I Herman Bangs føljeton om Magasin du Nord fra 1880 var det især mængden af varer, kunder og ansatte, der betog ham, som et „Modbevis mod den evig gentagne Sætning om vore smaa Forhold“. Han illustrerede sit indtryk ved sprogligt at ophobe varerne: „Der er en Uendelighed af hvide Gardintøjer lige saa vel som af Bændler, Blomster i Dyngevis, Kæmpestabler af Gulvtæpper, Bjerge af Damask, Hav af Sengefjer, en Mængde Senge, Modelkjoler i Dusinvis, Pragthatte i store Kasser.“ Annonce for Magasin du Nord, 1895.

.

Efter forgæves at have løbet de københavnske dagblade på dørene lykkedes det Bang at få Jyllands-Posten til at trykke ugentlige reportager og petitjournalistik fra København. Det første af disse 'småbreve' blev trykt 5.6.1878, og den første sætning slog tonen an: „Krigsudsigterne og Verdensudstillingen have som Samtaleæmner maattet vige Pladsen for Avgusta Schou og Holtum, der uimodsigelig ere de to Poler, hvorom Samtalerne i disse Dage have drejet sig, indtil nu Attentatet paa den tyske Kejser er kommet til som det nyeste Æmne“. Ved at anlægge offentlighedens spontane interesse som målestok kan militært, økonomisk og politisk højspændte emner sidestilles med en operasangerindes fiasko i Stockholm og en cirkusartists optræden i Tivoli.

De 28 „Smaabreve fra Kjøbenhavn“ fortalte de nysgerrige provinsboere, hvad der lige nu optog sindene i hovedstaden, enten det var kongelige bryllupper, bispevielser, landliggerliv langs Strandvejen, Tivolis forlystelser, opstillingen af en buste på universitetet eller den travle julehandel. Genkommende emner var de nye bøger og især teaterlivet, premiererne, kulissesladder om teaterpersonalet, publikums reaktioner og Bangs personlige kommentarer til opsætning og repertoirevalg. Brevene slutter ofte med modeanvisninger til både damer og herrer. 7.8. hedder det: „Hvad Toiletterne angaar, da ere Perlerne allerede ikke mere saa chic som i Juni“. Nogle uger senere oplyses herrerne om, at lysebrunt er „chic“, og at „Handskerne bruges med Broderi og to Knapper. Det Sidste er aldeles nødvendigt“. Den fortrolige tone formidlede både benovelsen over storbyens glitrende facade og lysten til at afsløre de underliggende skandaler, som Bang, der selv ret nylig var kommet til København, let faldt ind i.

Vennen Vilhelm Møller havde optaget et par af hans skitser i sit tidsskrift Nutiden i Billeder og Text, og i oktober hjalp han Bang ind som litteratur- og teateranmelder på det nystartede blad Morgen-Telegrafen. En enkelt reportage her, „Under Illuminationen“, foregreb mange senere føljetoner i Nationaltidende, som fornyede dansk journalistik. Han bevæger sig ud i København for at se byens festligholdelse af et bryllup i kongehuset. Med flanørens bevægelige og afsøgende blik betragter han lyshavet og menneskemængden, som både er storbynatur og teaterkulisser. I korte sætninger blandede med opsnappede replikker og udråb fra den sammenstimlede folkemængde: „De kommer, de kommer“, og hyppige brug af det anonyme 'man' og verber i passivform, „man trænges“, „man skubbes“, gengiver han sceneriet, så læseren kan føle sig midt i det. Artiklens form, det fiktive brev, forstærker den fortrolige tone, han havde anvendt i reportagerne til Jyllands-Posten: „De beder mig, kære Frue, fortælle Dem, hvorledes Illuminationen var – glimrende.“ Han kalder genren en „Skitseret Tegning“. Den kære frue, påstår han, har hverken ønsket sig et referat af begivenheden eller en vurdering med klassificerende adjektiver. Hun har bedt om „en let Tegning, et skitseret Maleri, mit Indtryk af Festen, formet i Ord“. Det var i kort form Bangs eget æstetiske ideal, som han imidlertid også anså for „det vanskeligste af alt“ at leve op til.

En positiv og indsigtsfuld anmeldelse af Topsøes Nutidsbilleder skaffede Bang indpas på Dagbladet, hvor han fra september 1879 skrev 12 føljetoner om moderne fransk og dansk litteratur under mærket „Litterære Udflugter af en Løsgænger“. Nogle af dem blev optrykt i Realisme og Realister sammen med tre portrætter af Vilhelm Topsøe, Holger Drachmann og Sophus Schandorph, der havde stået i Ude og Hjemme under overskriften „Vor Realismes Forfattere“, og nyskrevne portrætter af J.P. Jacobsen, Karl Gjellerup og Erik Skram.

Indledningsartiklen, „Lidt om dansk Realisme“, udfoldede hans æstetiske program, der er en bekendelse til realismen uden politisk tendens. I den verserende strid mellem H.V. Kaalund og Schandorph om idealisme versus realisme tog han parti for Schandorphs realisme. Kaalund mente som romantikerne, at kunstneren skal forskønne den rå virkelighed, hvorimod Bang hævdede, at man bliver digter „ikke fordi man staar over sin Tid, men fordi man er et fuldt, levende Udtryk af den“. Den realistiske forfatter ser med videnskabsmandens blik, men han skal videregive det sete objektivt uden personlige kommentarer. Forfatteren skal ikke være en fotograf, snarere en maler. I artiklen om Topsøe skriver han, at Heibergs og Mynsters klassiske sprog ikke længere er tidssvarende. Den nye form er maleriets og musikkens:

Lad Forfatterne sammenhobe Sætninger, lad dem ødsle med Ord og lad dem udelade Verber; lad dem i susende Hast kæde Punktummer sammen og derpaa atter hvile i en rhytmisk, sagte Musik. Vi opgiver Lovene, tillader Lovløshed og forkaster mange Regler, men saa fordrer vi ogsaa til Gjengjæld, at den Frihed, vi skænker, maa blive nye Baand, der binder paa anden Maade og former paa anden Vis; at vi faar Maleri i Stedet for Linier, og Toner i Stedet for Bogstaver …

Et par år senere præciserede han i en kronik i Göteborgs Handels- och Sjöfartstidning om Zolas Storborgerliv, (1882, da. s.å.), at den nye roman hverken skal være fortællende eller analyserende, men scenisk. Han roste Zola for at være på vej til at „afhugge Analysernes Bindeled“ for kun at „tale i Optrinene selv“, hvorved romanen omformes til et drama.

Morgen-Telegrafen gik ind efter tre måneder, og Topsøes borgerlige blad kunne ikke i længden give Bangs journalistiske talent tilstrækkeligt frirum. I stedet blev han på Topsøes anbefaling fast ansat søndags-føljetonist ved Christian Ferslews Nationaltidende. Ligesom i artiklerne til Jyllands-Posten skrev han om begivenhederne i byen med vægt på teaterlivet og de nye bøger. Efterhånden forsvandt artiklernes karakter af petitjournalistik. De samlede sig om et enkelt emne, som blev grundigere behandlet og skildrede ofte socialt udsatte grupper med den medfølelse og indignation, som genfindes i det skønlitterære forfatterskab. Mellem sine besøg i modesalonen, Magasin du Nord og Tivoli opsøgte han mere ydmyge steder som Assistenshuset, børneasylet, hospitalet og lighuset. Læserne mødte lige så ofte syersker, sigøjnere og cirkusartister som det pæne borgerskab på Charlottenborgudstillingen og i det nye „National“s koncertsal. Der blev også plads til en række erindringsskitser og portrætter af forfattere og kunstnere, som han beundrede, nærede veneration for eller identificerede sig med.

Bang karakteriserede selv føljetonen som „Døgnets Memoirer“ og føljetonisten som „Nuets Ægtefælle“, der „maa bo under Tag sammen med Publikum (…) leie i Publikums Hus“, og taler om „Nuets store Bank, Kassereren sidder ved Kassen og veksler alle Stemningers flydende Kapitaler“. Som føljetonist må man leve i nuet, men det kan den enkelte skribent ikke fortsætte med. Han kommer uundgåeligt til at gentage sig selv, når han ikke længere har ungdommens friske blik på omgivelserne. Bangs næstsidste føljeton var en dramatisk skildring af Christiansborgs brand natten mellem 4. og 5. oktober 1884. Et udvalg af artiklerne blev trykt i Kritiske Studier og Udkast og Herhjemme og Derude (1881).

Vejviser

Værket Dansk litteraturs historie i fem bind udkom i årene 2006-2009. Teksten ovenfor er kapitlet Journalistikken som udvej.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig