Erik Knudsen

Gustava Brandts „Replik med en ildtang“ var netop et svar på Erik Knudsens oplæg „Kunst, moral og politik“, der blev fremført i en diskussion med Ole Wivel i Århus Kunst- og Litteraturforening den 1. marts 1952. Knudsen havde her slået fast, at pligten til ikke bare at forandre verden, men forbedre den „er ethvert tænkende menneskes pligt; det er politikerens og den jævne mands, ingeniørens og digterens“. Denne etiske forpligtelse var udgangspunktet for Knudsens didaktiske digtning op igennem efterkrigstiden. Han blev født i Slagelse i 1922, voksede op i et grundtvigiansk lærerhjem og tog selv lærereksamen og arbejdede som skolelærer og højskolelærer på Krogerup Højskole. I december 1944 indsendte han manuskriptet til sin første digtsamling, Dobbelte Dage, til Gyldendal, som antog den, men udskød udgivelsen til efter krigen. I 1947 udkom digtsamlingen Til en ukendt Gud, hvis titel alluderer til et digt, der hedder det samme i Grethe Risbjerg Thomsens samling De aabne Døre fra året forinden. „Alle taler om Veje og Midler, / men ikke om Maal. / Alle bærer Ved til det evige / Kætterbaal“, lyder to linjer fra samlingen, som lægger op til Knudsens eget kætteri.

Gennembruddet skete med digtsamlingen Blomsten og sværdet i 1949, som Paul la Cour ved udgivelsen udnævnte til at være intet mindre end „den rigeste, mest modne og fuldtonende Bog, hans Slægtled hidtid har skabt, og et af de vægtigste Værker i vor moderne Lyrik overhovedet“. Brudstykker af Blomsten og sværdet var allerede blevet offentliggjort året forinden i Hereticas første nummer. Knudsen var således med fra tidsskriftets begyndelse og bidrog til opbrudsstemningen med disse højstemte strofer:

Syng for de døde!for dem der faldt i troen,for dem der faldt for tvivlen,de unge kvinder og mændi de blomsterløse grave –De vil lytte om hundred aar,Naar duerne vaagnerog markerne grønnesog blæsten forkynder en ny tid –

Håbet om „en ny tid“ havde Knudsen til fælles med Heretica-kredsens øvrige medlemmer. Han mente dog ikke, at man blot burde afvente den – men også gøre en indsats, stor eller lille, for at bringe den til veje. Dette engagement har han udfoldet såvel i sin lyrik, der svinger mellem patos og parodi, i sine Brecht-inspirerede satiriske farcer – med et højdepunkt i stykket Frihed – det bedste guld (1961) – samt i mange essays om politiske anliggender under den kolde krig.

I essayistikken har Knudsen overtaget Otto Gelsteds kritik af kommercialiseringen af kulturen, af kapitalismen i det hele taget samt af velfærdsstaten i særdeleshed, som Knudsen anså for at være et alt for dyrekøbt kompromis med kapitalismen. Over for den socialistiske tanke har Knudsens loyalitet været konstant – som „en vældig etisk impuls: et krav om retfærdighed, en visionær forestilling om et rigere menneskeligt fællesskab“, som han skrev i en kronik i Information i maj 1956, et halvt år inden Sovjetunionen gik ind i Ungarn. Selv få år før Sovjets sammenbrud havde han ikke opgivet håbet om en virkeliggørelse af det socialistiske projekt inden for rammerne af denne union: „Bresjnev er ikke det værste vi har“, meddelte han i 1983 med en omskrivning af omkvædet i Benny Andersens populære vise om „Svantes lykkelige dag“.

Knudsens engagerede digtning har gennemgående haft troen på menneskets værdighed og håbet om et rigere menneskeligt fællesskab som sigtepunkt og inddraget mange midler i denne bestræbelse. I digtet „Om poesiens muligheder“ fra samlingen Forsøg på at gå (1978) fremhæves den russiske revolutionære forfatter Vladimir Majakovskij som et forbillede for en udvidelse af poesiens indhold og udtryksformer. I digtet lyder en opfordring til at afprøve poesiens muligheder i stedet for at lede efter dens essens:

Majakovskiskrev tegneserier og propagandaversom imperialisternes krig, om denrøde hær, om øget produktion aflevnedsmidler, om kooperative land-brug, om forebyggelse af kolera, omforholdsregler mod skørbug. Derforspørg ikke: hvad er poesi?spørg: hvad kan poesi blive?

Opfordringen til at afprøve andre veje og midler har således til stadighed været knyttet til en tro på poesiens forpligtelse til at tjene etiske og politiske formål.