Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Verdenskrise og politisering

Oprindelig forfatter SSchou

Bølgeringene fra Sarajevo fortsatte med at tage land op igennem 1920'erne. Der var perioder med relativ økonomisk stabilitet, selv i Tyskland, som dog oplevede en periode med hyperinflation og udbredt social nød 1922-23. Men Wall Street-krakket i oktober 1929 blev indledningen til den alvorligste depression nogensinde i de vestlige samfunds historie. Der opstod massearbejdsløshed, først i USA, siden i Europa, og Tyskland ramtes særlig hårdt, hvad det tyske nazistparti drog fordel af. Weimarrepublikken blev omstyrtet, da nazisterne kom til magten efter et valg i 1933, der gjorde partiets fører Adolf Hitler til rigskansler. I Italien havde Mussolini allerede i 1922 skabt et fascistisk diktatur. I Spanien oprettede general Franco et autoritært højreregime efter en borgerkrig 1936-39, hvor Franco modtog militærhjælp fra Tyskland, og taberne, republikkens forsvarere, støttedes af frivillige fra mange lande. Den Spanske Borgerkrig blev af mange betragtet som en generalprøve på et kommende, mere storstilet opgør mellem nazismen/fascismen på den ene side og de demokratiske og kommunistiske lande på den anden. At Sovjetunionen støttede den spanske republik med tropper og våben, mens de engelske og franske regeringer undlod at blande sig, medvirkede til at skabe sympati for kommunismen blandt europæiske venstreintellektuelle.

 Blækspruttens gengivelse fra 1933 af Kanslergadeforliget i Herluf Jensenius' streg. Økonomisk fik oppositionspartiet Venstre mere ud af det omfattende forlig end de regerende socialdemokrater: Landbruget modtog betydelig støtte, mens Socialdemokratiet til gavn for sine vælgere fik gennemført en socialreform uden mange nye penge i. Den symbolske betydning var imidlertid stor. Med Kans lergadeforliget blev det slået fast, at der ikke længere kunne regeres i Danmark uden om Thorvald Staunings store arbejderparti, som rigtignok var i gang med at omskabe sig til et vidtfavnende folkeparti.

Blækspruttens gengivelse fra 1933 af Kanslergadeforliget i Herluf Jensenius' streg. Økonomisk fik oppositionspartiet Venstre mere ud af det omfattende forlig end de regerende socialdemokrater: Landbruget modtog betydelig støtte, mens Socialdemokratiet til gavn for sine vælgere fik gennemført en socialreform uden mange nye penge i. Den symbolske betydning var imidlertid stor. Med Kans lergadeforliget blev det slået fast, at der ikke længere kunne regeres i Danmark uden om Thorvald Staunings store arbejderparti, som rigtignok var i gang med at omskabe sig til et vidtfavnende folkeparti.

Således blev 1920'ernes polarisering mellem traditionalisme og traditionsopgør afløst af et modsætningsforhold, der klarere fulgte politiske højre-venstre-skillelinjer. Vælgermæssigt var det i højere grad de socialdemokratiske end de kommunistiske partier, der i de demokratiske lande drog fordel af venstredrejningen, men mange venstreintellektuelle tilsluttede sig kommunismen eller betragtede den med en vis sympati ud fra to hovedbetragtninger: Dels syntes den som sagt immun over for den kapitalistiske verdens ødelæggende konjunktursvingninger, dels forekom den at være det eneste reelle bolværk mod nazismen. Denne loyalitet var for manges vedkommende så stor, at de var villige til at lukke øjne og ører for stadig mere foruroligende rapporter om forholdene i Sovjetunionen eller afvise dem som vestlig propaganda.

Den kommunistiske Internationale havde indirekte lettet Hitlers vej til magten ved at udpege socialdemokraterne som „socialfascister“ og dermed som hovedmodstandere, og det var en splittelse, som nazisterne havde fordel af. Sovjetunionen antog under Stalins ledelse stadig tydeligere karakter af et hensynsløst diktatur, fx i forbindelse med de såkaldte Moskvaprocesser sidst i 30'erne, hvor en række fremtrædende sovjetiske politikere blev stillet for retten, dømt og siden henrettet på baggrund af fingerede anklager og fremtvungne tilståelser.

Annonce

 Brug hovedet og undgå kaos. Stem på Stauning! Opklæbede plakater i anledning af valget 1935. Mange fulgte opfordringen. Socialdemokratiet fik 46,1 procent af stemmerne, partiets bedste resultat i hele 1900-tallet.

Brug hovedet og undgå kaos. Stem på Stauning! Opklæbede plakater i anledning af valget 1935. Mange fulgte opfordringen. Socialdemokratiet fik 46,1 procent af stemmerne, partiets bedste resultat i hele 1900-tallet.

Politisk blev 1930'ernes Danmark præget af en ganske betydelig arbejdsløshed og en politisk polarisering, som dog ikke medførte nogen større parlamentarisk tilslutning til det yderste venstre og det yderste højre. Det politiske liv var kendetegnet af en bemærkelsesværdig stabilitet, baseret på et regeringsfællesskab mellem Socialdemokratiet og Det Radikale Venstre, hvis vigtigste politiker i perioden var udenrigsminister P. Munch. Den økonomiske politik, som Stauning-Munch-regeringen førte, havde held til at dæmpe de arbejdsmarkedsmæssige konsekvenser af krisen, bl.a. med indgåelsen af det store Kanslergadeforlig i 1932.

Også kunsten og kulturdebatter blev i stigende grad optaget af sociale og politiske spørgsmål. Socialdemokrater, kommunister og partiløse venstreorienterede diskuterede dannelsen af en særlig arbejderkultur ud fra en overbevisning om, at der til en ny klasse, på vej til den politiske magt, også måtte høre nye kunstneriske former. Man efterlyste en social realisme om og for almindelige mennesker. Hans Kirk, Hans Scherfig, Leck Fischer, Harald Herdal og H.C. Branner skrev kollektivromaner, hvor en gruppe mennesker blev skildret på samme plan, uden rangordning i hoved- og bipersoner. 1930'erne blev i høj grad den realistiske, samfundsorienterede litteraturs årti, ofte med synsvinkel og solidaritet placeret hos „den lille mand“. Ham havde tyskeren Hans Fallada navngivet i sin hverdagsrealistiske og meget læste roman Lille mand – hvad nu? (1932, da. 1933), og han fik danske efterkommere i Kjeld Abells drama Melodien der blev væk (1935) og Mogens Klitgaards roman Der sidder en Mand i en Sporvogn (1937). I begge værker blev en tidstypisk tematik behandlet med nye æstetiske midler. Abell sprængte det realistiske dramas rammer med dristige scenografiske påfund og nedbrød grænsen mellem scene og publikum, Klitgaard gjorde brug af en montageteknik ved at inddrage dokumentariske elementer i fiktionen, fx nyhedsreportage.

 Louis Armstrong – The King of Jazz – udfolder sig i Tivolis Koncertsal i oktober 1933. „Negerlandsbyen København modtog den sorte King Jazz i fuldstændig Ekstase“, lød overskriften i Dagens Nyheder den 20. oktober.

Louis Armstrong – The King of Jazz – udfolder sig i Tivolis Koncertsal i oktober 1933. „Negerlandsbyen København modtog den sorte King Jazz i fuldstændig Ekstase“, lød overskriften i Dagens Nyheder den 20. oktober.

Arkitekten Poul Henningsen, der var toneangivende i mellemkrigstidens debat og i 1920'erne redigerede tidsskriftet Kritisk Revy, talte om „kultursammenhængen“. Hermed sigtede han til, at kunstneriske og arkitektoniske udtryk aldrig er neutrale, men bærer på fundamentale holdninger til tilværelsen, og han advarede i sit lille skrift Hvad med Kulturen? fra 1933 mod faren for, at arbejderklassen kritikløst efterlignede den forældede borgerlige smag og dermed overtog dens forløjede, autoritære normer.

PH og hans ligesindede blev i eftertiden kaldt „kulturradikale“. Selv omtalte de sig som frisindede eller – med et skældsord, de overtog fra modstanderne – som „salonkommunister“. De søgte alternativerne i den antiautoritære opdragelse, der satte barnets behov i centrum. De prøvede at sammentænke Marx og Freud ud fra en forestilling om, at et naturligt forhold til kroppen kunne modvirke de hæmninger og komplekser, der havde deres rod i det borgerlige samfunds seksualforskrækkelse. De gik i brechen for den moderne, eksperimenterende kunst, som blev angrebet af kulturkonservative eller fra lægeligt hold ligefrem diagnosticeret som udtryk for en særlig sindssygdom (kaldet „dysmorfisme“ efter det græske dysmorphos = misdannelse). Og de kulturradikale støttede tendenser inden for moderne arkitektur og byplanlægning, der befordrede idealet om det frigjorte, demokratisk indstillede menneske: funktionalismen med dens saglige stil og rene, lige linjer. Traditionen fra Georg Brandes blev aktualiseret, men suppleret med psykoanalyse, marxisme og reformpædagogik og omformet efter de aktuelle politiske forhold.

 Moderne kampkraft i middelalderlige omgivelser. Parade i forbindelse med en rigspartidag i Nürnberg i 1930'erne.

Moderne kampkraft i middelalderlige omgivelser. Parade i forbindelse med en rigspartidag i Nürnberg i 1930'erne.

Efter Hitlers magtovertagelse blev kampen mod nazismen og dens indflydelse i Danmark den altoverskyggende opgave for de kulturradikale. Den påvirkning viste sig ikke kun i den egentlige nazisme, men også i bredere, konservative, nationale og kirkelige kredse. Hensynet til den store nabo i syd førte til en vis begrænsning af ytringsfriheden. Forfatteren Soyas satire over Hitlers Tyskland Umbabumba skifter Forfatning (1935) blev antaget af Det Kongelige Teater, men opførelsen måtte flyttes til et mindre prominent teater. I denne pressede situation dannede en temmelig forskelligartet gruppe kunstnere og intellektuelle, hvoraf nogle var kommunister, andre partipolitisk uafhængige, foreningen Frisindet Kulturkamp. De udgav tidsskriftet Kulturkampen (1935-39), som blev affyringsrampe for stærkt anti-nazistiske synspunkter i skrift og billede. Satiren var et vigtigt våben, som den også var det i PH's fornyelse af revyformen, som resulterede i en række kulturradikale revyer „med mening i“, der angreb nazismen og den forløjede seksualmoral som to sider af samme sag.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Søren Schou: Verdenskrise og politisering i Dansk litteraturs historie, Mortensen og Schack (red.), 2006-09, Gyldendal. Hentet 19. juni 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=477096