Hyrden og bonden

Aakjær skaber således en mytologi i sin lyriske digtning. En mytologi, der omfatter kraftens vitale hyldest til livets væsen, men som også bruger natur og tradition som medier for at skildre den utopiske drøm om at skabe rum og udfoldelse for kroppens begær efter liv, der fx karakteriserer det populære digt „Ole sad paa en Knold og sang“ om en hyrdedrengs udlængsel og hjemlængsel i Derude fra Kjærene:

Lyngen sused, og Skyen gled,Udflugtslængsler i Hjærtet sved.Heden stænged, og Mindet spandt;Moders Øjne dog stærkest bandt.

Rugens Sange rummer først og fremmest skildringer af bondens erfarings- og livsverden, men på trods af dette er samlingen tilegnet hyrden. Aakjær har forsynet sit værk med et motto fra Amos' Bog i Det Gamle Testamente: „Jeg er ikke en Profet og ikke en Profets Søn, men jeg er en Hyrde og en Mand, som sanker vilde Morbær“. Amos var en hyrde fra Tekoa i Judæa, der levede i det 8. århundrede før Kristus, og som regnes for at være den ældste af de israelittiske skriftprofeter, og han langer stærkt ud efter selvgodheden blandt præster og blandt dem, som er velbjergede og tror sig hævet over andre. Så her kunne Aakjær nok føle sig blandt ligemænd!

Aakjær vælger et stykke om en nomadehyrde fra Bibelen, som han fra barnsben var fortrolig med, i stedet for et stykke om en agerdyrker. For der lurer altid en konflikt mellem hyrden og bonden, der også nogle steder hos Aakjær får skikkelser af Kain og Abel. Mens bonden er forankret på og fæstnet til sin lod jord og dens evne til at lade gro, så udnytter hyrden naturens „vilde Morbær“, og hvor bonden vogter sine agres grænser, der har hyrden friheden til at passere grænser i landskabet og til at bevæge sig med sin hjord i hedens store alrum.

I det store, kulturhistoriske perspektiv er der derfor en modsætning mellem nomadens og den fastboende agerdyrkers syn på og brug af landskabet. I sin egen barndom havde Jeppe Aakjær såmænd også mærket konflikten ret kontant, for hvis – eller når – han faldt i søvn som vogterdreng, så øvede kreaturerne selvtægt i rugen, og det blev afregnet i øretævers form til hjorddrengen. Omvendt har det netop været som hyrdedreng, at han oplevede en frihed, som ellers ikke var en fattig bondeknold beskåret.

Det bemærkelsesværdige er da, at digteren, som vil besynge sin barndom, principielt altid er placeret i en rolle, som snarere er den vandrende hyrdes end den boende agerdyrkers. For at være digter må man have et indblik i stedet og i hjemstavnen, som er større eller dybere end den dagligdags erfaring. Men denne indsigt er skabt af afstanden og – paradoksalt nok – tabet af stedet.