Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Anden Verdenskrig

Oprindelig forfatter SSchou

Nazi-Tyskland havde gennem sidste halvdel af 1930'erne held til at gennemføre en stadig mere aggressiv og erobringslysten politik, længe uden at møde andet end diplomatisk modstand fra de nølende europæiske demokratiers regeringer, der håbede, problemerne ville gå over, og at Hitler omsider ville erklære sig tilfreds med de givne indrømmelser. „Fred i vor tid“, proklamerede den britiske premierminister Neville Chamberlain i 1938 og viftede i Londons lufthavn med en aftale, han og Hitler havde underskrevet, men det viste sig naivt at tro, at Hitler ønskede fred.

Da England og Frankrig omsider erklærede Tyskland krig i 1939 efter overfaldet på Polen, indledtes Anden Verdenskrig, som dog ikke fra begyndelsen involverede to af verdens største magter. Sovjetunionen havde indgået en ikke-angrebspagt med Tyskland, som varede indtil 1941, hvor Hitlers styrker uvarslet angreb Sovjetunionen, og efter Japans lige så overrumplende angreb på den amerikanske flådebase Pearl Harbour i december 1941 gik også USA ind i krigen mod Aksemagterne (Tyskland, Italien og Japan).

Hermed var en stor antifascistisk alliance dannet, som efterhånden fik overtaget militært på næsten alle fronter – vendepunktet var tyskernes nederlag ved Stalingrad vinteren 1942-43 – og tvang Aksemagterne i defensiven. På vestfronten foretog allierede styrker juni 1944 invasion i Normandiet. Tyskland blev trængt på alle fronter og led især enorme tab på østfronten i kampen mod den fremrykkende røde hær, mens de tyske byer blev sønderbombet af allierede flyvere. Hitler begik selvmord i sin førerbunker, og i maj 1945 kapitulerede Tyskland. Afslutningen på Anden Verdenskrig fulgte med Japans kapitulation til USA i august samme år, kort efter at amerikanerne havde udslettet byerne Hiroshima og Nagasaki med verdenshistoriens første atombomber.

Annonce

 Koncentrationslejren Bergen-Belsen ved Celle på Lüneburger Heide blev befriet af allierede tropper i april 1945. På det tidspunkt var 35.000 fanger døde af sult, epidemier, sammenstuvning og udmattelse; den kendteste var den hollandskjødiske pige Anne Frank, hvis dagbog om Frank-familiens illegale tilværelse i Amsterdam blev udgivet efter krigen. Fotografiet viser befriede fanger, der bærer døde til massegrave. I tiden umiddelbart efter befrielsen døde endnu 13.000.

Koncentrationslejren Bergen-Belsen ved Celle på Lüneburger Heide blev befriet af allierede tropper i april 1945. På det tidspunkt var 35.000 fanger døde af sult, epidemier, sammenstuvning og udmattelse; den kendteste var den hollandskjødiske pige Anne Frank, hvis dagbog om Frank-familiens illegale tilværelse i Amsterdam blev udgivet efter krigen. Fotografiet viser befriede fanger, der bærer døde til massegrave. I tiden umiddelbart efter befrielsen døde endnu 13.000.

I april 1940 havde tyske tropper besat Danmark, og fem års besættelse fulgte. I modsætning til forholdene i de øvrige okkuperede lande blev det parlamentariske system opretholdt med dannelsen af en samlingsregering, der var under bestandigt pres fra værnemagten og lod sig tvinge til at forbyde kommunistpartiet, hvad der var i strid med grundloven, og gøre Danmark til medlem af Antikominternpagten, som var vendt mod Sovjetunionen. Den tiltagende modstand mod besættelsesmagten og samarbejdspolitikken kulminerede sommeren 1943 i en folkestrejke, som tvang regeringen til at træde tilbage 29. august samme år. Efter bruddet overtog det tyske militær regeringsmagten, mens den danske administration fortsatte med at fungere under ministeriernes departementschefer.

I september 43 overtog Danmarks Frihedsråd ledelsen af modstandsbevægelsen, støttet af den illegale presse. Fra en beskeden begyndelse var modstanden mod besættelsesmagten taget til i omfang, og illegale grupper gennemførte stadig mere omfattende aktioner, bl.a. jernbanesabotage og sprængning af virksomheder, der arbejdede for tyskerne. Sabotørerne kom fra alle dele af den danske befolkning og repræsenterede et bredt spektrum af politiske anskuelser; men særlig fremtrædende var kommunisterne (efter at Tysklands brud på ikke-angrebspagten med Sovjetunionen havde udfriet dem af en påtvungen passivitet) og nationale kredse med tilhørsforhold til etablerede borgerlige partier og til Dansk Samling, der var grundlagt i 1930'erne som et korporativt parti på den demokratiskeptiske højrefløj.

Besættelsens sidste fase blev præget af folkestrejken 1944, modstandsbevægelsens aktioner og besættelsesmagtens og dens danske håndlangeres repressalier i form af modterror („schalburgtage“), clearingmord, deportation og henrettelse af modstandsfolk. Den 4. maj 1945 kapitulerede de tyske besættelsestropper til de allierede. Medvirkende til, at Danmark trods samarbejdspolitikken frem til 43 sluttede krigen med status som allieret, var den holdning, „de frie danske“ i udlandet havde indtaget, danske frivilliges indsats i de allierede styrker og den danske modstandsbevægelse.

Besættelsestiden kom på mange måder til at ændre mellemkrigstidens kulturelle klima. I de første år blussede en nationalfølelse op, som gav sig kollektivt udtryk. Man sang fædrelandssange („alsang“) og gik „algang“; senere under besættelsen blev jazzdyrkelse og „swingpjatteri“ en mere amerikansk præget, og mere ungdommelig, protestform. Der blev indført politisk censur, varetaget af danske myndigheder, og åben kritik af besættelsesmagten var et risikabelt og næsten umuligt forehavende. Soya formulerede sin protest i allegoriens form med den lille fortælling En Gæst (1941) om ørentvisten, som en dansk familie tager ind i huset og passer og plejer, indtil den har vokset sig stor og dødsensfarlig. Ved denne lejlighed greb censuren ind, mens Poul Henningsen slap godt fra den protest, forklædt som kærlighedssang, han skrev til Kjeld Abells historiske drama Dyveke (1940). Sangen rummer de berømte linjer: „Man binder os paa Mund og Haand, men man kan ikke binde Aand“. Nogle skrev historisk fiktion med mere eller mindre indirekte formulerede hentydninger til aktuelle forhold. Men det var i de illegale blade og bøger, den kunstneriske protest lød kraftigst, bl.a. i digtsamlingen Der brænder en Ild (1944) med bidrag af en række unge forfattere.

Besættelsestidens vigtigste litterære tidsskrift var Vild Hvede, som Viggo F. Møller redigerede. Det blev et forum for den unge generation af lyrikere, bl.a. Piet Hein, Tove Ditlevsen, Halfdan Rasmussen og Morten Nielsen. Især hos Morten Nielsen, der gik ind i modstandskampen og omkom i 1944 ved en skudulykke, anslås en stemning, der for sam- og eftertiden kom til at stå som indbegrebet af tidens uvished: en intens oplevelse af kærligheden og hengivelsen til nu'et på dødens betingelser.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Søren Schou: Anden Verdenskrig i Dansk litteraturs historie, Mortensen og Schack (red.), 2006-09, Gyldendal. Hentet 16. september 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=477097