situation, blandt andet ved at tilbageføre sin ortografi til den praksis, der gjaldt før retskrivningsreformen af 1948. Således skrev han fra 1960 igen begyndelsesbogstaver i navneordene med stort. Med årene voksede hans følelse af at være marginaliseret og misforstået. I en „Shakespearesuite“ i samlingen Cinna og andre Digte (1959) er der et digt om poeten Cinna, der optræder kort i tredje akt af Shakespeares skuespil Julius Caesar, hvor han af plebejerne tages for at være politikeren og komplotmageren Cinna. Selv om han benægter det, henretter de ham for en sikkerheds skyld og for hans dårlige vers. I denne rolle indtræder Jæger og råber i nød:

Annonce

Forstå mig: Jeg er ikke den, I tror.
„De smukke Eftermiddagsskygger groer.“
Jeg er Poeten Cinna. Bange ser
jeg kendte Skygger gro og blive mer.

Skyggerne groede og omsluttede til sidst idyllen. I de sidste ti år af sin levetid udsendte Jæger ingen digtsamlinger; de få digte, det blev til, udtrykker en bemærkelsesværdig åbenhed om blokeringen i forfatterskabet. „Brændevin blev dit Skjold, og Whisky dit Vaaben“, som det hedder sig i „Portræt af en Livskunstner“ fra 1967. En række livskriser og tiltagende alkoholisme medvirkede til, at Jæger i de sidste år nærmest forvandlede sig til en af de randeksistenser, som forfatterskabet havde kredset om.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Lasse Horne Kjældgaard: Sidenius-digtene i Dansk litteraturs historie, Mortensen og Schack (red.), 2006-09, Gyldendal. Hentet 14. september 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=477252