Sønderborg efter bombardementet 1864. Romanen Tine skildrer forsøget på at holde Dybbøl trods uafbrudt tysk artilleribeskydning. Tine ser soldaterne tage ud til fronten og komme sårede og udmarvede tilbage fulgt af befolkningen, der flygter nordpå: „Vogn efter Vogn sled sig endeløst op forbi Kroen. Kvinder og Børn sad paa de usikre Læs som dinglende Bylter i Regnen, søvndrukne midt under Larmen. Gamle Koner, der knap kunde gaa, stred sig frem, uden Sans, ved Siden af Vogne, snublende i de dyngvaade Dyner, som de slæbte. Børn, hvem Regnen blindede, løb mod Vogne og Træer, og skreg, mens de tumlede videre.“

.

I Stuk hører vi i et tilbageblik på Bergs barndom, at hans far faldt på Dybbøls skanser, og at han voksede op på Als i en skovridergård, hvor degnens datter Tine var moderens nærmeste veninde. Allerede mens Bang arbejdede på Stuk, skrev han til sin forlægger, at hans næste roman skulle indeholde „en Kærlighedshistorie mellem Herlufs Fader og Degnens Tine, der (…) har Kanonaden ved Dybbøl til Akkompagnement, og som viser Demoralisationen, som følger af Nederlaget“. Barndomserindringerne fra Als og moderens samvær med degnedatteren Tine, som han siden skildrede i Det hvide Hus, var blevet levende for ham. Sundts bemærkning om „Saarfeberen fra Dybbøl“, der kan virke påklistret i Stuk, var et tegn på, at hans tanker havde vendt sig mod den næste roman, Tine, som han skrev i 1889 efter hjemkomsten fra Prag.

Tine handler om tiden fra krigsudbruddet i februar 1864 til stormen på Dybbøl i april, der ændrer livet på Als. Fra et idyllisk samfund, som skildres gennem Tines erindringer, hvor alle uanset stand kender hinanden og lever i samklang med naturen, ændres det til et samfund i socialt og moralsk forfald. Efter rømningen af Dannevirke indkvarteres de sårede soldater i skovridergården, hvor snavs og normløshed breder sig. Ved handlingens begyndelse har skovrideren sendt sin hustru og sønnen Herluf bort, og i sin ensomhed vender han sit behov for ømhed mod Tine, der forsøger at skabe hjemlig hygge om ham, når han er tilbage fra fronten. I det stigende kaos af død og menneskeligt sammenbrud finder de trøst hos hinanden. Det ender med et samleje, som for ham kun handler om et øjebliks driftstilfredsstillelse. Han giver efter for sin seksuelle lyst på trods af sine dybere følelser, „midt mellem Ruinerne af sit Hjem, under sin Hustrus Billede, tilfredsstillede Berg sit pinefulde, sit nagende Begær“. For Tine er det imidlertid den store kærlighed. Da han på dødslejet kun nævner sin hustrus navn og ikke genkender hende, drukner hun sig i sorg over på enhver måde at have mistet ham.

Bogen udkom i 25-året for nederlaget og indeholder en kritik af de nationalliberales blinde fædrelandsbegejstring og naive gudstro, der førte til katastrofen. Den lokale, enarmede baron taler i højstemte vendinger til folkene i gården om krigen som „en Prøvelse, men det er en Prøvelse, som hærder Viljen: Krigen er Folkenes rensende Element“. Og provsten, der er tegnet over D.G. Monrad, som var konseilspræsident under krigen, taler om „ikke at opgive Nationens Værdighed“, efter at preusserne er rykket højt op i Jylland.

Ludvigsbakke (1896) foregår i et helt andet miljø på et københavnsk hospital, men handler ligesom Tine om kvindernes erfaringer med det patriarkalske samfunds opløsning. Hovedpersonen Ida Brandt har som Tine pietetsfølelse over for de romantisk-patriarkalske traditioner, som hun husker fra sin barndom på herregården Ludvigsbakke. Romanen handler om hendes kærlighed til Karl von Eichbaum, hvis far ejede gården, mens hun var datter af forvalteren. Nu er deres økonomiske situation byttet om. Karls familie har mistet sine penge, mens Ida har modtaget en større arv. Hun arbejder som sygeplejerske sammen med moderne kvinder, der vil stifte en fagforening og er seksuelt frigjorte, men hun elsker den karakterløse Karl, fordi han repræsenterer barndommens lykkelige tid og med sin veghed appellerer til hendes romantisk formede kvindelighed. Mens Berg var et værdigt objekt for Tines kærlighed, er Karl et aldeles degraderet vedhæng til sin mors planer for familiens genopretning. Da datteren af den smørgrosserer, som har købt Ludvigsbakke, viser ham planerne for en ny hovedbygning, som skal erstatte den gamle, lader han moderen skubbe Ida tilbage på forvalterdatterens plads for i stedet at vælge den rigere pige.

Tine fik en blandet modtagelse. Kritikken var stadig misfornøjet med den impressionistiske stil, og heller ikke skildringen af krigen faldt i god jord. Erik Skram fremhævede, at Bang ikke som han selv havde oplevet krigen på første hånd. Ligesom Bangs tidligere bøger solgte den dårligt. Han fik ingen legater, kom ikke på finansloven og fik kun sparsom anerkendelse. Forholdet til brødrene Brandes var dårligt, samarbejdet med Politiken, som han havde været en overordentlig flittig bidragyder til, ophørte i 1889. Efter en depressiv periode forsøgte han at begå selvmord og var i 1891 indlagt på Kommunehospitalet, hvor han hentede inspiration til Ludvigsbakke. Med den vendte billedet. Både kritikken og læserne tog godt imod den. Hans økonomiske situation lettede. De ældre bøger blev nu genoptrykt, og efter systemskiftet kom han på finansloven. Tine blev filmatiseret af Knud Leif Thomsen i hundredåret for nederlaget på Dybbøl, og Ludvigsbakke blev af Klaus Rifbjerg og Jonas Cornell omsat til en tv-film i to dele i 1978.

Vejviser

Værket Dansk litteraturs historie i fem bind udkom i årene 2006-2009. Teksten ovenfor er kapitlet Tab og erindring - Tine og Ludvigsbakke.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig