Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Excentriske og stille eksistenser - novellerne

Oprindelig forfatter LB-J

Før afrejsen til Tyskland havde Bang udsendt Excentriske Noveller (1885), og i Wien færdiggjorde han Stille Eksistenser (1886) med undertitlen „Fire Livsbilleder“. Det ene livsbillede, „Ved Vejen“, blev hans gennembrud til et større publikum. Det udkom som selvstændig roman i 1898 og er siden ofte optrykt.

I forordet til Stille Eksistenser forklarede han, at de to novellesamlinger har en tæt indre sammenhæng. Excentriske Noveller handler om mennesker af en særlig 'kaste', der lever uden at „eje eller kende et Hjems Fodfæste i Livet“ – virtuosen og artisten, der rejser fra optræden til optræden og er fremmede, hvor de end kommer hen. De er uden interesse for deres omgivelser, men grænseløst optaget af sig selv. Deres liv drejer sig kun om de kunster, de optræder med, og „lange Regnestykker om at sikre Sukcessen“. Andre mennesker er hjælpere eller konkurrenter: „Man beregner hvert Blik og lever i evig Addition og Subtraktion.“ Deres personlighed bestemmes af deres håndværk. Det er „fælles for alle i Kasten, at Individualiteten knap er til at opdage (…) Man ser Mennesket som det komplet passive. Beskæftigelsen er det aktive“. Deres berømmelse skabes af impresarioen. Han sår det „Begejstringens Frø“, som pressens „store Vandmølle“ derefter væder med „Notitsers og Feuilletoners Skylle.“

I „Charlot Dupont“ udnyttes et „Violin-Vidunder“ af sin far og sin impresario, der sender ham verden rundt på turnéer, indtil han som voksen ikke længere kan tiltrække det store publikum. Som virtuos kan han ikke få ansættelse i et orkester, hvor dirigenten søger „Folk, der kan arbejde“. I stedet må han fortsætte turnélivet i halvsmå byer for halvtomme sale. Bang kendte virtuosernes liv fra sine egne skandinaviske turnéer. Han var selv kommet i kløerne på en tysk forretningsmand, Theodor Hermann, som beholdt hele fortjenesten fra turnéen i Sverige. Til gengæld brugte Bang ham som model for impresarioen Theodor Frantz, der også dukker op i Stuk (1887).

Annonce

En anden 'kaste' er tjenerne på de internationale hoteller. I „Franz Pander“ vækkes den fattige Franz' lyst af luksusvarerne i forretningernes udstillingsvinduer og af romanernes fantasier om overklassekvinder. For at tilfredsstille sin lyst bliver han tjener på et stort hotel, men det hårde arbejde sætter ham hverken i besiddelse af de kostbare ting eller de overlegne kvinder, det bidrager kun til at forøge de riges luksus. Hans erotiske betagelse af en af hotelgæsterne forhindrer ham i at besvare de følelser, en stuepige nærer for ham. Uden penge føler han sig som kastreret. Han går til en prostitueret for at tilfredsstille sit rent seksuelle begær, men derved blegner stråleglansen om hotellets luksusverden. Han ser nu restaurantens „halvskidne Duge“ og „kunstige Palmer“ og tager sit eget liv i hotellets vestibule som symbol på den tomhed, fascinationen af rigdom har efterladt ham i. Tjeneren repræsenterer, mere alment end virtuosen, underklassens nye liv i storbyen, hvor klasse- og kønsforskellen forbindes, idet de fattige med deres arbejdskraft skaber både de riges overflod og det drømmebillede om et lykkeligt liv, som de rige symboliserer.

„Fratelli Bedini“ handler om den tredje kaste, cirkusartisternes. De lever det samme hårde liv som virtuoserne, men flere sammen i et kollektiv, hvor to mandlige artister kan opbygge ømhed og omsorg for hinanden i køns- og klasseforskellens fravær. I Les quatre diables (1890, senere med den fordanskede titel De fire Djævle) viser Bang, hvordan kønsforskellen i et lignende artistmiljø kan få katastrofale følger.

I Stille Eksistenser handler det et ene af de fire „Livsbilleder“, „Hendes Højhed“, senere optrykt med titlen „Son Altesse“, om en fjerde kaste, fyrsterne, der ligesom artister, virtuoser og tjenere lever af at fornøje publikum. Som modvægt handler „Ved Vejen“ om almindelige mennesker, der lever et jævnt hverdagsliv i provinsen, mennesker der er centrum i deres egen verden, men som også betragtes med det moderne, excentriske blik.

Bang fortæller i forordet, at inspirationen til „Ved Vejen“ kom fra et glimt, han fik af to kvinder. Den første så han i skoletiden på Sorø station. En operatrup skulle passere byen med tog, og folk stod på perronen for at få et glimt af kunstnerne. Bang så primadonnaen kigge ud af vinduet mod vejen og skoven med et tungsindigt blik, som han nu genkender efter sit eget omflakkende kunstnerliv. Engang var han selv en del af provinslivet, som han kalder de „stillelevendes lykkelige Liv“. Samtidig spørger han sig selv, om han husker det liv som lykkeligt, „fordi det ikke mere var mit“. Den anden kvinde havde han set fra toget under en turné i stationsbygningens vindue. Mellem blomsterne „stirrede et blegt Ansigt – Hagen laa i to smalle, hvide Hænder – ud mod Toget med en Sygs store og glansfulde Øjne“. I „Ved Vejen“ forenede Bang de to indtryk. Gennem sin barndomserindring identificerede han sig med kvinden i stationsbyen og hendes længsel efter noget, provinsbyen ikke rummede, og gennem sit voksenlivs erfaringer identificerede han sig med operasangerinden og hendes længsel tilbage til barndommens menneskelige nærvær og uskyld.

Erindringen om kvinden i stationsbygningens vindue blev til Katinka Bai, hovedpersonen i „Ved Vejen“, der er gift med stationsforstanderen. Katinka lever roligt med sine sysler i hus og have. Hun har ikke fået børn, så hun har overskud af tid og penge til at tilfredsstille sine få ønsker om socialt samvær og fred til at sidde i egne tanker. Alle synes om hende, præstens datter Agnes kalder hende „den dejlige Kone“. Tilfredsheden er imidlertid bestemt af, at hun lever i en barnlig ubevidsthed om sine egne følelser. I erindringsglimt hører vi, at hun er vokset op som den yngste i en stor, livlig købstadsgård, hvor den energiske fader og de mange søskende overlod hende iagttagerens rolle. Tiden efter faderens død, da hun og moderen var alene i deres intimsfære, husker hun som sin lykkeligste. De sad på forhøjningen ved vinduet og fulgte med i hele byens liv. Hun broderede, læste romaner og gik blomstersmykket til selskab i byens bedste familier. I ægteskabet forsøger hun at fastholde sine sværmeriske ungpigedrømme, men Bai holder på sin side fast i vanerne fra løjtnantstiden. Når Katinka ikke bryder sig om hans direkte seksuelle tilnærmelser, holder han sig skadesløs ved snak med egnens andre ungkarle over pornografiske billeder og en pige i byen, der føder hans barn. Katinka synker hen i drømme om sin ungpigetid over dens relikvier – „visne Blomster, Smaabaand og Florsdikkedarer med Deviser af Guldpapirsbogstaver (…) gamle Kotillonserindringer fra Klubben og „sidste Abonnement“ i Pavillonen, naar der blev danset“. Brudesløret og den visnede myrtekrans ligger i en skuffe for sig.

 Bang var livet igennem karikaturtegnernes offer. Selv yndede han at posere foran fotografiateliernes kameraer og i anden offentlig optræden. Der ligger mange år mellem fotografiet af den ca. 40-årige cigaretrygende forfatter i en træt attitude og Sven Braschs satiriske tegning af den 53-årige foredragsholder, men kropssproget havde Brasch nemt ved at tage på kornet. Fotografiet er fra 1890'erne, karikaturen fra 1910.

Bang var livet igennem karikaturtegnernes offer. Selv yndede han at posere foran fotografiateliernes kameraer og i anden offentlig optræden. Der ligger mange år mellem fotografiet af den ca. 40-årige cigaretrygende forfatter i en træt attitude og Sven Braschs satiriske tegning af den 53-årige foredragsholder, men kropssproget havde Brasch nemt ved at tage på kornet. Fotografiet er fra 1890'erne, karikaturen fra 1910.

 Sven Braschs satiriske tegning af den 53-årige foredragsholder, Herman Bang. Karikaturen er fra 1910.

Sven Braschs satiriske tegning af den 53-årige foredragsholder, Herman Bang. Karikaturen er fra 1910.

Novellen begynder, da Katinka har været gift i ti år og er angrebet af tuberkulose. En ny forvalter, Huus, kommer til byen, og han har sans for Katinkas sarte drømmende væsen. Mellem dem vokser en længe uudtalt kærlighed frem under beskrivelsen af årets gang for byens indbyggere – det ældre præsteægtepar, der håber på et rundeligt juleoffer fra kirkegængerne, enkefru Abel, der sender sine døtre, Louise-Ældst og Ida-Yngst, på skift til en tante i København for at få dem forlovet, den fortrykte Frøken Jensen, der ikke har fagligt niveau til at holde på eleverne i sin skole, og præstedatteren Agnes, der er ulykkeligt forelsket i kapellanen. Med sin bredt malende, scenisk opbyggede og dialogbårne skildring af stationsbyens hverdagsliv skaber Bang en effektfuld kontrast til den stigende spænding mellem Huus og Katinka. Den udspiller sig også på baggrund af Agnes' sorg over sin udsigtsløse kærlighed. Hun udøser den for Katinka, som derved bliver mere opmærksom på sine egne følelser. Under en markedsudflugt med Huus, hvor de ser panoramaer over Napolibugten og hører folkelige viser om Sorrento, mens Bai stadig er optaget af at spise og kigge på kvinder, bliver de sig deres gensidige kærlighed bevidst.

Et besøg i barndommens by hos hendes bror og svigerinde viser hende, at for mange børn og for få penge også ødelægger kærligheden. Svigerinden ser hjælpeløst til, mens der hænger vasketøj til tørre overalt, måltiderne ikke bliver færdige til tiden, der er for få tallerkener på bordet, alle døre uafladeligt klaprer, og børnenes hvin lyder gennem huset, når de falder og slår sig. En veninde, som engang var byens livligste pige, må nu af pengemangel tåle nogle uvorne godsejersønner som pensionærer i sit hus. Den eneste kvindefigur med positive livsudsigter er Agnes, som rejser til København for at blive lærerinde, hvilket omsider får kapellanen til at fri. Ved Katinkas hjemkomst er Huus rejst, og hun sygner langsomt hen. De sidste afsnits detaljerede dødsscene vidner om, at portrættet af Katinka også trak på erindringer om moderen. Ellers balancerer teksten smukt mellem en humor og medfølelse, som var ny hos Bang, og som erstattede de tidligere teksters ironi og melankoli.

Kort før Stille Eksistenser udkom, blev en anden af Bangs bedste noveller, „Irene Holm“, trykt i Nordstjernen, oktober 1886. I Irene Holm forenes billedet af den afdankede artist fra de excentriske noveller og den stilfærdige lærerinde Frøken Jensen fra „Ved Vejen“. Irene Holm er uddannet på Det Kgl. Teaters balletskole, men fik ikke ansættelse. Nu rejser hun mellem de små provinsbyer og holder dansekursus for små hold. Om aftenen hækler hun for at øge sine indkomster. Det meste går til forsørgelsen af moderen og søsteren i København. I Berlingeren, som hun læser hos skolelæreren, kan hun følge med i sine tidligere balletkammeraters liv på teatret og mindes sin ungdom. Ved afdansningsballet på kroen glemmer hun et øjeblik sit kærlighedsløse liv, da hun, opfordret af skolelæreren og de oprømte bønder- og håndværksfolk, danser den solo, som konkurrenten på skolen fik foran hende, La grande Napolitaine, måske fra Bournonvilles ballet Napoli (1842). Så længe tilskuerne kan beundre hendes rappe fodarbejde, klapper de begejstret, men da hun glider over i Fenellas rolle fra Den stumme i Portici (1828), slår begejstringen over i latter. Johanne Luise Heiberg havde i 1830 brilleret med sit mimiske talent i Aubers opera, men dens tragiske dimension griber ikke det landlige publikum. „Irene Holm“ blev trykt i novellesamlingen Under Aaget (1890).

Referér til denne tekst ved at skrive:
Lise Busk-Jensen: Excentriske og stille eksistenser - novellerne i Dansk litteraturs historie, Mortensen og Schack (red.), 2006-09, Gyldendal. Hentet 23. april 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=477084