• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Barndommens stenede, undrende land - Tove Ditlevsen

Oprindelig forfatter SSchou

Let Gang paa Jorden (1941) var titlen på første bind af Agnes Henningsens erindringsbøger. En lignende demonstration af ubekymrethed finder man ikke hos yngre kvindelige forfattere, der trådte frem nogenlunde samtidig med, at Agnes Henningsen gav sig til at erindre. Blandt dem var Tove Ditlevsen (1917-76) den betydeligste, både som lyriker og prosaist, og både som social forfatter og skildrer af det moderne pige- og kvindelivs problemer. Som debutant færdedes hun i kunstnermiljøer, hvor hun blev fortrolig med 1930'ernes kulturradikalisme, men hun skrev på erfaringer fra opvækstårenes fattige og hårde arbejderkvarter, der gjorde hende skeptisk over for kulturradikalismens grundlæggende lyssyn.

Hvor der var træk i hendes tidlige lyrik, der stod i gæld til romantikken og symbolismen, lagde hun sig i sine første romaner og noveller i forlængelse af den realistiske tradition. Senere i karrieren eksperimenterede hun i stigende grad med udtryksformerne. I nogle værker tilnærmede hun sig modernismen, mens hun i andre foregreb bekendelseslitteraturen, men gennem alle stilskift bevarede forfatterskabet sin karakter af fortløbende selvudforsknings- og erindringsproces.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Søren Schou: Barndommens stenede, undrende land - Tove Ditlevsen i Dansk litteraturs historie, Mortensen og Schack (red.), 2006-09, Gyldendal. Hentet 18. oktober 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=477208