Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Ungdomsromaner

Oprindelig forfatter Wivel

I de seks romaner Foraarssagn (1888), En Fremmed (1890), Sommer (1892), Livets Træ (1893), Hjemvee (1894), Den yderste Dag (1897) har rækken af skiftende hovedpersoner – Jens, Anders, Oluf, Aage, Glob, Niels – forskellige navne, men fælles identitet. Romanernes prototype er provinsstudenten, der kommer til den store by, splittes og går død. Han balancerer mellem fristelse og fald, foragt og selvforagt, febril nervøsitet og hjemlængsel, død og mulig frelse. Han er enten studerende, forfatterspire, journalistisk freelancer eller blot boheme, asfaltier, der danderer igennem fin de siècle-tidens gader og københavnske interiører. Som den begavede, åndeligt forfinede, men fysisk og psykisk hypersensitive mand bærer han dekadencens kendetegn og spekulative væsen. Han er et ekko i dansk litteratur af Baudelaires flanør, Huysmans' æstetiker, Turgenjevs svage mand, Strindbergs nerveadel og en videreudvikling af J.P. Jacobsens drømmende og søgende fremmede i en gudløs verden. Hans karakter er vigende, androgyn og tvetydig, på en gang aristokratisk selvhævdende og socialt underlegen, ulykkelig og bitter, og med erotiske længsler fæstet i de tidligste erfaringer, knyttet til hjemmet og pubertetens uskyldige berøringer.

Storbyen, han ankommer til, beskrives i En Fremmed som en (social-)-darwinistisk jungle, hvor Anders bevæger sig „gennem Gadernes Mylr saa alene som en Mand i mørke Skove“. Anders selv ser sig i darwinistiske termer som et genfødt urmenneske, en nomade, ja, en ligefrem mongolid „Tilbagefaldsform“, der ser „Livet fra sin Hjærnes lave Jordhytte, gennem sine dumpe Følelsers matte Tarmrude“. Det naturalistiske udgangspunkt i beskrivelsen lejres i romanernes udviklingsrække gradvist over af omfattende symbolske strukturer, hvor forfatteren synes at bevæge sig på hjernens inderside i drømmende, erindrende og hallucinerende sjælebilleder. Det er i disse billeddannelser, forløsningens potentiale ligger i romanernes samlede korpus.

 Dronning Louises Bro i København i 1890'erne med Ferdinand Meldahls parisisk inspirerede arkitektur i baggrunden. Broen blev opført over søerne i 1887-88 med moderne gasblus – bemærk lygtetænderen – og førte fra centrum (fjernest i billedet) til Nørrebros lejekaserner. I ungdomsromanerne En Fremmed (1890) og Livets Træ (1893) skildrer Johannes Jørgensen et København på gadeplan mellem fristelse og fald, sult, fornedrelse og socialdarwinistisk overlevelse blandt masserne.

Dronning Louises Bro i København i 1890'erne med Ferdinand Meldahls parisisk inspirerede arkitektur i baggrunden. Broen blev opført over søerne i 1887-88 med moderne gasblus – bemærk lygtetænderen – og førte fra centrum (fjernest i billedet) til Nørrebros lejekaserner. I ungdomsromanerne En Fremmed (1890) og Livets Træ (1893) skildrer Johannes Jørgensen et København på gadeplan mellem fristelse og fald, sult, fornedrelse og socialdarwinistisk overlevelse blandt masserne.

Romanernes hovedpersoner søger lindring for deres moderne spleen i en flerhed af muligheder:

Annonce

For det første igennem studier og intellektuelle samtaler, i Sommer og Livets Træ knyttet til den europæiske romantiks litterære arv, Goethe, Novalis, Heine og Shelley, som hovedpersonen diskuterer med henholdsvis Albert – formet over Jørgensens tårnkammerat Sophus Claussen – og Niels Graff – formet over vennen Viggo Stuckenberg.

For det andet gennem en hengivelse til naturen, der i storbyens øjeblikkelighed kontrasteres af stjernernes kosmiske evighed, og som i lykkelige mellemspil opsøges under lange vandringer ud af byen i Livets Træ eller ved rejser tilbage til barndommens land i Hjemvee. Romanerne rummer en række af disse fine naturbeskrivelser, der med et detaljeret kendskab til fauna, jord, hav og himmel kendetegner Jørgensens forfatterskab som helhed. Få i dansk litteratur har skrevet smukkere om naturen end han, og i ungdomsromanernes korrespondancer kædes natur og sjæl på en gang forløsende og besættende sammen. Som i denne mikroskoperende skildring af natsommerfuglens flugt gennem de modne markers svagt raslende toppe i Livets Træ: „Det var Lyd af det første visnende Løv – Lyd af Cellers Sammenfald og safttomme Kars Bristen og af Blade, der krympede sig i Døden. Det var al denne Lyd, samlet i én svag Rislen – som af en Aa, langt ude mellem fjærne Marker.

Og smerteligt snæred denne fine Lyd sig ned i Aages Sjæl …“

Det moderne nervelivs atomare vibrationer fortætter sig i Aage og vækker hans „forlængsel“ i en synæstetisk overgang mellem sansning og erindring. Ved lyden husker Aage og ønsker sig tilbage til barndommens åbne muligheder, før desillusionen i den store by satte ind.

 Aubrey Beardsleys illustration til Oscar Wildes skuespil Salome fra 1893. Såvel Beardsley som Wilde inspirerede epokens dekadente danske billedkunst og litteratur med kvinden som hetære og hævner, der forlanger mandens bloddryppende hoved på et fad.

Aubrey Beardsleys illustration til Oscar Wildes skuespil Salome fra 1893. Såvel Beardsley som Wilde inspirerede epokens dekadente danske billedkunst og litteratur med kvinden som hetære og hævner, der forlanger mandens bloddryppende hoved på et fad.

For det tredje kan manden søge glemsel i rusen, i Livets Træ bliver Aage en dansk variant af Huysmans' figur Des Esseintes, der fetichistisk hensynker i en nydende omgang med mærkevare-etiketterne på arsenalet af flasker med porter, likører, genever, champagner og dunkle bourgogner, der kan klinge ud i tre liturgiske slag i de mytiske initialer D.O.M.

For det fjerde og vigtigste søger romanernes skiftende hovedpersoner lindring hos kvinden, der imidlertid spalter sig for deres blik, når de ser hende i caféernes kunstige lys eller under gasblussene i boulevardernes erotiske halvverden. Kvinden i Jørgensens ungdomsromaner er svigefuld og lastefuld, en demimonde, kokotte og fristerinde, der trækker manden ned fra tårntilværelsens åndelige sysler og ideale længsler. Den frigørende og transcenderende kraft, kvinden besidder, når manden hengiver sig til hende, fører ikke til himlen, men til helvede.

Kvinden som syndens onde blomst får sit dekadente mestersymbol i Livets Træ. Med en betændt visuel fantasi hentet fra den europæiske symbolismes syfilitiske maleri af Gustave Moreau, Felicien Rops, Gustave Mossa, Odilon Redon eller Aubrey Beardsley, skildres hun i romanens allegoriske ramme som livets træ, der fanger manden ind og suger kraften ud af hans væsen:

Livets Træ kaldes det. Og Sagnene siger, at dets Stamme er skinnende hvid som Marmor og har Form som en Kvindes Legem … Som Marmorstøtte spejler Træet sig i Sumpenes sorte Vand.

Dets Grene er bløde og graa, og de bevæger sig uafbrudt. Som slimede Fangarme kredser de langsomt gennem Luften om Træet. Og i Steden for Knopper og Kviste bærer Træets Grene mægtige Sugevorter og Bundter af lange Nældetraade.

Men Træets Blomster er blændende hvide og brændende røde – hvide som Kvinders Barme og røde som Kvinders Munde. Og langt ud gennem den dunkle Skov lyser Blomsterne paa Livets Træ.

Men den, som en Gang har drukken de hvide Blomsters bedøvende Duft og kysset de røde Blomsters blodige Bæger, han slipper aldrig mere bort fra Livets Træ. Thi de bløde, graa Grene sænker sig langsomt og samler sig om hans Legem – og medens han beruset aander Kvindeblomsternes Vellugt, lammer Grenenes Nældetraade hans Vilje, og Sugevorterne tømmer Saften af hans Muskler, og tættere og tættere knuges han i den forfærdelige Omfavnelse, der først slipper for at sænke hans udsugede Lig i de stille, sorte Sumpe – langt borte fra den lyse Eng, hvor de blaa Popler peger mod Himlen …

Mændene i Jørgensens ungdomsromaner vælger forskellige strategier over for den kvindelige dæmoni. Jens i Foraarssagn forsager til ulykke for ham selv og den elskede, Oluf i Sommer hengiver sig en enkelt gang og forbandes af kødets ækelhed, Aage i Livets Træ leger som Søren Kierkegaards æstetiker og forfører uforpligtende med sit og andres begær, før hans resigneret giver efter for sin drift og fanges ind af kokotten Dagmar, der ødelægger hans digteriske inspiration. Først i den gennemført allegoriske og prærafaelitisk inspirerede Hjemvee lykkes et forhold mellem mand og kvinde, da Glob og Anna karakteristisk søger ud af den depraverede storby, tilbage til barndommens provins og ned i deres fælles erindring fra før syndefaldet. Her kan de sammen genoplive deres pubertetsforelskelse og give sig hen i den natur, der har omkranset deres barndom. Romanen er skrevet på grænsen til Jørgensens religiøse omvendelse og vidner om en tilnærmelse til en renset sansnings- og erkendelsesform i uskyldens tegn.

Som en epilog over ungdomsromanernes nihilistiske skyggespil på bunden af den store by lader Jørgensen i Den yderste Dag forfatteren Niels Graff ligge for døden. I Livets Træ vælger han kone og barn fra, opgiver sin kristne ægtepagt for i stedet at hellige sig sit forfatterskab. Men hans radikale frigørelse bliver hans fald. Agnes dør efter bruddet, og nu ligger han selv syg til døden. På sit yderste hører han den katolske dødshymne „Dies irae, dies illa“ og ser i et syn sin afdøde hustru komme til sig fra det hinsides. Han hævder, at han har været „sig selv tro“ under sin faustiske pagt med inspirationen. Men da Agnes åbenbarer sig, erkender han sit selviske svigt over for hustru, barn og moder, og hans gamle hårde, onde Jeg brister, og en „ny, ukendt Aand bryder frem“. Niels Graff kan bede om tilgivelse og får absolution „overgivet til det hvide Lyses smerteligt lutrende Magt.“

Referér til denne tekst ved at skrive:
Henrik Wivel: Ungdomsromaner i Dansk litteraturs historie, Mortensen og Schack (red.), 2006-09, Gyldendal. Hentet 22. maj 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=476875