Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Den lyriske bekendelse

Oprindelig forfatter Wivel

Et tilsvarende forløb kan følges i Johannes Jørgensens poesi, der løber som et lyrisk akkompagnement til romanerne. Også her afløses frigørelse af frelse, og også her lejres et mørkt dæmonisk billede af kvinden over med et lyst serafisk – luderen overblændes af madonnaen.

Digtsamlingerne Vers (1887), Stemninger (1892), Bekendelse (1894) og Digte (1898) viser en poet, der gradvist forklares og lutres, da et nyt lys bryder igennem melankoliens flakkende skyggeverden og nådesløse udlændighed.

I Jørgensens tidlige digte er der som hos Swinburne en flagellantisk pinefuld bevidsthed på færde, der i digt efter digt gennemløber identiske kriser i deskriptioner af rodløshed, angst og kønslig opløsning. Naturen er den gennemgribende metafor. Som en trøst hvælver himlen sig over digterjeget med en romantisk klarhed, der vidner om Jørgensens faible for B.S. Ingemann, som han gang på gang henviser til i sine erindringer. Himlens stjerner er også for Jørgensen de opstandne sjæle, der skaber et himmelsk forsyn som kontrast til den jordiske „Gengangerverden, der mylrer med høstdræbte Lig“, som det hedder i „Faust til Foraaret“ fra Vers. Digter-jeget er underlagt en faustisk, djævelsk forbandelse af sin skæbne, der nok befordrer drømmenes vækst, men ikke forløser dem. Endnu har den afklarede kosmiske harmoni, der præger Jørgensens senere digtning, ikke indfundet sig. „Den fosterkrumme Maanekim slaar Lyn / af Dalsø-Spejlets Flint“, lyder det ekspressivt i „Tusmørke“ fra Vers, hvor spændingerne mellem digter-jeg og verden, jord og kosmos slår gnister, og hvor digter-jeget ender på dissektionsbordet i „Døden“ og med mikroskoperende nerve får blotlagt den poetiske anatomi: „paa Rygmarvens hvidgraa Stængel skælver / min Hjærneblomsts tankefostrende Blade“.

Annonce

 I tidens stil går digtning og billedkunst op i en højere enhed i udgaven af Johannes Jørgensens Stemninger fra 1892, der er gennemillustreret af Viggo Pedersen, her digtet „Sang fra Skoven“. Jørgensens digtsamling var i lighed med forbilledet, Charles Baudelaires Syndens blomster, en blanding af rimede digte og urimede prosalyriske tekster – 14 år før Johannes V. Jensens Digte (1906).

I tidens stil går digtning og billedkunst op i en højere enhed i udgaven af Johannes Jørgensens Stemninger fra 1892, der er gennemillustreret af Viggo Pedersen, her digtet „Sang fra Skoven“. Jørgensens digtsamling var i lighed med forbilledet, Charles Baudelaires Syndens blomster, en blanding af rimede digte og urimede prosalyriske tekster – 14 år før Johannes V. Jensens Digte (1906).

I Stemninger blander Jørgensen – et tiår før Johannes V. Jensen med Digte (1906) – rimede og prosalyriske tekster efter forbillede i Baudelaires Les Fleurs du mal. Digtsamlingen, der i tidens tværæstetiske ånd er gennemillustreret med skønvirkeslyngede motiver af Viggo Pedersen, rummer et typisk dekadent digter-jeg, der „vilje-løs veg“ drages mod sine „Minders giftigt-blomstrende Have“ i „Solbrand“. Her er selve blomstermetaforen helt inde under huden på Baudelaire, ligesom det drivende, fremmedgjorte digterjeg i „Ahasverus“ glemmer sig bort i rusen og dens bitre efterbyrd, der „som en gylden Vinrest dvæler i en bleggrøn Rømers Bund“. Den poetiske metafor: at se livet spejlet i en vinrest i bunden af et rømerglas er typisk dekadent. Jørgensens manifest fra Taarnet, hvor digteren som Shelley skal se verden igennem en kirkerude, venter endnu forude. Det spirituøse forvandles først til det spirituelle i Bekendelse, det centrale værk, hvor digteren i „Døden“ befinder sig på „Tærsklen til det store Ubekendte“.

Digtsamlingen falder i tre dele. Den første er viet dekadencens udsvævelser og dæmoniserede baudelaireske kvindebillede, hvor hun som en „giftblaa“ høstblomst suger livet ud af manden i en „Lugt af Lig og Muld og Løv og Raadd“ i „De tre Kvinder“. Kvinden er slangen, hvis øjne brænder som helvedes luer, og hvis begær kræver „Mand efter Mand“ i „Afrodites Pandemos“, knyttet til storbyens underverden.

Med dedikationer til sin ungdoms helte Baudelaire og Mallarmé går Jørgensen i en form for afsked op i sit tårnværelse, højt hævet over byens dyb. I digtsamlingens anden del glider digter-jeget i erindringen tilbage til barndommens og ungdommens land, kærligt erindret som en hjemkomst til naturen, sommeren og den lyse stjernenat, hvor han anråber Gud om en krystallisation i en paradisisk form. I „Havet“ formes den som en hensmelten i glemslens hav:

For Jordens onde Slægt min Sjæl sig gemmer.
Saa lad den smelte hen i Dig, o Hav!
Og lad Dit Legem favne mine Lemmer,
Som Myggen favnes af et evigt Rav.

Naturen, havet og himlen forløser digterjegets længsel og træder i den dæmoniske kvindes sted, og i digtsamlingens tredje del vikler digterens sjæl sig ud af synden og ind i frelsen, legemliggjort som „Naadens Dronning“, den katolske Madonna, i afslutningsdigtet „Confiteor“:

Naadens Dronning, giv mig Styrke!
Før mig mildt med milde Hænder!
Fri min Sjæl af Dødens Mørke!
Jeg bekender, jeg bekender…

 Ludvig Finds tre vignetter til tidskriftet Taarnet. Taarnet blev en slags Gesamtkunstwerk, hvor flere genrer blandedes til et hele. Centralt stod digtning, filosofi og billedkunst. Andre unge billedkunstnere, der bidrog, var J.F. Willumsen, Svend Hammershøi og Mogens Ballin.

Ludvig Finds tre vignetter til tidskriftet Taarnet. Taarnet blev en slags Gesamtkunstwerk, hvor flere genrer blandedes til et hele. Centralt stod digtning, filosofi og billedkunst. Andre unge billedkunstnere, der bidrog, var J.F. Willumsen, Svend Hammershøi og Mogens Ballin.

Det katolske krystallisationspunkt nås igennem en række digte, der indskrives i naturens forårsevangelium og formes over en katolsk messes række af bønner. Aksedigtet i samlingen er titeldigtet „Bekendelse“, hvor Jørgensen benytter versemålet terziner – den trelinjede jambiske strofe, hvor første og tredje linje rimer, og strofens andenlinje rimes i næste strofes sidste linje. Versemålet blev brugt i Chr. K.F. Molbechs oversættelse af Dantes Den guddommelige Komedie, hvis dannelses- og omvendelsesforløb gennem Helvede, Skærsild til Paradis Jørgensen hermed identificerer sig med. Fra den lokkende syndige, elskovssyge halvverden, hvor musikken synæstetisk glider i et med legemets brændende krav, forvandles og renses digterjeget, så sjælen kan løftes mod evigheden:

Hvor skal, o Evighed, fra Dig vi rømme?
I Dyrets Puls Dit store Hjærte banker;
Du higer gennem gyldne Plantedrømme

mod Sol og Luft og rene, lyse Tanker.
Og hvor min Sjæl sig end i Verden vender,
og hvor mit Legem gennem Natten vanker,

o Evighed! jeg er i Dine Hænder!

I en vitalistisk forvandlingsproces renses legemet, og sjælen står solforklaret op og indskrives i en fremtid i troens og den helsebringende naturs tegn. I digtet „Vælskland“, trykt i Digte 1894-1898, er digteren profetisk i Carlyles, Nietzsches og Willumsens ånd steget fra tårnet helt op i bjergene, som renser og køler hans krop og sjæl. Han bliver det skuende pandemenneske, højt hævet over dalenes „Menneskedværge“. Heroppe kan han modtage troen på det evige liv. Men det er karakteristisk, at digterjeget endog i frelsen beskriver sig selv om en anima anceps – en tvedelt sjæl:

Der er to Stemmer, som stadigt strider.
Der er to Lys, hvoraf intet vil slukkes.
Der er Begær, som i Liv vil dukkes,
og Længsel at lide med Gud, som lider.

Jørgensen er livet igennem denne tvedelte sjæl, der – som han skriver i identifikationsdigtet til konvertitten Paul Verlaine – sover sin „Kunstnerrus ud paa Vor Frues Kirketrappe“ og dermed bliver fremmed for dele af sig selv. Det samme blev Jørgensen ved sin omvendelse og bekendelse til katolicismen. I de følgende tiårs digtsamlinger kan Jørgensen med sit eminente sprognemme og sin elegante ciselerede formsans skrive renfærdigt afklarede digte til Madonna i naturen – den hellige kvinde, der klarer og forløser hans panteistiske naturlængsel og føjer sit milde åsyn ind i naturens vækst- og værensformer i vidunderlige digte som „Solskinssalme“, „Maria i Naturen“ og „Mariavisen“ fra Blomster og Frugter (1907) og „Martsviol“ og „Vor Søster i Sne“ fra Digte i Danmark (1943).

Referér til denne tekst ved at skrive:
Henrik Wivel: Den lyriske bekendelse i Dansk litteraturs historie, Mortensen og Schack (red.), 2006-09, Gyldendal. Hentet 19. april 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=476876