Hereticas og Dialogs kunstneriske og kritiske samtidskommentarer havde appel i intellektuelle kredse, og kredsen omkring Heretica gjorde sig desuden stærkt gældende i højskolemiljøer, hvor grundtvigianismens glade kristendom fik konkurrence fra dyster moderne eksistensteologi. Repræsentative for efterkrigstidens kulturliv i bred forstand var tidsskrifterne derimod ikke. Uanset hvor meget intellektuelle erklærede romanen død eller i hvert fald kriseramt, så var efterkrigstiden gyldne år for oversat bestseller-litteratur. Populære var også de mange danske romaner om besættelsestiden, ofte skrevet af debuterende forfattere med baggrund i modstandskampen.

Mere afgørende var det imidlertid, at hvor tidsskrifterne med forskellig begrundelse modsatte sig den amerikanske kulturindflydelse på Europa, dér blev perioden som helhed præget af en amerikanisering, som i omfang og intensitet kom til at overgå 1920'ernes. Det var en tendens, der rakte langt ud over Danmark og kunne spores i alle vesteuropæiske lande, både de befriede og de besejrede. I sin bog Ekstremernes århundrede (1994) har den engelske historiker Eric Hobsbawm – med kun en let overdrivelse – konstateret, at massekulturen fra nu af eksisterede i to versioner: en amerikaniseret – og en provinsiel. For krigstrætte og udmarvede europæere fremstod den amerikanske kultur som fremadrettet, ekspansiv og – med et begreb, der knyttedes til mange slags design – strømlinet.

Gennem medier som ugeblade, tegneserier, plader, radio og film (i 1950'erne kom fjernsynet til) mødte danskere på linje med andre vesteuropæere USA-skabte visioner af det gode liv, og det ville i en situation, som var præget af materiel knaphed og rationering på næsten alle tilværelsens områder, sige: visioner af et mere farverigt liv med velstand og ubegrænsede udfoldelsesmuligheder.

Visionerne fik en vigtig platform i populærtidsskriftet Det Bedste, en aflægger af det amerikanske Reader's Digest, der så verdenssituationen gennem rosenfarvede amerikanske briller. Det Bedste forsynede hver måned danskere med en strøm af positivt nyt fra Guds eget land og lige så mange gruopvækkende beretninger om forholdene i den kommunistiske lejr. Det seriøse tidsskrift Perspektiv, som blev støttet af CIA-midler, uden at offentligheden vidste det, formulerede mere sofistikerede pro-amerikanske og anti-sovjetiske synspunkter med adresse til et intellektuelt publikum.

Amerikaniseringen havde ikke mindst gennemslagskraft i ungdommen, der efter krigen i højere grad blev synlig som en særlig gruppe. Besættelsestidens store fødselsårgange voksede til og blev – med en amerikansk betegnelse – „teenagere“, der markerede deres utilfredshed med det etablerede samfund, men i en form, der kun sjældent var politisk, endsige partipolitisk. Utilfredsheden viste sig som generationsmarkeringer i livsstil og kulturforbrug. Teenagerne fik deres egne idoler, egne musik- og tøjmoder og egne mødesteder som jazzklubberne, der i 1950'erne bredte sig ud over landet. Her dansede eller lyttede man til traditionel jazz, som trods navnet var mere sprælsk og pågående end den sødladne refrænsang, ligeledes efter amerikansk model, der dominerede efterkrigstidens populærmusik og fik sin vigtigste platform i radioens ugentlige musikprogram Giro 413.

Ungdomskulturen kom til at skifte ham og politisk orientering flere gange gennem de følgende år, men den amerikanske kulturpåvirkning forblev massiv, fra 1950'ernes „læderjakker“ og „anderumper“, der kårede skuespillerne Marlon Brando og James Dean og rocksangeren Elvis Presley som idoler – frem til 1960'ernes hippier og ungdomsoprørere, som nok kritiserede USA politisk, men samtidig gjorde amerikansk (til en vis grad også engelsk) populærkultur og livsstil til deres egen.

Ungdomskulturens fremvækst og formodet skadelige indflydelse blev diskuteret ivrigt i pædagogiske kredse. Ud fra en forestilling om, at man bliver ligesom det, man læser eller ser, frygtede nogle, at voldelige film og „de kulørte blades“ superhelte havde en forrående indflydelse på den opvoksende generation. I pressen var ungdommen et ofte tilbagevendende debattema, og især undrede man sig over, hvorfor de unge kun i ringe omfang engagerede sig i samfundsanliggender. 1950'ernes ungdom fik tilnavnet „den tavse generation“. Men tavsheden og følgagtigheden var – som det fremhævedes af eksistentialister og socialpsykologer – ikke begrænset til ungdommen, der var tale om et langt mere omfattende problem i de moderne massesamfund.

Mange debattører kunne enes om, at den ny trussel mod demokratierne ikke (umiddelbart i hvert fald) var en totalitarisme af nazistisk tilsnit, men konformismen, hvorved man forstod: den personlighedsudslettende tendens til at følge flertallet, moden og den herskende mening. Derimod var der delte meninger om, hvad konformismens årsager var. Var den hovedskyldige den kolde krig med dens krav om, at man viste „sin egen“ side ubetinget loyalitet, hvad der resulterede i en forenklet sort-hvid-tænkning og virkelighedsopfattelse, der kun kender til venner og fjender? Det var det kulturradikale synspunkt, som fx blev formuleret i essays af samtidskritikeren Elsa Gress. Eller var problemet – som flere kulturkonservative mente – dannelsen af et velfærds- og omsorgssamfund, der tog sig af borgerne fra vugge til grav, fritog dem for ansvaret for deres eget liv og derved reducerede dem til massemennesker? Eller truede teknikkens sejrsgang med at gøre mennesket til et vedhæng til maskinen?

Uanset hvilken forklaringsmodel man valgte, blev det konforme menneske betragtet som en alvorlig trussel mod demokratiet, og som en sådan trussel blev problemet taget op i film, bøger og artikler. Ikke klassekæmperen eller partisoldaten, men den modige nonkonformist, der sætter sig ud over massens fordomme og ensomt følger samvittighedens stemme, blev en central figur i 1950'erne.

Populærkulturen satte ikke kun en strømlinet, amerikansk fremtid på dagsordenen, den havde også en bagudrettet og – med Hobsbawms ord – provinsiel side. Biograferne viste filmatiseringer af populærforfatteren Morten Korchs romaner, som i lokal popularitet endda kom til at overgå Hollywoods mest glamourøse produkter. De røde heste (1950) blev set af 2,4 millioner danskere, Mosekongen (1950) og Det gamle guld (1951) af næsten lige så mange. „Den taknemmelige sal kogte af begejstring“, skrev Politikens anmelder Harald Engberg ved premieren på De røde heste. I Morten Korch-filmene kunne en stadig mere urbaniseret befolkning genopsøge drømmen om det svindende, landlige Danmark, hvor lykken stod den kække bi, og hvor alle problemer kunne personificeres i en skurk – og overvindes med skurkens fald. Den nostalgiske Korch-bølge kulminerede samtidig med, at virkelighedens landbrug blev moderniseret og mekaniseret til uigenkendelighed, i høj grad takket være USA's storstilede økonomiske hjælpeprogram (Marshall-hjælpen) til efterkrigstidens Vesteuropa. Set i det lys kunne Korch-filmene og -romanerne, som al anden idylliserende pop, ligne virkelighedsflugt.

Massemediernes storstilede produktion af drømmebilleder, kulørte blade og musikalske døgnfluer af både amerikansk og dansk oprindelse blev mødt med voksende kritik, og en af de mest vedholdende kritikere var Poul Henningsen, som allerede i mellemkrigstiden havde været ude i beslægtet ærinde. Fra at have været en temmelig isoleret skikkelse i den første efterkrigstid, udskældt af såvel kommunister som borgerlige, fik han nu følgeskab af en ung generation af kulturradikale, der blandt andre talte litteraturforskeren Johan Fjord Jensen, dramatikeren Ernst Bruun Olsen og forfatterne Klaus Rifbjerg og Leif Panduro.

I en Politiken-kronik fra 1955 opfordrede litteraturforskeren Elias Bredsdorff den venstreorienterede ungdom til at blæse liv i traditionen fra Brandes-tiden og 1930'ernes kulturkamp og skabe „en vaagen og modig kulturradikalisme“, som bygger på respekten for mennesket, tænker i internationale perspektiver og – tilføjer Bredsdorff – „er belastet med en social samvittighed“. Denne revitalisering af den radikale tradition blev præget af en ny tids trusler mod en politisk-demokratisk kultur: Den kolde krigs skematisk forenklede venne- og fjendebillede ansporede til en unuanceret enten-eller-tænkning. Det samme gjorde underholdningsindustrien, der med sit sentimentale livssyn blokerede for eftertanken, alt imens dens bagmænd henviste til, at de blot fulgte markedets krav: Man gav folk, hvad folk ville have. Modstanderen havde ændret karakter siden 1930'erne, var blevet mindre entydig, ja netop kravet om entydighed kunne nu udlægges som hovedfjenden. Denne forskel markerede nogle af de yngre kulturradikale ved at omtale sig selv som nyradikale. Deres vigtigste forum blev tidsskriftet Vindrosen under dets anden redaktion, Villy Sørensen og Klaus Rifbjerg.

Vejviser

Værket Dansk litteraturs historie i fem bind udkom i årene 2006-2009. Teksten ovenfor er kapitlet Amerikanisering, ungdom, konformismekritik.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig