Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Vitalisme og religiøsitet

Oprindelig forfatter JNF

Jeppe Aakjær levede og skrev i en tid, hvor mange ideologier og bevægelser sloges indædt om at tage patent på folkesjælen, og han kendte de fleste indgående, men han savnede i dem forståelsen for den natur- og menneskeopfattelse, hans egen opvækst i landalmuen havde givet ham. Han var fortrolig med den danske salmetradition, med Bibelen og kristenkulturen, men i sin ungdom mødte han så mange repræsentanter for en gammeldags og stivnakket vanekristendom, en fordømmende mission og hvad han beskrev som en flæbende, rørstrømsk udgave af grundtvigianismen, at han nok digtede på billeder fra den kristne arv, men i øvrigt vendte kristendommen ryggen. I lighed med åndsfællen Johannes V. Jensen og en række af tidens toneangivende kunstnere og intellektuelle i øvrigt blev han overbevist ateist og darwinist.

Aakjær er som en række af tidens kunstnere og videnskabsmænd klart påvirket af vitalismen, som rummer forestillingen om 'selve livets væsen', der ofte hos samtidens kunstnere skildres gennem solen, sollyset og lysets brydninger i ekspressive farver. Når Aakjær eksempelvis kalder et digt for „Sundt Blod“, er det i pagt med samtidens hyldest til livskraften:

Se, Duggen driver fra Norden
hen over det bøjede Korn,
mens Solen stiger af Jorden
imellem Oxernes Horn!

Jeg ser over tindrende Marker
og langt mod den blaanende Fjord,
jeg stirrer mod sejlende Arker,
men finder ej tolkende Ord.

 „Vi vil have Tyendeloven afskaffet!“ Demonstrationstoget i 1909 af Samvirkende danske Tjenestepigers Forening, her foreviget foran Københavns Hovedbanegård, skildrer sider af samtidens politiske kultur. Tyendeloven blev vedtaget af Rigsdagen i 1854 med den begrundelse, at tyendet skulle have en vis beskyttelse, men den viste sig snart at give bønder, herskab og herremænd råderet over de tjenendes arbejdskraft. Skudsmålsbogen var således et frygtet våben, for var man først stemplet for „at rende af pladsen“ i den, var det næppe muligt siden at blive fæstet. Tyendeloven blev i 1921 afløst af Medhjælperloven.

„Vi vil have Tyendeloven afskaffet!“ Demonstrationstoget i 1909 af Samvirkende danske Tjenestepigers Forening, her foreviget foran Københavns Hovedbanegård, skildrer sider af samtidens politiske kultur. Tyendeloven blev vedtaget af Rigsdagen i 1854 med den begrundelse, at tyendet skulle have en vis beskyttelse, men den viste sig snart at give bønder, herskab og herremænd råderet over de tjenendes arbejdskraft. Skudsmålsbogen var således et frygtet våben, for var man først stemplet for „at rende af pladsen“ i den, var det næppe muligt siden at blive fæstet. Tyendeloven blev i 1921 afløst af Medhjælperloven.

Mange af vitalismens kendetegn er til stede i digtet, der er tilrettelagt som en hyldest til det frie, ubundne liv som hyrde, der modsat den fastlåste bonde kan bevæge sig frit under det store himmelhvælv, og digtets jeg er ikke bare frit, men i pagt med kraften, kroppens og naturens energistrømme, ligesom „Solen stiger af Jorden imellem Oxernes Horn“ i et potent billede, som forener solens, jordens og tyrens kræfter. Når hyrden „slænger Skalmejen for Munden“, så er dens lyd som selve livets lyd, der forenes med det livgivende vands kildevæld og de brunstige bukkes frydefulde brægen. Det er et gevaldigt billede, Aakjær her skaber, som dels er kraftfyldt og storladent, dels betoner livets kræfter i det uendeligt små, når hjertet skælver, „blot Duggen dynker et Straa.“

Annonce

Livet strømmer i de Aakjær'ske billeder. Det gælder også i farve-ekspressive 'fotografier' som i denne passage i digtet „Rugen lægges“ i Rugens Sange:

Langs ad Agrens fede Ryg de hvide, fyldte Sække
glimter som en Perlerad imod den sorte Grund;
hvidere end dem og alt er denne Maagerække,
som slaar ned med Skrig og Skræp i Furens vaade Bund.
Øget nikker, Harven gaar i Maagers hvide Vrimmel,
Muldens Aande stiger tungt om Faders Sædeløb,
Haglen slæber lavt sit Vaad henover Vestens Himmel;
dog den Mand, der saar sin Rug, gi'r ej for Vejret Kjøb.

 „Hvidere end dem og alt er denne Maagerække, som slaar ned med Skrig og Skræp i Furens vaade Bund,“ skriver Jeppe Aakjær i Rugens Sange. Fritz Syberg skildrer her samme scenario i Pløjemanden og Maagerne (1920-28). Et hestespand bestod af én mand og to heste, der udgjorde et lille, men centralt arbejdsfællesskab, der betjente jordens frugtbarhed under den store, åbne himmelbue.

„Hvidere end dem og alt er denne Maagerække, som slaar ned med Skrig og Skræp i Furens vaade Bund,“ skriver Jeppe Aakjær i Rugens Sange. Fritz Syberg skildrer her samme scenario i Pløjemanden og Maagerne (1920-28). Et hestespand bestod af én mand og to heste, der udgjorde et lille, men centralt arbejdsfællesskab, der betjente jordens frugtbarhed under den store, åbne himmelbue.

Det er en øjets sansefryd, der spiller fra sækkenes til mågernes hvidhed, og det syn, at harven går i den hvide mågevrimmel. Det kender de fleste, som en efterårsdag har set en mark blive behandlet til muldsort pløjemark. Arbejdet og naturens former er konkrete, stoflige, når de folder sig ud, men har samtidig højere mening, for mulden damper og ånder i længsel efter frugtsommelighed mod sædemanden, der slynger sin sæd mod jordens dybe furer. Denne sædemand sår ikke bare korn, men nedfælder et håb i Moder Jord og i livets store kredsløb.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Johannes Nørregaard Frandsen: Vitalisme og religiøsitet i Dansk litteraturs historie, Mortensen og Schack (red.), 2006-09, Gyldendal. Hentet 9. december 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=477003