Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Omvendelsens psykologi - Mit Livs Legende

Oprindelig forfatter Wivel

Rent biografisk var Johannes Jørgensens konversion inspireret af hans åndelige mentor, maleren Mogens Ballin, der hørte til broderskabet af profetiske europæiske malere, Les Nabis, med Paul Serusier og Jan Verkade som sine nærmeste. I redaktionen af Taarnet kom Jørgensen tæt på både Verkade og Ballin, og deres religiøse omvendelse – Verkade i 1891, Ballin i 1893 – blev afgørende faktorer i hans åndelige udvikling. Ballin inviterede Jørgensen til Assisi og den lille bjerglandsby i Umbrien, La Rocca, i foråret 1894, og deres fælles virke i Italien bliver en slags indvielse i den katolske trosform for Jørgensen, der giver ham modet til at tage det endelige skridt i 1896.

I tårnkredsen opfattes hans omvendelse som et forræderi. Tårnkammeraten Sophus Claussen møder Jørgensen i 1894 i Rapallo, og begge har beskrevet mødet, Jørgensen i Mit Livs Legendes tredje bog, Claussen i sin italienske rejsebog Valfart (1896), hvor han stillet over for vennens katolske tro præcist skriver: „Jeg hadede, at han vilde tro paa mere, end han kunde tro.“ Ingeborg og Viggo Stuckenberg reagerer ligeledes i 1894 med markante breve, som Jørgensen trykker i livslegendens tredje bind. Ingeborgs indsigelse lyder: „Hvorfor har du nu andre Guder for én: Dig selv?“ Og Viggo skriver: „Mit Liv er min egen Skabelse: Gud er i mig“. Parrets immanente, dogmefrie gudstro eller ligefremme ateisme følges af Viggo Stuckenbergs ord om det menneskelige, men frem for alt kunstnerisk betænkelige i at tro på noget uden for sig selv: „At søge Hvilen udenfor sig selv, tror jeg er et Bedrag … Hvil i dig selv, i dit Væsens Fylde, som Solen hviler i sit eget Lys“.

 Johannes Jørgensens rejsebog Beuron er fra det religiøse omvendelsesår 1896 og navnet på det kloster, hvor katolikken Jan Verkade levede og malede som munk. Jørgensen besøgte ham i sommeren 1894, og bogens omslag er inspireret af stedets fresker og kristne ikonografi, blandet med epokens skønvirkeornamentik.

Johannes Jørgensens rejsebog Beuron er fra det religiøse omvendelsesår 1896 og navnet på det kloster, hvor katolikken Jan Verkade levede og malede som munk. Jørgensen besøgte ham i sommeren 1894, og bogens omslag er inspireret af stedets fresker og kristne ikonografi, blandet med epokens skønvirkeornamentik.

At Jørgensen aldrig kom til at hvile i sig selv og havde svært ved at tro på mere, end han kunne tro, vidner produktionen fra de modne år om. De essayistiske bekendelsesskrifter er præget af uforsonlige opgør med repræsentanterne for hans tidligere livs anskuelser og dekadente positioner: Brandes-kredsen og naturalismens førere i Livsløgn og Livssandhed (1896) og de liberales dæmonisering af Indre Mission i Helvedfjender (1898). I montagen, halvt roman, halvt essay, Vor Frue af Danmark (1900), gentager han forvandlingsforløbet hos to skikkelser, en radikal forfatter og en protestantisk præst, der bringes frem til nye positioner igennem konverteringen: den første grundlægger et kloster, inspireret af det prærafaelittiske middelaldersværmeri, hvor den moderne frihed afløses af troens nødvendighed, den anden en arbejderkoloni, inspireret af tidens „socialkatolicisme“ under den såkaldte arbejderpave, Leo 13. Men det mest intense opgør fører Jørgensen med sig selv i essaysamlingen Omvendelse (1899) og det lille, smukke skabelsesteologiske skrift Min Livsanskuelse (1913). Det er i sidstnævnte, han spørger, om ikke al forargelses hemmelighed er „Frihedstrang forklædt som Sandhedsvilje“.

Annonce

Jørgensens egen forargelse og selvvalgte eksil, hvor gamle venskaber undsiges, får ham til at se på sin egen selviskhed i en anfægtet undersøgelse af omvendelsens psykologi. I Omvendelse bruger han identifikationsdigteren Huysmans' konvertering som et spejl. Troede ikke Huysmans, at han var religiøst bevæget, mens han blot er grebet af gudstjenestens skønhed, og forvekslede denne nye apostel ikke i sine bekendelsesromaner religionen med æstetikken? Jørgensens alter ego i Livets Træ blev af Ingeborg Stuckenbergs alter ego anklaget for at lege uforpligtende med sit begær. Legede han nu ikke selv uforpligtende med kulturens modereligion? I Omvendelse svarer han med en henvisning til Schopenhauers Die Welt als Wille und Vorstellung (Verden som vilje og forestilling), hvor Schopenhauer lovpriser den, der kan fornægte „viljen til livet“ og overvinde verden ved i stedet at påkalde sig forsagelse, lidelse og fornægtelse i et opgør med den selviske egoisme hinsides godt og ondt. Den, der allerede er død fra verden, kan ikke frygte døden.

Det er denne omvendelsens psykologi og fænomenologi på grundlag af erfaringen, Johannes Jørgensen forsøger at beskrive og udvikle i dansk litteraturs største og mest hensynsløse bekendelsesskrift, Mit Livs Legende, der består af de syv bøger: Den røde Stjærne (1916), Taarnet (1916), Vælskland (1917), Det usyrede Brød (1918), Ved den skønne Tempeldør (1918), Guds Kværn (1919) og Over de valske Mile (1928). Værket er baseret på Jørgensens over 800 minutiøst førte dagbøger, som der flittigt citeres fra, og som giver værket en dokumentarisk og autentisk kvalitet. Ud over at være et enestående vidnesbyrd om kulturlivet omkring 1900 med et rigt europæisk persongalleri er værket tillige en selvbiografi, der beskriver Jørgensen, fra han som 16-årig ankommer til København, til han i 1915 lader sig skille fra sin første kone, Amalie Ewald, for at gå i katolsk eksil i Assisi i Italien. Men frem for alt er værket et bekendelsesskrift, der ikke lader Augustins og Rousseaus noget efter i nådesløs selvudlevering, og tillige et forsøg på en udviklings- og dannelsesroman i traditionen fra Goethes Wilhelm Meister. Læseren bringes på lære- og vandreår og indvies i en forvandling, der har til formål at bringe hovedpersonen i harmoni med hans dybeste tilskyndelser.

I fortalen til Mit Livs Legende citerer Jørgensen fra Goethes Dichtung und Wahrheit, at man kun kan sige sandheden ved at digte, og fra Scho penhauers Die Welt als Wille und Vorstellung, at livet bringer en nøjagtig derhen, hvor man dybest set ønsker at komme. Det er værkets kunstneriske force, at det vedvarende sætter spørgsmålstegn ved denne skæbnebestemte sandhed. Jørgensen fastholder igennem alle syv bind sin identitet som anima anceps, den tvedelte sjæl, der ikke kan skabe en hel identitet ud af sit spaltede væsen. Således er værkets grundanskuelse modernistisk, og hovedpersonens konvertering til katolicismen i 1896 en ekstrem anfægtelse, der har sin baggrund i hans rodfæstede forestilling om kunstnerisk frihed. Skuffelsen er enorm, da Jørgensen i fjerde bog i Jesu Hjerte Kirke på Vesterbro i København modtager den hellige absolution og optages i den romersk-katolske kirke. Desillusionen bagefter rammer ham som en hammer, han pines af skam over sin egen mangel på andagt og tro, hans manglende følelse, ja, grebethed af underet – som altså ikke indfinder sig. Han er som Huysmans' omvendte skikkelse fra bekendelsesromanerne, Durtal, en æstetiker. Han har ikke fundet perlen – Guds fred og sjælens vished om frelse. Han er fortsat den skønhedsdyrkende dekadente og den åndsaristokratiske boheme, der under den katolske andagt lægger to små lommetørklæder under sine knæ for ikke at få snavs på sit elegante rejsetøj. Han er drevet af en uhyre forfængelighed og egenrådig selviskhed og er af samme grund i besværgende opposition til alt og alle, der sår tvivl om oprigtigheden i hans livsprojekt.

Omvendelsen er en viljesakt med uoverskuelige konsekvenser. Jørgensen forsøger at begrunde den i selvudleverende ydmygelser: Han må tage den katolske tro på sig og gøre sig interessant, fordi han ikke er så stor en kritiker som Georg Brandes eller så stor en lyriker som Viggo Stuckenberg eller Sophus Claussen. Den dissekerende mikroskopi, som den unge Jørgensen lagde for dagen i sin dekadence-digtning, præger også den konverterede Jørgensens hjerneblomster, da han fredløs under kainsmærket lægger det katolske Europa ind under sit revir og gør sig til tigger af verden, åndeligt og pekuniært.

I det syvende og sidste bind taler hans moralske mentor Mogens Ballin ved deres sidste møde dunder til den katolske, litterære og journalistiske fribytter, der må arbejde for at genoprette sit medtagne og skandaliserede litterære navn. Det skal ske ved den uselviske og fuldkomne forsagelse, hvor han aflægger sig sit åndsaristokrati og underlægger sig den egentlige kristne adel af Davids slægt. Bogens show down er et forfærdende uudtalt brud med den kvinde og hustru, han aldrig har magtet at elske – til fordel for den katolske moderkirke. Men Johannes Jørgensen er også her som overalt i det mægtige værk underlagt selviagttagelsens ånd, der ikke levner ham fred og ikke gør det muligt for ham at forbinde sig med en verden, der er større end ham selv. Hans synspunkt er fortsat bundet til den modernistiske centrallyrik og de splittelseserfaringer, der truer med at flå hans livs legende fra hinanden. Gang på gang mener han sig i værket genfødt, uden at det bliver til andet end sig selv. Mit Livs Legende er et dannelsesmæssigt illusionsnummer af forfærdende radikalitet.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Henrik Wivel: Omvendelsens psykologi - Mit Livs Legende i Dansk litteraturs historie, Mortensen og Schack (red.), 2006-09, Gyldendal. Hentet 7. december 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=476877