Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Soldyrkeren - Sophus Michaëlis

Oprindelig forfatter Wivel

I Sophus Michaëlis' (1865-1932) forfatterskab krydses symbolismens dekadence og vitalisme med et resultat, der i de bedste momenter er elektrificerende.

Det initierende billede i Sophus Michaëlis' forfatterskab er solen, der som kosmisk energi fortættes i kvindens skikkelse. Solen er altings ophav i hans værk, og det jeg, der optræder i hans værker, frelses og favnes af solens kvindelige gestalt, der hvælver sig over teksterne som et forsyn. Solen er på en gang legemligt inkarneret i kvindens frodige natur og ulegemligt opløst som en nimbus af æterisk lys omkring hende. Det er i hendes strålekrans, hans digtning bliver til og illumineres.

 Sophus Michaëlis med sin hustru Karin. Begge var forfattere og opnåede betydelig europæisk berømmelse i samtiden med deres romaner. De var gift i perioden 1895-1911.

Sophus Michaëlis med sin hustru Karin. Begge var forfattere og opnåede betydelig europæisk berømmelse i samtiden med deres romaner. De var gift i perioden 1895-1911.

I modsætning til de tre kernebrødre i tårnkredsen, Jørgensen, Stuckenberg og Claussen, var Michaëlis filologisk og humanistisk uddannet. Han blev i 1891 cand.mag. i fransk, tysk og latin. Han forestod oversættelser af Gustave Flaubert og Goethe og tidsikonerne Nietzsche og Baudelaire og lod sit sprog og sin tænkning farve af deres. Han læste Théophile Gautier og blev inspireret af den franske kritikers radikale bud på en ny æstetik, løskøbt fra materialitet og ideologi: l'art pour l'art. I lighed med Gautier udviklede Michaëlis' skønhedsdyrkelse sig til en fejring af det sanseligt prægnante, følesansen, elskovssansen og ikke mindst øjenlysten. Med fetichistisk nydelse dyrker han kvindens bryster, skød, ankler, fødder og sko og aflæser hendes nøgne krop i forlængelse af skabelsesunderet og solens livgivende varme. Men ligesom i Gautiers egen kritik og lyrik – og siden i Baudelaires og Huysmans' – fører også Michaëlis' visuelle tilgang til verden ham ind i et tværæstetisk arbejde, hvor han virker som både skønlitterær forfatter og kritiker af litteratur og billedkunst. Sophus Michaëlis bliver en af de betydeligste kunstkritikere omkring år 1900, et arbejde, der også kvalificerer ham til hvervet som redaktør af tidsskriftet Kunst 1900-06. I forlængelse heraf bliver han forfatter til en mindre monografi om billedhuggeren J. A. Jerichau (1906), og i 1918 til en suite digte om de mest kendte malerier af Vilhelm Hammershøi, der danner indledning til hans og Alfred Bramsens store monografi om kunstneren. Digte, der i sprog og symbolik har dannet skole for opfattelsen af Hammershøi lige siden.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Henrik Wivel: Soldyrkeren - Sophus Michaëlis i Dansk litteraturs historie, Mortensen og Schack (red.), 2006-09, Gyldendal. Hentet 18. september 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=476894