Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Vadmelsfolk og andre fortællinger

Oprindelig forfatter JNF

Jeppe Aakjær skrev desuden en række korte fortællinger, som oftest skildrer de mennesketyper, der beboede det øverste Vestjylland og Salling i 1800-tallets sidste halvdel. Disse skildringer findes i Vadmelsfolk (1900), Fjandboer (1901) og Hvor Bønder bor (1908); også den morsomme gendigtning af bibelhistorie på jysk bør nævnes, som ikke mindst er en hilsen til gamle Johannes Villadsen, nemlig Af gammel Jehannes hans Bivelskistaarri. En bette Bog om stur' Folk (1911).

Aakjærs noveller eller korte fortællinger er ofte fokuserede skildringer af hændelser i almue- og bondelivet, som får afgørende betydning for de involverede, eller er skæbneskildringer, der belyser folketro og forestillinger i den almue, som Aakjær kendte så godt. Eller de er skildringer af den konflikt mellem tradition og opbrud, som Aakjær kendte endnu bedre. Det gælder en fortælling som „Sidsels Brudelys“, der udkom første gang i Hvor Bønder bor.

Fortællingen indledes med en beskrivelse af lysestøbningen på en gård, og Bodil Mari' fører an i dette traditionelle og rituelle arbejde, der skulle sikre årets forbrug af tællelys. Datteren Sidsel arbejder med, og alt synes at foregå i en harmonisk rytme: „Smørkjærnen var trillet frem og stod med sine tre blanke Staalgjord midt paa Lergulvet og dampede ud af det sydende Gab. Den var i Øjeblikket Axen, hvorom alting drejede“. Indtil Bodil Mari' imidlertid spørger til Sidsels kæreste, Jakob, som hun nærmest per tradition har hævd på. Bodil Mari' må jo have at vide, om der skal støbes brudelys til brug inden for det næste år, men spørgsmålet får tårerne til at bryde frem hos Sidsel med „de tunge Skjørter og det ølglattede Haar og de mange bredho'dede Smedesøm i Træskobederne“.

Annonce

 „Kom mi bitte Kipkal!“ Børn på landet skulle arbejde og blev på den måde tidligt inddraget i et voksenliv. Her skal køerne kobles og trækkes på græs. Sådan var vilkårene for køer og børn på landet omkring 1900.

„Kom mi bitte Kipkal!“ Børn på landet skulle arbejde og blev på den måde tidligt inddraget i et voksenliv. Her skal køerne kobles og trækkes på græs. Sådan var vilkårene for køer og børn på landet omkring 1900.

En anden pige, Stine Nørgaard, ferm, køn, letbenet, har tiltrukket Jakob, og den konkurrence kan traditionsbundne Sidsel ikke hamle op med. Hun er bundet af sit almuepræg, mens Stine kan flirte og sætte sider af sin seksualitet til skue. Brylluppet kommer desværre for Sidsel til at stå mellem Jakob og Stine, og Sidsel tænder de brudelys, der havde været tiltænkt hendes bryllup: „Dødninguhrets Dværgehammer slog fjernt men taktfast i det gamle Bjælkeværk; Musene raslede i Maltkjærnerne over hendes Hoved. Stilheden fyldte Mellemrummene med sin dyssende Konkyliesyden“.

Således munder fortællingen om almuepigen Sidsel ud i et billede af tung sorg og varsling af død, for dødningeuret var det folkelige navn for den svage og mystiske banken, der kan høres i træværket, når borebillen søger mage ved at frembringe en rytmisk lyd, som folketroen forestillede sig varslede død. Sidsels liv har tabt sin mening på det sociale plan, hendes kærlighedsliv og håb til fremtiden er blokeret og løbet over ende af en udfordring, hun ikke er udrustet til at tage op. Hun efterlades af fortælleren i en stum attitude, tungt sovende og stivnet mellem de nedbrændte brudelys, der symboliserer hendes udslukte drift og mulighed for kærlighed.

 En vaskedag på landet omkring 1910 krævede knofedt og kræfter, men skabte også kvindefællesskab.

En vaskedag på landet omkring 1910 krævede knofedt og kræfter, men skabte også kvindefællesskab.

Denne scene er sigende for Aakjærs dobbelttydige forhold til den kultur og de mennesker, han skildrer. Han ville så gerne give Sidsel, hvad der er hendes, men den moderne virkelighed tilhører ikke længere Sidsels type, hvilket Aakjær reflekterer således i fortællingen: „Sidsel var af den særegne Art af Almuekvinder, hvis Skjæbne er bestemt saa at sige ved den første Mand, de møder. (…) Sidsel var i et og alt en Hjemfødning. Gaardens Skjel var i meget ogsaa hendes Aands Skjel“.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Johannes Nørregaard Frandsen: Vadmelsfolk og andre fortællinger i Dansk litteraturs historie, Mortensen og Schack (red.), 2006-09, Gyldendal. Hentet 22. marts 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=477001