Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Husmor, skribøse, rollemodel for andre kvinder

Oprindelig forfatter SSchou

Den unge cand. polit. Victor Andreasen blev den fjerde og sidste af Tove Ditlevsens mænd. I ham fandt hun omsider en partner – og modstander – på sit eget niveau. Deres forhold var stormfuldt, præget af alle følelsesmæssige nuancer fra lidenskabelig passion til altødelæggende had. Parret installerede sig i en forfalden villa nær Birkerød. Her forsøgte hun 1950'erne igennem at forene familieliv og forfatterskab, mens Victor Andreasen plejede sin embedsmandskarriere som rådgiver for Jens Otto Krag. Men kunne kærlighed og ægteskab forenes? Kunne rollerne som kunstner, mor og husmor? For Ditlevsen lod længslen efter lykke sig ikke gradbøje, virkeliggøres den ikke, er den – intet. I denne periode, hvor hun for alvor blev en mediefigur og rollemodel for kvinder over det ganske land, kæmpede hun med sit stof- og alkoholmisbrug, sin jalousi og følelsen af ikke at slå til som mor for sine tre børn.

Bitterheden og bevidstheden om forspildte muligheder genlyder i digtene i Kvindesind (1955). „Der bor en ung pige –“ fremhæver afstanden mellem den modne kvinde og den glade pige, hun engang var:

Du havde en pigelig drøm om et barn og en mand,
og du fik, hvad du pegede på, men var stadig alene,
så blev du tilbage i barndommens undrende land,
mens jeg går omkring og er til i en verden af stene.

Flugten fra opvasken (1956) var titlen på en essaysamling, hvor hun skrev om mediernes forløjede kvindebillede og om problemerne med at forsone kravene til karriere og familieliv. Hvis kvinder fik erhvervsarbejde, ville deres situation kun blive værre, dersom ikke staten trådte til og overtog noget af ansvaret for børnene. Det var konflikter, mange kunne genkende i en tid, hvor kvinder i stort tal kom ud på arbejdsmarkedet, og da Edith Rode fratrådte stillingen som brevkasseredaktør ved Familie Journalen, var Tove Ditlevsen det oplagte valg af efterfølger. Hun fik enorm betydning som rådgiver for kvinder over hele landet, og hun bestred jobbet med indlevelsesevne og praktisk fornuft, uden ambitioner om at gøre sine egne ægteskabserfaringer handlingsanvisende for andre. Samtidig med, at hun som forfatter holdt dommedag over sit eget parforhold, gav hun i ugebladets spalter ofte sine medsøstre det råd, at de længst muligt skulle finde sig i ægtefællens urimeligheder.

Annonce

Hun prøvede ikke at være modig på andres vegne, men gjorde hun sig skyld i dobbelttænkning, eller var hun blot realist? Det kunne diskuteres, og diskuteret blev det. Hun lagde sig senere ud med 1970'ernes mere offensive kvindebevægelse, som hun ellers på flere måder var enig med, fx når hun fremhævede, at dobbeltarbejdet var en voldsom belastning for kvinderne, men at det ikke desto mindre var de hjemmegående, der havde de største psykiske problemer.

Som forfatter skrev Ditlevsen om egne erfaringer – usikkerheden, angsten, stofmisbruget, de hyppige indlæggelser på Rigshospitalets psykiatriske afdeling – med en åbenhed, der var hidtil uset i dansk litteratur. Hun følte sig knyttet til den generation af jævnaldrende, der trådte frem i mellemkrigstidens sidste og besættelsens første år, og især plejede hun et nært og venskabeligt forhold til forfatteren Ester Nagel, som hun også skriftligt udvekslede tanker med i 50'erne – korrespondancen blev siden udgivet i Husmor og skribøse. En brevveksling med Tove Ditlevsen (1986).

Den tætte forbindelse mellem levet liv og digtning, som er så karakteristisk for Ditlevsen, lå langt fra de kunstneriske ideer om digteren som et medium for en højere, overpersonlig erkendelse, der satte tonen i efterkrigstiden. De højtidelige sandhedssøgere omkring Heretica stod hende fjernt.

Det blev i det hele taget Ditlevsens skæbne at være på kant med efterkrigstidens normgivende – og i høj grad mandsdominerede – litterære miljøer. Parnasset nægtede at anerkende hende efter fortjeneste, og årsagerne havde hun ikke svært ved at få øje på: Hun havde det forkerte køn, den forkerte uddannelse, den forkerte litterære orientering. Listen over de litterære hædersbevisninger, hun efter manges mening havde fortjent, men ikke modtaget, var lang, og på grund af mærkværdige afstemningsprocedurer blev hun i 1974 snydt for Akademiets store pris, hvad hun oplevede som en personlig katastrofe.

De kulturelle signaler ændrede sig, men de toneangivende miljøers nedvurdering af Tove Ditlevsen varede ved. Omkring 1960 oplevede hun, at de selvsikre, unge modernister affærdigede lyrikere af hendes generation som blege traditionalister, og kritikken rettede sig ikke mindst mod netop Ditlevsen, der længe holdt fast ved den firelinjede strofe med enderim, men dog også slog over i friere versemål. Hun var den eneste af de ældre, der tog til genmæle, så det kunne høres: „skrivebords-eksperimentalister“ kaldte hun modernisterne, og deres frembringelser: „blikkenslagerlyrik“.

På denne baggrund er det bemærkelsesværdigt, at hendes eget forfatterskab efter 1960 tog en drejning mod det eksperimenterende. I romanen Ansigterne (1968) anvender hun litterære teknikker, der med deres subtile registreringer af bevidsthedslivets mindste rørelser viser et kunstnerisk slægtskab med den moderne franske forfatter Nathalie Sarraute. Og da hun skrev en række selvudleverende erindringsromaner, der indledes med Barndom og fortsættes med bl.a. ægteskabs- og nøgleromanerne Gift (1971) og Vilhelms værelse (1975), tog hun forskud på den tendens til at offentliggøre det private, der kom til at præge 1970'ernes bekendelseslitteratur (det sene forfatterskab omhandles i Bekendelsen som autentisk blændværk – Tove Ditlevsens sene forfatterskab).

Referér til denne tekst ved at skrive:
Søren Schou: Husmor, skribøse, rollemodel for andre kvinder i Dansk litteraturs historie, Mortensen og Schack (red.), 2006-09, Gyldendal. Hentet 19. september 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=477211