Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Fra mellemkrigstid til den kolde krig

Oprindelig forfatter SSchou

Danmark var ikke inddraget i Første Verdenskrig og oplevede ikke – som en række af de krigsførende lande – nedbrydningen af grundmurede samfunds- og kulturinstitutioner. Sammenbruddet var mest dramatisk i de besejrede lande, som alle uden undtagelse blev rystet af revolutionære tilstande. Martsrevolutionen 1917 i Rusland væltede tsardømmet, og en provisorisk regering overtog ledelsen af landet. I oktober samme år gjorde bolsjevikkerne oprør mod den provisoriske regering, og Sovjetunionen blev dannet under kommunistpartiets ledelse. I Tyskland syntes udviklingen ved krigsafslutningen at tage samme retning med oprettelsen af rådsrepublikker efter sovjetisk mønster, som ganske vist hurtigt blev nedkæmpet. I revolutionernes kølvand fulgte kontrarevolutioner med et højreorienteret kupforsøg i Tyskland (Kapp-kuppet) og en flerårig borgerkrig mellem røde og hvide styrker i Sovjetunionen.

Også verdenskrigens sejrherrer var – bortset fra USA, der kun havde deltaget i krigens sidste fase – økonomisk udmarvede og mentalt udmattede efter den langvarige krigsindsats, og generationen af unge mænd var kraftigt decimeret efter blodsudgydelserne. Modviljen mod de politikere, der havde været ved magten under krigen, førte til, at heller ingen af de sejrende landes regeringer overlevede krigsafslutningen.

Fredsbetingelserne blev dikteret i den såkaldte Versaillestraktat, som gennemførte vidtgående grænseomlægninger i Europa, bl.a. på baggrund af opløsningen af det østrig-ungarske monarki. Med traktaten ønskede sejrherrerne desuden at forhindre dannelsen af et nyt, stærkt Tyskland, og det var i det hele taget udelukkende deres – især Englands og Frankrigs – interesser, der blev tilgodeset, lige bortset fra den interesse, som alle kunne have i en holdbar fred.

Annonce

 Biler og cykler ændrede gadebilledet. Trængsel på Vestergade i mellemkrigstidens København.

Biler og cykler ændrede gadebilledet. Trængsel på Vestergade i mellemkrigstidens København.

Det nye Europakort, der blev tegnet, rummede rige muligheder for nationalitetskonflikter af enhver art. I efterkrigens Tyskland følte befolkningen sig mishandlet, ydmyget og tynget under vægten af enorme krigsskadeserstatninger (som der ikke blev sat endelige tal på, men ifølge traktaten skulle tyskerne udrede sejrherrernes krigsomkostninger!).

Det nye tyske demokrati, der fik navnet Weimarrepublikken, forblev økonomisk og politisk ustabilt gennem hele sin levetid fra 1918 til 1933, med høj arbejdsløshed og perioder med hyperinflation og direkte materiel nød. Desuden blev republikken modarbejdet af kræfter på den yderste højre- og venstrefløj, som lukrerede på en udbredt misfornøjelse med de etablerede politikere. Med våbenhvilen 1918 og fredsslutningen 1919 var spiren lagt til ny ufred, og – hvad kyndige iagttagere som Georg Brandes allerede tidligt forudså – på længere sigt til en ny verdenskrig.

I sammenligning med forholdene i det centrale og sydlige Europa kan man kun betegne tilstandene i Danmark som stabile. Socialdemokratiet havde fra 1916, hvor dets leder Thorvald Stauning beklædte posten som kontrolminister i den radikalt ledede Zahle-regering, påtaget sig et medansvar for krigstidspolitikken, og Socialdemokratiet dannede for første gang regering i 1924 under Staunings ledelse.

Kommunistiske og syndikalistiske grupper udspaltede sig af den socialdemokratiske arbejderbevægelse, men de forblev små og uden indflydelse. Indirekte fik de dog den betydning for Socialdemokratiet, at det nu klarere markerede sig som et reformistisk parti. Kun under den såkaldte Påskekrise i 1920, hvor kong Christian 10. afskedigede ministeriet Zahle på grund af uenighed om sønderjyllandspolitikken, blev parlamentarismen udfordret. Uanset om socialdemokraterne havde ret, når de fremstillede afskedigelsen som et statskup, var krisen et intermezzo, og de politiske institutioner forblev intakte gennem hele mellemkrigstiden.

Alligevel oplevede også danskerne årene efter 1918 som en efterkrigstid; „bølgeringene fra Sarajevo“ (hvor det snigmord, der dannede optakt til verdenskrigen, fandt sted) fortsatte med at brede sig og nåede også Danmark som en udbredt fornemmelse af, at en velordnet verden uigenkaldeligt var styrtet i grus, og at noget nyt og uvist var ved at tage sin begyndelse. Det var en oplevelse, som hos nogle skabte pessimisme og gru, og på baggrund af det aktuelle kaos kunne tiden før 1914 fremtræde i et nostalgisk forskønnet lys som „de gode gamle dage“. Hos andre – især unge – skabte sammenbruddet en euforisk forventning om en fremtid lykkeligt befriet for traditionens byrde. Men uanset holdningsmæssige divergenser var det en udbredt fornemmelse, at den opløsning af alle politiske og kulturelle normer, der allerede var en realitet i mange lande, også ville blive Danmarks fremtid.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Søren Schou: Fra mellemkrigstid til den kolde krig i Dansk litteraturs historie, Mortensen og Schack (red.), 2006-09, Gyldendal. Hentet 16. september 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=477091