Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Ungkarl Jeppe Jensen i Fly

Oprindelig forfatter JNF

Jeppe Jensen, som han oprindeligt hed – eller på vestjysk: Jepp' Jensen – blev født og voksede op på en gård i Aakjær i Fly sogn ved Karup Å syd for Skive. Gården omfattede med sine længer af lerklinede mure og langhalmstækning på taget blandt andet møddingen, der lå midt på gårdspladsen, og dele af stuehusgulvet bestod af stampet ler. Sådan så et traditionelt jysk landbrug ud på de tider, ligesom arbejdsformerne afspejlede almuens livsbetingelser gennem århundreder. Der må have været lysår fra et miljø som dette til København, hvor industrierne buldrede om kap med Tivolis forlystelser, Georg Brandes forelæste om det moderne gennembrud, Socialdemokratiet med folk som Louis Pio og siden Peter Sabroe fornyede det politiske liv, og hvor Viggo Hørup og Henrik Cavling fornyede journalistikkens former. Den lange afstand eller forskel lærte Aakjær at udnytte på kunstnerisk vis.

Landsbyen Aakjær bestod af nogle få gårde, et par huse og en skole, men stedet var stort nok til at rumme adskillige originaler, herunder ikke mindst Johannes Villadsen eller 'Gammel Jehannes', som havde drukket sig fra sin gård, men som kunne fortælle skrøner, historier og gamle sagn, som den lille Jeppe slugte. Jeppe Aakjærs forældre, Kathrine og Jens Peder, havde i øvrigt haft den ulykke at miste deres formue, da Jens Peder købte sig fri fra soldatertjeneste i 1864. Uheldigt for Jens Peder sluttede krigen, før han nogensinde kunne være kommet i uniform, men pengene var væk. I øvrigt var Jens Peder en mand, der var optaget af de nye ting, som begyndte at ske i landbruget og samfundet, men havde blot ingen penge til at realisere det, mens Kathrine var en kvinde, der var dybt forankret i kristendommen. Hun kunne synge og recitere af den danske salmebog, så Kingo og Brorson blev levendegjort for børnene, ligesom hun sang viser og fortalte opbyggelige historier.

I 1879 fik Jeppe en lærer, der satte nye pejlemærker. Niels Jacobsen var inspireret af Christen Kold og Grundtvigs pædagogiske ideer, og han så Jeppe som en begavet knægt, der skulle have sin boglige sult stillet. Ved Jacobsens hjælp fik Jeppe lejlighed til at læse Blicher, H.C. Andersen, Ingemann samt geografi og fædrelandshistorie. Siden kom Jeppe på Staby Højskole. Den 17-årige Jeppe Jensen læste en dag i Højskolebladet, at en mand ved navn Evald Tang Kristensen søgte meddelere, der kunne indsamle gamle sagn og folkelige fortællinger, og de første tre beretninger, Jeppe indsendte, blev trykt i Tang Kristensens tidsskrift Skattegraveren i 1884. Under indlæggene stod: „Meddelt af ungkarl Jeppe Jensen i Fly“.

Annonce

Jeppe blev en flittig bidragyder til Tang Kristensens indsamlingsarbejde, ligesom de blev nære venner, men Jeppe måtte foreløbig videre i livet og drog – trods stor betænkelighed fra hjemmet – til København, hvor han var indskrevet på Blaagaard Seminarium fra og med efteråret 1884. Seminariet var ikke hans vigtigste erfaring; det var derimod det glødende, levende København, hvor modstanden mod konsejlspræsident Estrups egenrådige ledelse af landet ved hjælp af provisoriske love kaldte på folkelig modstand, ligesom arbejderklassen var på vej frem med sine ultimative krav om bedre forhold. Alt dette åndede den unge Jeppe Aakjær ind, men mere afgørende var det, at han fik lejlighed til at høre Georg Brandes forelæse. Brandes' opgør med traditioner og argumenter for en ny, befriende oplysning og videnskabelig tænkning tændte Jeppe.

Jeppe vendte efter to år tilbage til Fly sogn, og den verden var nu blevet smertelig lille og trang for ham, skønt der også her på egnen dukkede oplysningsbevægelser og foregangsmænd op. Jeppe fik en tjans som foredragsholder, der for få skillinger drog rundt med foredrag dels om afholdssagen, dels om mere radikale emner som sædelighed og Bjørnstjerne Bjørnsons brud med kristendommen. Det var ved sådanne foredragsaftener, den unge Jeppe fik øje på en 19-årig skønhed, nemlig Marie, der var datter af storbonden Per Sørensen fra gården Bregendahl. I 1893 blev de to, Marie Bregendahl og Jeppe Aakjær, gift og flyttede sammen i Nørregade i København, hvor de i en tid levede af Maries pensionatsvirksomhed, mens Jeppe Aakjær forberedte sig til studentereksamen. Desværre var forholdet lykkeligst, så længe de længtes på afstand i adskillige breve, mens det aldrig kom til at fungere i det virkelige forhold, og de blev endelig skilt i 1900 efter flere års slidsom separation. I 1907 flyttede Jeppe Aakjær til Jylland, hvor han giftede sig med billedskæreren Nanna Krog og flyttede ind på gården Jenle i Salling nord for Skive.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Johannes Nørregaard Frandsen: Ungkarl Jeppe Jensen i Fly i Dansk litteraturs historie, Mortensen og Schack (red.), 2006-09, Gyldendal. Hentet 20. april 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=476998