Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Idyl med melankolske undertoner

Oprindelig forfatter LHK

Ved debuten trådte Frank Jæger frem i offentligheden som „det grønne håb“ og „den lyse digter“ – en betegnelse, som han i samtiden måtte dele med Jens August Schade, og som de begge havde arvet fra en tidligere dansk idyldigter, Adam Oehlenschläger. Der var livsappetit i digtene og humoristiske indslag, som vidnede om forfatterens gode blik for de skæve eksistenser i rigets randområder. „Med Debutsamlingen „Dydige digte“ viste Frank Jæger, at gode Digte ikke behøver at være alvorlige“, bemærkede Halfdan Rasmussen i Social-Demokraten i 1949. Hans appel var i begyndelsen bred og kan sammenlignes med det tække, som den amerikanske digter Robert Frost havde i sit hjemland på samme tid. Frosts digte bevægede sig også med en udsøgt syntaktisk enkelhed inden for en landlig motivkreds og opnåede en popularitet, der ellers er sjælden for moderne lyrik. For begge gælder imidlertid også, at såvel læsere som kritikere har haft svært ved at godtage værkets sammensathed. Igennem hele det lyriske forfatterskab beskæftigede Jæger sig med idyllen, men han var ikke nogen udpræget idylliserende digter, hvad han ellers er blevet fastholdt som. Det „er blandt andet den ejendommelige skyggeside ved et idyllisk miljø, som jeg prøver at nærme mig, og måske vise“, påpegede han selv i et interview i Danmarks Radio i forbindelse med udgivelsen af Idylia i 1967.

Selve ordet 'idyl' kommer af det oldgræske eidullion, der betyder 'lille form' eller 'lille billede'. Det harmonerer med det diminutive format i Jægers digte om „det lille liv“, der også – i fuld overensstemmelse med den idylliske tradition – er henlagt til landlige omgivelser. Jæger følger imidlertid også traditionen i sin vedvarende kredsen omkring tabet, der nærmest er et konstituerende træk for den idylliske genre. Det er tydeligt til stede, også i hans mest læste digte, som for eksempel „Kirsten og vejen fra Gurre“ fra debutdigtsamlingen:


Det løvfald, som vi kom saa altfor nær,
bedrog os med de ting, vi havde kær:
den strenge, hvide sol. En sløret regn.
Et gult forundringssmil i Nyrup Hegn.

Hvor kom vi altfor nær paa alle ting.
Det løvfald lod os se en sjælden ring:
der stod en hest med samme hvide haar,
som vore arme unger engang faar.

Din lille varme haand sad fast i min,
og der kom blæsten rendende med sin.
I vejens vaade blanke asfaltaa
drev mange flere blade, end vi saa.

Esbønderup. Det hvide hospital.
En fjern og ukendt hanes søndagsgal.
Dit blik fik gule marker med sig hjem.
Nu ejer du en længsel efter dem.

 Frank og Kirsten Jæger i iscenesat afslappethed. Det Jæger'ske hjem var feature-stof i pressen og blev desuden forlæg for Jørgen Mogensens humoristiske tegneseriestribe Poeten og Lillemor om den lade digter og hans la bre hustru.

Frank og Kirsten Jæger i iscenesat afslappethed. Det Jæger'ske hjem var feature-stof i pressen og blev desuden forlæg for Jørgen Mogensens humoristiske tegneseriestribe Poeten og Lillemor om den lade digter og hans la bre hustru.

Digtet er et erindringsfragment om et underfuldt efterårslandskab med løvfald og tabte blade, som digteren har oplevet sammen med sin kone Kirsten på „vejen fra Gurre“. Hele situationen antyder, at erindringen angår en fælles lykkestund, hvilket gør, at det genkommende udtryk „altfor“ fremstår som mærkværdigt. Der er en grænse, som i en eller anden forstand er blevet overskredet, men i hvilken forstand? Omgivelserne kom dem altfor nær, og det gjorde de, fordi nærværet i situationen peger på fraværet i erindringens stund, hvor digtets Kirsten sidder tilbage med en længsel tilbage. Således lægger der sig ind over den skære efterårssituation en umiskendelig melankoli, der knytter sig til tabserfaringen. Denne er også indskrevet i digtet på både lokal- og litteraturhistorisk vis. Gurre er en borgruin ved Helsingør, hvor Valdemar Atterdag ifølge folkesagn holdt til med sin elskerinde Tove. Da utroskaben gik op for hans dronning Helvig, hævnede hun sig ved at brænde Tove inde i badstuen. Valdemar flakkede herefter om i skoven, hvileløs af længsel efter Tove. Dette sagn med dets gribende blanding af længsel og landskab ligger også bag J.P. Jacobsens Gurre-Sange fra 1867-70, der 1900-01 blev sat i musik af den østrigske komponist Arnold Schönberg i de såkaldte Gurrelieder (uropført i 1913).

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Lasse Horne Kjældgaard: Idyl med melankolske undertoner i Dansk litteraturs historie, Mortensen og Schack (red.), 2006-09, Gyldendal. Hentet 16. september 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=477251