Herman Bang, den blændende reportagejournalist med kosmopolittens selvsikre udtryk. Fotografi fra 1880'ernes første halvdel, formentlig kort før hans første store udlandsrejse. Hans hede drømme om at skabe sig en karriere som skuespiller måtte han gradvis erkende som urealistiske. Hans psykologiske kunstopfattelse pålagde skuespilleren at „give sig selv, dvs. alle sit Livs og sin Karakters Muligheder i sin Kunst“, og han satte selv hele sin personlighed ind på sagen. Trods gymnastiske øvelser og forsøg på opfedning kunne han dog ikke kompensere sin spinkle fysik: „Stemme, Gang, Holdning, kort sagt alt det ydre, det „kropslige“ er ham i den Grad imod, at end ikke den fineste Intelligens formaar at dække over Manglerne,“ skrev Hjørring Amtstidende.

.

Herman Bang (1857-1912) debuterede i Berlingske Tidende 16.10.1877 med et mindedigt over sin farfar. Den 89-årige Oluf Lundt Bang havde været doktor i obstetrik, professor, kongehusets læge og højt dekoreret med titlen excellence. „Du var af de Faa, hvem Lykken kaared“, skrev Bang i sit digt: „Med Tak og Vemod vi gjemme dit Minde, / Dit Navn skal lyse, mens Tiderne rinde“. Efter farfaderen var det gået tilbage med slægten, og nu var patriarken borte. Herman Bangs far var maniodepressiv og måtte fra slutningen af 1860'erne flere gange indlægges på Sankt Hans Hospital, indtil han i 1875 døde sindssyg. Samme år blev Herman Bang student. I debutromanen Haabløse Slægter (1880), hvor hovedpersonen William Høgs livshistorie bygger på Herman Bangs egne oplevelser, karakteriseres slægten Høg som degenereret. Den var grundlagt af viljefaste, flittige og hjernestærke mænd, men de udviklede excentriske træk og giftede sig med letsindige, lidenskabelige og romantiske kvinder. „I den Høgske Slægt svækkedes Talentet, Kraften og Jernfliden, Excentriciteten voxede“.

Allerede farfaderen havde udviklet en mani for at skrive vers. Ved siden af en mængde lejlighedsdigte, som han udgav anonymt, og et stort epos, Eva Homo (1851), et kvindeligt sidestykke til Paludan-Müllers Adam Homo (1842-49), skrev han videnskabelige afhandlinger og en selvbiografi på vers. Han var halvbror til biskop Mynster, fætter til Henrich Steffens og Grundtvig, ven med Johanne Luise Heiberg og dybt forankret i sin ungdoms romantiske kultur. Kærligheden til guldalderlitteraturen blev videreført af Bangs forældre. Moderen læste Christian Winthers vers og Oehlenschlägers historiske dramaer for de syv børn og fortalte om deres egen berømmelige slægt, som Bang uden grund mente kunne føres tilbage til Skjalm Hvide og Absalon.

I 1871 døde først moderen af tuberkulose og senere den ældste bror af tyfus. For Herman Bang var al den sygdom og død tegn på, at slægten biologisk set var degenereret. Det samme gjaldt hans egen homoseksualitet, som han tidligt blev sig bevidst. Farfaderen havde i 1848 offentliggjort en artikel om patologisk slægtsarv, og selv havde han læst Darwin. Da han ikke kunne videreføre slægten i biologisk forstand, måtte han anstrenge sig des mere for at give den liv og storhed i sin kunst. „Noget stort vilde han være – maatte han være, det var nødvendigt for Slægten“, tænker William Høg.

Herman tilbragte sin barndom i Asserballe på Als, hvor faderen var præst, indtil han i 1863 overtog det større kald i Horsens. Efter moderens død søgte han et mindre krævende embede i Tersløse nær Sorø, hvor de to sønner blev optaget på akademiet. Da hjemmet ved faderens død blev opløst, flyttede Herman ind nær farfaderen i Amaliegade i København. Det var meningen, at han skulle studere jura eller statskundskab for at blive diplomat, men han ville hellere være skuespiller.

I gymnasietiden spillede han gerne skolekomedie og havde også en rolle, da Ludvig Phister, den foregående generations betydeligste Holbergskuespiller, gæstede Sorø Akademi med nogle scener fra Jeppe paa Bierget. Hans optræden imponerede Phister, der tilbød at læse med ham.

Efter ankomsten til hovedstaden forsømte Bang imidlertid både universitetsstudierne og øvelserne hos Phister. I stedet nød han den fornemme selskabelighed i farfaderens hus og delte ellers sin tid mellem Studenterforeningen, teatrene og lystlæsning i den nyere franske litteratur. Indtil sin død forsynede farfaderen ham rundhåndet med penge. I det indledende kapitel til erindringsbogen Ti Aar (1891), „Hvordan jeg blev Forfatter“, fortæller Bang om det skel i hans liv, som farfaderens død medførte:

Begravelsen kom, og jeg stod der i den høje flortilhyllede Kirke, hvor den thorvaldsenske Sørgemarsch lød – den, der følger alle, som bar store Navne – og jeg trykkede i Haanden Kongehus' Repræsentanter, Prinsers, Prinsessers, Universitetets Repræsentanter, Repræsentanter for Hospitaler, for Selskaber, for Foreninger, Bud fra alle de hundrede Virkefelter, som det Liv havde omspændt, der nu var forbi. Og jeg fulgte efter Ligvognen i det lange Tog og Familiebegravelsen derude lukkede sig over den gamle, og jeg vendte hjem – som det intet, jeg var.

Han var på bar bund i enhver henseende. Den sum penge, han arvede, var hurtigt brugt, og den guldalderkultur, familien havde hæget om, var udlevet. Hans forældre havde pietetsfuldt dyrket bedsteforældrenes idealer og romantikkens hovedskikkelser, men det havde forhindret dem i at udvikle tidssvarende ideer, som den næste generation kunne bygge videre på. „Vi ere Børn af et dødt Punkt“, skriver William Høg i sine dagbogsoptegnelser. Samtidig satte han sin personlige slægtshistorie ind i nationens større historie. „Slapheden i Slægten understøttedes nu tilmed af visse Ejendommeligheder i Tiden“, hedder det i Haabløse Slægter. William Høgs far tilhører den midtergeneration, der hvilede sig, tilfreds med de store værker, fædrene havde frembragt, den samme generation som i 1840'erne kastede sig ud i det politiske fantasteri, der endte med krigen 1864. „Alt var Ideer den Gang, Fædrelandet, Friheden, Forfatning, alt, og netop derfor tumlede man saa let med det altsammen, Ideer holdte over Virkeligheden ere stumpe Vaaben, Børn kunne lege med“.

Bangs familie havde oplevet de tyske troppers indtog i Horsens efter danskernes nederlag på Dybbøls skanser i 1864. Sorgen over fædrelandets ulykke var blevet forstærket af hans et-årige brors død i de samme dage. Hans egen slægts degeneration kom til at repræsentere hele landets nedtur, og Als det for evigt tabte barndomsland.

Vejviser

Værket Dansk litteraturs historie i fem bind udkom i årene 2006-2009. Teksten ovenfor er kapitlet Storbyen, det moderne livs scene - Herman Bang.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig