Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Debattens grånende yderfløje

Oprindelig forfatter SSchou

Inden for den litterære elite deltog repræsentanter for flere generationer i debatten: det moderne gennembrud, det sjælelige gennembrud, det folkelige gennembrud og – i en mere tilbagetrukket og bestemt ikke entydig rolle – 1920'ernes unge kunstnere og intellektuelle.

Helge Rode, som havde sin baggrund i symbolismens sjælelige gennembrud, var den mest fremtrædende debattør på den antimoderne fløj. I Pladsen med de grønne Træer (1924) og en række senere bøger angriber han iltert brandesianismen, darwinismen og videnskabstroen som årsager til det åndelige og moralske forfald, der førte til verdenskrigen. Nu var fremskridtstroen afsløret som den illusion, den hele tiden havde været: „Men dette Jernbanetog gik en skønne Dag af Skinnerne og styrtede i Afgrunden.“ Den eneste udvikling, den Spengler-inspirerede Rode var rede til at anerkende, var en degeneration.

Mere tilbageholdende er Rode, når han skal formulere det positive alternativ. Den traditionelle folkekirkelige religiøsitet er præget af alderdomssvækkelse, men den folkelige religiøsitet ser han konkret manifesteret på pladsen med de grønne træer, Frederiksberg Runddel, hvor repræsentanter for vækkelsesbevægelser af mange slags udråber deres budskab for forbipasserende. Rode ser hen til de frireligiøse bevægelser og buddhismen som inspiration for en fornyet optagethed af tilværelsens sjælelige dimensioner, han føler sig også tiltrukket af den romersk-katolske kirke – og i øvrigt prøver han at vriste Nietzsche ud af Georg Brandes' favntag: Nok var Nietzsche ateist, men også et menneske, der besad sans for mysteriet. Rodes generationsfælle Ludvig Holstein blandede sig i debatten med bogen Den grønne Mark (1925), hvor han tog afstand fra Rodes dyrkelse af det rent sjælelige og lagde vægten på en panteistisk forening af menneske og natur: „Livets Religion er Livsfølelse og Digteren er Livets Herold.“

Annonce

Også for Johannes V. Jensen havde verdenskrigen været en katastrofe, der kaldte på selvransagelse og historisk analyse, men ikke til et opgør med Darwin, kun med „den dårlige darwinisme“. I bogen Æstetik og Udvikling (1923) så han en perverteret udgave af Darwins lære som årsag til krigen, dvs. en darwinisme, der var blevet anvendt til magtpolitiske formål. Oppositionen havde i 1800-tallet styrtet krone og kirke, og „i Stedet for Evolutionen indsatte de sig selv“. Håbet måtte nu ifølge Johannes V. Jensen rettes mod de liberale, angelsaksiske lande: USA og England, den ægte evolutionslæres hjemland, og han håbede, det engang ville blive muligt at bygge en moral på et biologisk grundlag.

Holdningen til den moderne naturvidenskab kunne være positiv blandt kristendommens fortalere – hvis ellers naturvidenskaben syntes at give dem ret. Hugo de Vries' mutationsteori lod sig fortolke som en bekræftelse af skabelsesteologien, mente debattører på den kristne fløj: Den uforklarlige kraft, der skaber mutationerne, kunne være Gud.

Flere refererede desuden til den omvæltning af fysikkens verdensbillede, som Albert Einsteins relativitetsteori og Niels Bohrs atomteori havde afstedkommet. De udtrykte – helt profetisk – en frygt for, at atomfysikken engang ville kunne anvendes til forfærdelige, destruktive formål. Denne frygt fik en magtfuld fortolkning i Sophus Claussens hexameterdigt „Atomernes Oprør“ fra samlingen Heroica (1925), der handler om den vesterlandske civilisation, som nu trues på livet af kræfter, den selv har frigjort:

Alle Atomer i Verden forlanger at sættes i Frihed,
alle Nationer vil strides og alle Forbundne vil skilles.

Det var kun Claussen, der formulerede de dystre fremtidssyner i så prægnante vendinger. Frygten for de frigjorte atomer var imidlertid ikke – som mange siden har troet – en ensom digters vision af tilstundende rædsler, men et udbredt tema i tidens debat. Samme år som Claussens digt advarede forfatteren og politikeren Viggo Bredsdorff i Politiken mod en kernespaltningsproces, der kunne få jorden til at gå „op i Røg og Flammer“.

Præster og teologer generede som nævnt deres modstandere ved at pege på nyorienteringer i naturvidenskaben, som anfægtede positivisme og darwinisme. Men modstanderne benyttede sig af en tilsvarende metode: De satte spørgsmålstegn ved kristendommen ved at henvise til den moderne bibelkritiks resultater. Mest uforsonlig var den aldrende Georg Brandes, der satte et klart ateistisk punktum for sit forfatterskab med tre skrifter, bl.a. Sagnet om Jesus (1925), der, som titlen viser, opløser selve det historiske grundlag for kristendommen i sagn og overtro. Jesus forekommer os lige så virkelig som den schweiziske frihedskæmper Wilhelm Tell, skriver Brandes, men ingen af dem har levet. „Sagnet om Georg Brandes“, hed et af de mange hadefulde modindlæg i debatten, og fra den mere muntre sidelinje stillede Scala-Revyen spørgsmålet, om Brandes nogen sinde havde været til!

 To kulturpersoner, der senere skulle blive hovedmodstandere i 1920'ernes livsanskuelsesdebat, mødes her fredeligt i en reklame fra Politiken 10.2. 1909. Georg Brandes (tv.) lykønsker Helge Rode, som har modtaget det benzonske kaffelegat.

To kulturpersoner, der senere skulle blive hovedmodstandere i 1920'ernes livsanskuelsesdebat, mødes her fredeligt i en reklame fra Politiken 10.2. 1909. Georg Brandes (tv.) lykønsker Helge Rode, som har modtaget det benzonske kaffelegat.

Det var Helge Rode og Georg Brandes, der mest kompromisløst formulerede yderstandpunkterne i debatten, men det var karakteristisk for begge, at de var mere resolutte i deres kritik end i udpegningen af positive alternativer.

Den unge generation blandede sig også i debatten, men ikke som en samlet gruppe. Tværtimod sang dens repræsentanter med hvert sit næb. Forfatteren og kulturjournalisten Henning Kehler havde været Brandes-beundrer, men svingede nu om og bekendte sig til folkekirkens kristendom og opfordrede til samling om de nationale værdier. Den ærkekonservative Kehler var en af de få, der ville trække debatten i partipolitisk retning. Han fandt ikke kun sine modstandere blandt radikale og socialister, men også i egne rækker blandt mere fremskridtsvenlige konservative som litteraturhistorikeren Hakon Stangerup. Den unge Otto Gelsted ville forene et venstreorienteret engagement med den kantianske etik og fremhævede, at mennesket altid må betragtes som mål, aldrig som middel.

Heller ikke yngre, fremtrædende socialdemokrater som Harald Bergstedt og Hartvig Frisch var enige, men snarere demonstrativt uenige. Bergstedt drømte om en jævn, folkelig kultur med rødder i den traditionelle, folkekirkelige kristendom. Frisch ville samle klartskuende intellektuelle i et opgør med al religiøsitet, og Clarté – fransk for klarhed – blev navnet på en organisation for intellektuelle socialister af alle afskygninger. Clarté-bevægelsen, som var inspireret af den franske digter Henri Barbusse, fik på initiativ af Frisch en dansk sektion i 1925, som udgav bladet Clarté 1926-27.

Frisch noterede sig med beklagelse, at der stort set ikke blev talt om politik i livsanskuelsesdebatten. Det var en rigtig konstatering. I det hele taget er det lettere at påvise, hvad debatten ikke var, end hvad den for en overordnet betragtning udtrykte. Den fulgte ikke partipolitiske skillelinjer. Den var ikke slet og ret kirkens genmæle mod de gudløse, for kirkens folk var indbyrdes uenige, både i deres videnskabsopfattelse og i synet på alternative former for religionsudøvelse. Debatten kan kun med nød og næppe kaldes et generationsopgør, for de generationer, der med størst kraft stødte sammen, var begge grånende: brandesianismen – repræsenteret ved Brandes selv – og det sjælelige gennembruds forfattere med Helge Rode som hovedskikkelse. Derimod var der ikke tale om et ungdomsoprør, hvor en ny generation talstærkt stod frem, eller blot formulerede fælles holdninger.

Men hvad var debatten så? Hvis ikke ligefrem et mønstereksempel på en borgerlig offentlighed i frit diskuterende udfoldelse, så i hvert fald en usædvanligt omfattende meningsudveksling mellem landets konkurrerende eliter, der tog så vitale spørgsmål op som forholdet mellem teknisk fremskridt, humanitet, tro og moral.

 Thit Jensen afsluttede rækken af samtidsromaner med Aphrodite fra Fuur (1925). Herefter vendte hun litterært samtiden ryggen og skrev en romanserie i ni bind om middelalderens kvinder og mænd, hvoraf det kendteste er Stygge Krumpen (1936). Med deres overdådige, udpenslede og farvestærke skildringer af svundne tider, der rakte tilbage til et oprindeligt matriarkat på øen Fuur, blev bøgerne enorme salgssucceser. Lige så stor opmærksomhed vakte hun i 1920'erne og -30'erne med bøger, artikler og talrige foredragsturneer i Danmark og udlandet om „frivilligt moderskab“, dvs. kvinders ret til svangerskabsforebyggelse. Hun stiftede en forening for seksuel oplysning og arbejdede i en periode tæt sammen med den kulturradikale læge J.H. Leunbach, der måtte afsone en dom for at udføre illegale abortindgreb. Men Thit Jensens opfattelse af kvindesagen afveg fra kulturradikalismens. Det var ikke kvindernes rettigheder på arbejdsmarkedet, hun agiterede for, men deres ret til at leve en menneskeværdig tilværelse uden at lide under den psykiske og fysiske invalidering, der var resultatet af mange børnefødsler. Også af racehygiejniske grunde fandt hun fødselsregulering nødvendig; sterilisation af uhelbredeligt kriminelle kunne modvirke, at kommende generationer blev præget af en dårlig arvemasse. Thit Jensen er her fotograferet i 1953 ved sit 50-års forfatterjubilæum. Tegneren Peter Holms hyldest til hende er humoristisk udformet som et middelalderdokument.

Thit Jensen afsluttede rækken af samtidsromaner med Aphrodite fra Fuur (1925). Herefter vendte hun litterært samtiden ryggen og skrev en romanserie i ni bind om middelalderens kvinder og mænd, hvoraf det kendteste er Stygge Krumpen (1936). Med deres overdådige, udpenslede og farvestærke skildringer af svundne tider, der rakte tilbage til et oprindeligt matriarkat på øen Fuur, blev bøgerne enorme salgssucceser. Lige så stor opmærksomhed vakte hun i 1920'erne og -30'erne med bøger, artikler og talrige foredragsturneer i Danmark og udlandet om „frivilligt moderskab“, dvs. kvinders ret til svangerskabsforebyggelse. Hun stiftede en forening for seksuel oplysning og arbejdede i en periode tæt sammen med den kulturradikale læge J.H. Leunbach, der måtte afsone en dom for at udføre illegale abortindgreb. Men Thit Jensens opfattelse af kvindesagen afveg fra kulturradikalismens. Det var ikke kvindernes rettigheder på arbejdsmarkedet, hun agiterede for, men deres ret til at leve en menneskeværdig tilværelse uden at lide under den psykiske og fysiske invalidering, der var resultatet af mange børnefødsler. Også af racehygiejniske grunde fandt hun fødselsregulering nødvendig; sterilisation af uhelbredeligt kriminelle kunne modvirke, at kommende generationer blev præget af en dårlig arvemasse. Thit Jensen er her fotograferet i 1953 ved sit 50-års forfatterjubilæum. Tegneren Peter Holms hyldest til hende er humoristisk udformet som et middelalderdokument.

De kompromisløse yderstandpunkter satte klare ord på to væsensforskellige grundholdninger til moderniteten, en bagstræberisk og en progressiv. Men debatten vidnede også om vilje til nuancering og modificering. Eliternes repræsentanter opfattede sig ikke nødvendigvis kun som – repræsentanter, men tænkte for manges vedkommende på egne vegne. Nogle teologer og præster var parat til at opgive utidssvarende dogmer og søge inspiration i andre traditioner end de lutheranske eller vesterlandske. Nogle af deres progressive modstandere opgav til gengæld forestillingen om, at tekniske og materielle fremskridt automatisk medfører fremskridt i humanitet, og betonede som Otto Gelsted de etiske overvejelsers betydning for samfundsudviklingen.

Livsanskuelsesdebatten i 1920'erne rasede intenst et par år for så at ebbe ud efter 1927. Den var kun en kort fase i en meget langvarig debat, der var begyndt med 1870'ernes moderne gennembrud og endnu 130 år efter satte sindene i bevægelse med den såkaldte værdidebat, der blev indledt under Anders Fogh Rasmussens første regering. Den rolle, Georg Brandes gennem alle årene har spillet som samlingsmærke og hadefigur, viser kontinuiteten.

Men den permanente debat har været præget af skiftende tiders særlige udfordringer og dermed også af skiftende accentueringer. 1920'ernes livsanskuelsesdebat fik især betydning ved at differentiere det dobbelte – materielle og humane – fremskridtsbegreb, som under det moderne gennembrud havde forekommet uproblematisk, som ét. Det er påfaldende, at netop fremskridtstroen igen blev diskuteret og anfægtet en snes år senere, efter at den næste verdenskrig havde skabt fornyet angst for en teknologi, der ikke længere blot truede med at sætte atomerne i frihed, men i 1945 faktisk gjorde det, med atombomberne over Hiroshima og Nagasaki. Men i øvrigt havde livsanskuelsesdebatten intet slutfacit og ingen tabere eller vindere. Den var flerstemmig, bugtet og kapriciøs – som 1920'ernes kulturliv i øvrigt var det.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Søren Schou: Debattens grånende yderfløje i Dansk litteraturs historie, Mortensen og Schack (red.), 2006-09, Gyldendal. Hentet 18. september 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=477160