Den impressionistiske stil

Med „Ved Vejen“ havde Bang udviklet sin impressionistiske sprogkunst til mesterskab. Vennerne var noget betænkelige ved impressionismen, som var det nyeste inden for malerkunsten, men Bang skrev hjem til Peter Nansen fra Prag, at impressionisme netop var, hvad han søgte. „Jeg anstrænger mig vildt for at faa Indtrykket, hvert enkelt Indtryk klart og nøje og karakterfuldt, og saa tænker jeg aldrig paa Helheden“. Hans virkelighedsopfattelse var stadig i overensstemmelse med Zolas realisme og naturalisme, og da han ikke interesserede sig for at diskutere sociale og politiske problemstillinger, havde han især dyrket den psykologiske realisme. Han havde imidlertid ikke talent for analyse. Forsøgene i den retning med degenerationsteori og moderbinding havde skæmmet Haabløse Slægter. Desuden mente han, at det teoretiske grundlag for analyserne ikke var tilstrækkeligt udviklet.

I sin replik „Impressionisme“ til Erik Skram i Tilskueren (1890), hvor Skram havde kritiseret Bang for med sin stil ikke at give „fuld og rund Besked“, svarede Bang, at impressionisten ikke vil give den besked, fordi „han tror det er ugørligt. Impressionismen i Fortællekunsten er netop et Barn af den fuldkomne Mistillid til „den psykologiske Roman“.“ Så længe psykologien var så uudviklet, kunne den psykologiske kunst ikke hæve sig over dilettanteriet: „Impressionisten tror, at det menneskelige Følelsesliv med al dets tusendfoldige Sammensathed er et endeløst og altfor uredt Garn. Han strækker magtløs Vaaben overfor denne gaadefulde Blanding af bevidst og ubevidst.“

I stedet for at analysere ville han iagttage. Han måtte have set personer og situationer for at kunne skildre dem i sine fortællinger. „Kun den i Handlen omsatte Tanke tror Impressionisten, at hans Erkendelse magter at følge. Paa denne Handlen, den bestandig fortsatte Handlen, fæster han da sin hele Opmærksomhed, og de handlende Mennesker bliver hans Skildrings Genstand“. Målet er at gøre de handlende mennesker så levende, at læseren ser mere end det, der direkte beskrives, og det mere er personernes psykologi, som spejles i deres handlinger. Kunstneren skal kun beskrive de væsentlige handlinger, „det vil sige en Handlingsrække, hvor hver lille Handling er et Glughul ind i det skildrede Menneskes Tankeliv“. I forordet til Tine (1889) skrev han: „Jeg sér mine Personer kun i Billede efter Billede og kun i Situation efter Situation hører jeg dem tale“.

Dermed havde Bang fremlagt principperne bag den sceniske roman og samtidig fundet den form, der passede for hans særlige talent. Hans fantasi og fabulerende evne var begrænset. For at en person skulle lykkes, måtte han have iagttaget vedkommende og bevaret erindringen om iagttagelsen. Han kunne kun skildre, hvad han kendte ved selvsyn.

For så vidt muligt at fjerne fortælleren udviklede han nogle karakteristiske stilistiske træk, som alle findes i „Ved Vejen“. Han indbyggede om muligt oplysninger om personernes fortid og karakter i den sceniske beskrivelse. I indledningen forstår vi gennem beskrivelsen af Bai, at han er tidligere løjtnant ved kavaleriet: „Naar han gik saadan op og ned, stram i Tøjet, og Hænderne i begge Jakkelommerne, saa' man Lieutenanten endnu. Ogsaa paa Benene, de havde beholdt Rundingen fra Kavalleriet“. At ægteparret Bai er barnløst, understreges med et biord: „Børn fik de jo ikke“.

Et dominerende stiltræk er den dækkede direkte tale. Fortælleren overtager udtryksmåden fra den person, som beskrives. Ved et selskab hos præsten forsøger en blegnæset student at konversere en mopset møllerdatter om samtidslitteraturen, som hun kun kender i den form, hvori den ankommer, tasken fra læsekredsen: „Den lille Blegnæse véd ikke, om Frøken Helene har læst Schandorph … Frøken Helene læser „Tasken““. Den påfaldende gentagelse af navne, særlig Louise-Ældst og Ida-Yngst, er en indirekte gengivelse af moderens tale og bidrager samtidig til knytte person og karaktertræk tæt sammen:

Fru Abel er optaget af sin Ida-Yngst. Hun er saa livlig. Hun ligger næsten i Armene paa Løjtnanten (…) – Ida, min søde Pige, (min søde Pige hører det ikke), Ida-Yngst – drik et Glas med din Mamma, siger Fru Abel. – Skaal, siger Ida-Yngst … Løjtnant Nielsen, hun rækker ham sit Glas – drik med Mo'er … Enkefru Abel smiler: Aa – aa – hvad min Ida-Yngst har for Indfald .

Replikkernes sprog er i reglen strengt realistisk, hverdagsagtigt. Det gælder særlig Katinkas: „Det er snart brændt ned“, siger hun om træet juleaften. Lærerinden Frøken Jensens usikre personlighed karakteriseres gennem hendes upersonlige, svulstige ordvalg: „Og gennem Livet skal en enlig Kvinde, sagde Frøken Jensen, hvad for Snarer de end lægger for hendes Fod“. Følelsesintensiteten ligger i handlingerne. Huus sender Katinka et sjal i julegave, fordi han første gang så hende med et sjal, som ved et uheld brændte. Når det hedder, at „Katinka blev ved at staa med Sjalet“, viser det, at hun ikke kun er glad for gaven, men mærker de dybere følelser, det repræsenterer. Resten af aftenen er der små tegn på, at Katinkas ubevidste tanker er ved sjalet og Huus, symboliseret ved „en fin Summen i Telegrafens Traade“.