Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Religionens genopblomstring, darwinismens krise

Oprindelig forfatter SSchou

Stort set det eneste, man kunne enes om, var, at der eksisterede en stærk religiøs strømning i tiden, men at den religiøse søgen i vidt omfang rettede sig mod andre former for tro end den, folkekirken lagde hus til. Det var spiritisme, teosofi og buddhisme, mange vendte sig mod. Et hovedemne i debatten blev forholdet mellem tro – forskellige slags tro – og viden. Især kirkens folk fremhævede, at en rent verdslig livsanskuelse, som hyldede det tekniske fremskridt, havde spillet fallit med krigen. Den moderne videnskab og teknik havde ikke blot været ude af stand til at forhindre krigen, men havde ligefrem – som ansvarlig for udviklingen af masseødelæggelsesvåben – bidraget til katastrofens omfang. Teologer og andre troende nøjedes ikke med overordnede kulturpessimistiske betragtninger, men gik til angreb på en af fremskridtstankens vigtigste bastioner, ja selve dens hovedsymbol: darwinismen.

For Darwins lære var kommet i krise. I kritikken af evolutionsteorien henviste man til munken Gregor Mendels arvelighedslove. Mendels eksperimenter med ærteplanter havde fundet sted i 1800-tallet, men var først blevet bragt til offentlighedens kendskab i 1900. De viste, at afkommets udseende reproducerer den ene af forældrenes egenskaber og ikke, som Darwin havde antaget, danner blandingsformer. Det var ikke darwinismens eneste problem. En af Mendels disciple, den hollandske arvelighedsforsker Hugo de Vries, fremsatte en ny teori, ifølge hvilken nye arter og variationer opstår gennem mutation, altså pludselige ændringer i arveanlæggene. Teorien om mutationerne var i konflikt med Darwins forestilling om, at evolutionen forløber gradvist og langsomt. Hugo de Vries fandt støtte hos den danske arvelighedsforsker Wilhelm Johannsen, der vandt international berømmelse, da han i 1911 introducerede begrebet „gen“ som betegnelse for arvelige enheder.

Kritikken af Darwin satte ind på et område, arvelighedslovene, som – også ifølge Darwin selv – var dårligt belyst i evolutionsteorien, og indtil det i 1930'erne lykkedes arvelighedsforskere at modificere hans teorier i den såkaldte nydarwinisme, der syntetiserede Darwins og arvelighedsteoretikernes lære, lignede Darwin en agterudsejlet figur. „Darwinismen er slaaet af Marken“, erklærede Politiken-journalisten Viggo Cavling i bogen Fællesaanden. En idealistisk Udviklingslære. (1924) med vanlig sans for de fængende formuleringer.

Annonce

Alt dette kunne forekomme som en såre specialiseret debat mellem forskere, men dens symbolværdi var enorm og letfattelig for enhver: En af grundpillerne i det moderne videnskabelige livssyn vaklede! Det behøvede man ikke være teolog for at mene. Fremtrædende filosoffer som franskmanden Henri Bergson og amerikaneren William James vendte sig mod positivismens videnskabsidealer, og fra historiefilosofisk side angreb tyskeren Oswald Spengler udviklingslæren på en måde, der appellerede til fantasien og imødekom en udbredt oplevelse af, at verden var af lave. I sin bog Der Untergang des Abendlandes (1918-22, da. Vesterlandets undergang, 1962) hævdede Spengler, at de store kulturer gennemløber en udvikling, der svarer til menneskets livscyklus, fra barndom over voksentilværelse frem til alderdom og død – og den vestlige kultur befandt sig i det terminale stadium. Skønt Spenglers bog ikke blev oversat i perioden, blev dens tanker hurtigt udbredt gennem Carl Gads referat i bogen Er vor Kultur dødsdømt? (1923).

Dette var nogle af de impulser, der kom til at præge livsanskuelsesdebatten, og de forklarer, hvorfor fremskridtstroens intellektuelle modstandere ikke følte sig i defensiven som i det moderne gennembruds dage, men tværtimod oplevede, at de var i pagt med den videnskabelige og religiøse tidsånd. Kirkens folk kunne med henvisning til moderne tænkere og videnskabsmænd erklære, at fremskridtstroen var passé, men i øvrigt var debatten differentieret og kan ikke reduceres til en entydig kamp mellem reaktionære og progressive. Der var teologer, som anbefalede andre veje til religiøs fornyelse end dem, folkekirken traditionelt stod for, og der var videnskabsmænd, der satte spørgsmålstegn ved positivismen.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Søren Schou: Religionens genopblomstring, darwinismens krise i Dansk litteraturs historie, Mortensen og Schack (red.), 2006-09, Gyldendal. Hentet 16. september 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=477159