Kun himlen – og den økonomiske formåen – sætter grænser. Amerikanske skyskrabere bliver i efterkrigstidens nedskalerede danske sammenhæng til højhuse, som også var inspireret af den franske arkitekt Le Corbusier. Byggeriet af Bellahøj stod på fra 1950 til -57; fotografiet er fra 1952.

.

Ungarn 1956. Ungarske oprørere har væltet Stalin-statuen på Heltepladsen i Budapest. Sovjetunionens brutale nedkæmpelse af opstanden skabte splittelse i de vesteuropæiske kommunistpartier. I Danmark dannede bl.a. frafaldne kommunister i januar 1959 et sovjetuafhængigt socialistisk parti: Socialistisk Folkeparti.

.

Berlinmuren blev opført i august 1961. Sovjetpropagandaen kaldte den „den anti-fascistiske beskyttelsesvold“. I realiteten blev den ikke bygget for at beskytte DDR mod vesttysk revanchisme, men for at forhindre østtyskere i at flytte til vesten, hvad mange veluddannede havde gjort i de foregående år. At forlade DDR var herefter „republikflugt“. Den trafik standsede aldrig helt, men fra da af kom den til at foregå med livet som indsats. I baggrunden ses Brandenburger Tor.

.

Befrielsen var de stærke, men også de modstridende følelsers tid. Den skabte først og fremmest jubel i befolkningsflertallet, i Danmark som i de andre befriede lande. Men den skabte også hævnlyst og ønske om afregning med besættelsesmagten og dens lokale håndlangere. Et retsopgør tog sin begyndelse, og det blev i Danmark lige så langstrakt som uafbalanceret. Kravet om udrensning fra top og til bund blev ikke indfriet for toppens vedkommende. De små og ukomplicerede landssvigersager kom først for retten, mens forbitrelsen i befolkningen var størst, og resulterede i de hårdeste domme. De store forbrydere dømtes senere og relativt lempeligere, efter at feberen var faldet, og samarbejdspolitikerne gik næsten alle helt fri.

Med krigens afslutning opstod fornyet angst. De atombomber, der faldt over Japan, var af en ufattelig styrke og fik mange til at opleve, at de befandt sig i en situation, hvor menneskeheden for første gang i hele sin historie bestemte over livets fortsættelse – men dermed var udslettelsen af alt liv også blevet en skræmmende mulighed. Hertil kom, at krigens afslutning snart efterfulgtes af nye, omfattende konflikter. Den store antifascistiske alliance gik næsten øjeblikkeligt i opløsning. Trods dannelsen af Forenede Nationer i 1945 trak det op til en ny krig mellem de tidligere forbundsfæller og nye supermagter USA og USSR, og modsætningsforholdet mellem dem førte til en spaltning af Europa.

I en tale i 1946 udtalte Winston Churchill, at et jerntæppe havde sænket sig gennem Europa, fra Stettin i nord til Triest i syd. Kommunisternes magtovertagelse i Tjekkoslovakiet 1948, med likvidering af modstandere og demokratiske institutioner, skabte frygt i vesten og banede året efter på amerikansk initiativ vejen for forsvarsalliancen NATO, som Danmark tilsluttede sig. Den kolde krig var en realitet, og den kom – trods perioder med tøbrud – til at vare frem til de østeuropæiske regimers sammenbrud 1989 og Sovjetunionens opløsning i 1991.

Den kommunistiske og demokratiske verden stod stejlt over for hinanden. Et atomart rustningskapløb mellem de to supermagter tog sin begyndelse og skabte en udbredt frygt for, at den kolde krig hvert øjeblik kunne blive glohed. Kun truslen om „gensidigt garanteret udslettelse“ kunne ifølge den herskende politiske filosofi forebygge supermagternes anvendelse af atomvåben mod hinanden, hvad der ville være ensbetydende med menneskehedens selvmord.

Kommunisterne nød umiddelbart efter krigen stor anseelse i flere vesteuropæiske lande på grund af deres fremtrædende rolle i kampen mod nazismen, men med den kolde krig dalede både anseelsen og vælgertilslutningen hurtigt, og i 1950'erne fik kommunistpartierne også i Danmark karakter af en belejret menighed, en pariakaste i det politiske liv.

Økonomer og politikere havde frygtet en særdeles alvorlig økonomisk depression efter krigens afslutning i lighed med den, der havde fulgt Første Verdenskrig. Frygten viste sig at være ubegrundet. De vestlige lande kom til at opleve en exceptionelt lang periode med højkonjunktur, der varede helt frem til 1973, og fra 1950'ernes slutning begyndte de vesteuropæiske befolkninger for alvor at mærke velstandsopsvinget. Det skabte fortrøstning. En konservativ britisk premierminister kunne i 1959 vinde et valg under slagordet: „I har aldrig haft det så godt“. I Danmark blev det ikke længe efter varieret af socialdemokraterne: „Gør gode tider bedre“. Også østblokken blev i 1950'erne og 1960'erne præget af betydelig økonomisk og industriel fremgang, hvad der fik kommunistiske ledere til at erklære, at de materielt var godt på vej til at overhale vesten, sådan som de allerede midlertidigt havde overhalet USA i kapløbet om rummet med opsendelsen af den første satellit („Sputnik“) i 1957.

Hvor kulturlivet efter Første Verdenskrig havde været præget af febril opstemthed og lyst til eksperimenter, var det efter denne krig depressivt og afmagtsbetonet. Og hvor 1920'erne havde været de mange kunstneriske ismers tid, var der nu én isme, der helt dominerede: eksistentialismen. Den var ikke primært en kunstretning (skønt den i høj grad satte sig kunstneriske spor), men en filosofi, der tog sit udgangspunkt i det enkelte menneske, i dets angst, dets skyld og dets valg. Oplevelsen af at befinde sig ved et nulpunkt førte til et opgør med mellemkrigstidens verdensforbedrende ideologier og med, hvad man opfattede som deres ensidige opfattelse af forholdet mellem menneske og samfund. Mennesket var ikke socialt determineret, tværtimod kunne det – en vigtig erfaring fra modstandskampen – selv vælge sin skæbne.

Kulturradikalismens sanselighedsdyrkelse, frigørende pædagogik og rationelle emancipationstænkning var fænomener, der nu forekom flade og fjerne, slet ikke i stand til at tolke de rædsler, man selv havde gennemlevet eller nu hørte om ved offentliggørelsen af gruopvækkende rapporter om tilintetgørelsen af millioner af jøder i de tyske udryddelseslejre. Ét syntes klart for mange kunstnere og intellektuelle i den yngre generation: De samfundsforbedrende ideologier, der i 1930'erne var trådt i de forældede ideologiers sted, stod selv som kompromitterede.

Mellemkrigstiden havde været de kollektive livsanskuelsers periode, hvad titlen på franskmanden Jules Romains' roman Man søger en kirke (1934, da. 1945) indfangede. Kirken, forstået som et verdsligt eller religiøst holdningsfællesskab, havde tabt sin legitimitet og sin magt over sindene. I dens sted trådte interessen for det enkelte menneskes situation, som nogle tolkede i kristne kategorier, men det var en kristendom, der havde mistet sit hus og var blevet et anliggende for den enkelte. Hvor kulturradikalismen havde villet se klassefællen eller -fjenden i andre mennesker, fik man nu øje på sin næste. Tidens filosoffer vragede sociologiske begreber og talte i stedet om almenmenneskelige vilkår, om forholdet til næsten og til du'et. Den toneangivende forfatter H.C. Branner betonede i sit tidsanalytiske foredrag Humanismens krise (udgivet 1950), at en humanist er et menneske, der erkender sin åndelige og materielle samhørighed med hele menneskeheden.

Kunsten blev grebet af anfægtelser. Det var en forbrydelse at sætte digte i verden efter Auschwitz, erklærede den tyske filosof Theodor W. Adorno ligefrem. Var det overhovedet muligt at skabe kunst, der formåede at forholde sig til så ufattelige katastrofer? Men på den anden side: Var det ikke virkelighedsflugt at beskæftige sig med andet end de nys overståede rædsler?

Mange betvivlede især de store episke formers fortsatte gyldighed, for romanens fremstilling af et gennemskueligt, velordnet univers harmonerede ikke med den aktuelle oplevelse af en nervøst flimrende og fragmentarisk virkelighed. Det subjektive lyriske udtryk stod centralt og tenderede mod klageskriget, eller det balancerede, som hos den tysksprogede jødiske forfatter Paul Celan, på kanten af stumheden. Tidens drama fokuserede på menneskets eksistentielle valg, og prosaen foretog en drejning mod den mytiske fortælling med Kafka som et vigtigt forbillede, og selv tidligere fremtrædende realister, fx amerikanerne Ernest Hemingway og John Steinbeck, gav sig til at skrive mytepræget fiktion. De franske eksistentialister Albert Camus og Jean-Paul Sartre skrev begge fiktion og filosofiske værker, der handlede om det enkelte menneskes angst og om dets mulighed for at overtage sig selv gennem erkendelsen af angsten.

De modfaldne holdninger kom bredt til udtryk i vesteuropæisk litteratur. I Danmark formuleredes kulturkrisen tydeligst i tidsskriftet Heretica (1948-53), hvis latinske navn betyder „kætterier“. Det, man forholdt sig kættersk til, var de ideologisk prægede forestillinger om mennesket, der havde lidt nederlag med krigen. Hereticanerne modtog udenlandske impulser fra T.S. Eliot, Rainer Maria Rilke og de samtidige svenske fyrtiotalister, mens religionshistorikeren Vilhelm Grønbech, Karen Blixen og – længere tilbage – eksistensfilosofiens fader Søren Kierkegaard var vigtige danske inspirationskilder. Thorkild Bjørnvig skildrede i sine Rilke-påvirkede digte tilintetgørelsen af 1800-tals-civilisationens skønne illusioner. Ole Sarvig og Ole Wivel skrev digte præget af afmagt, men også af et håb om forvandling ud fra en personlig kristendomstolkning.

Digtet blev opfattet som det vigtigste medium for erkendelse i Paul la Cours poetik Fragmenter af en Dagbog (1948), der først blev bragt i Heretica. Her tilkendtes kunstneren en rolle som seer, og poesien fik en helt religiøs betydning: at digte var for la Cour at udøve „en hellig og uundværlig Gerning i Tingenes Hjerte“. Tidsskriftets vigtigste prosaist var Martin A. Hansen, som i sin eksperimenterende roman Løgneren (1950) skrev om sjælen som kampplads mellem Kristus og de urene ånder, men han ville også overvinde modernitetens splittelseserfaringer ved at knytte forbindelsen bagud til almuekulturen i det førindustrielle samfund. Løgneren blev sendt som radioroman 1950 og nåede i skuespilleren Pouel Kerns oplæsning ud til de mange tusinde hjem; i det hele taget blev radioromanen og radioteatret vigtige og meget populære genrer med en gennemslagskraft, som først 1960'ernes tv-dramatik kunne konkurrere med.

Hvor Heretica formulerede en eksistentiel civilisationskritik, afvisende over for ideologierne, var tidsskriftet Dialog samlingssted for en række af tidens venstreorienterede forfattere og debattører, der videreførte kulturradikalismen på efterkrigstidens betingelser. Man angreb amerikansk imperialisme, tysk „revanchisme“, den vestlige oprustning og – i forbindelse hermed – Danmarks tilslutning til NATO. Men et venstreorienteret engagement var blevet en mere modsigelsesfyldt og tvetydig affære end i 1930'erne. Den åndsfrihed, der havde været den gamle radikalismes kendemærke, lod sig dårligt forene med loyalitet over for den sovjetiske supermagt, der knægtede åndsfriheden og forlangte betingelsesløs opbakning hos sine forbundsfæller i vesten. Nogle forblev trofaste over for Sovjetunionen og lukkede øjnene for sovjetisk antisemitisme og nye skueprocesser. Andre gjorde – ofte med store personlige omkostninger – op med „guden, der svigtede“ under indtryk af en totalitær brutalitet, der overlevede Stalins død i 1953, og bl.a. viste sig i Sovjetunionens blodige nedkæmpelse af en folkelig opstand i Ungarn 1956.

Denne begivenhed fik politiske konsekvenser også herhjemme, hvor den førte til massiv udmeldelse af Danmarks Kommunistiske Parti og få år efter til dannelsen af Socialistisk Folkeparti, et venstreorienteret parti frigjort fra bindingen til eksisterende socialistiske samfund. Marginaliseringen af kommunismen fik endvidere den konsekvens for den offentlige debat, at det i langt højere grad end hidtil blev muligt at formulere venstreorienterede standpunkter, uden at modstandere pr. rygmarvsrefleks udlagde dem som støtte til sovjetkommunismen.

Vejviser

Værket Dansk litteraturs historie i fem bind udkom i årene 2006-2009. Teksten ovenfor er kapitlet Freden og angsten.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig