Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Rugens Sange

Oprindelig forfatter JNF

I forordet til 8. udgave af Rugens Sange beretter Aakjær om tilblivelsen af digtsamlingen:

I Sommeren 1905 kom jeg hjem fra Kjøbenhavn med Planen til „Rugens Sange“. Jeg var saa glad ved Tanken; saa sikker paa min Evne. Jeg gik hver Solskinsdag ud over Agrene mod Jebjærg Mose og lyttede til Vippernes melodiske Ringlen i Storrugen paa Laust Østergaards Mark. Det gjærede i mit Indre indtil Sprængning, men det vilde ingen Form ta. Grædende af Skuffelse og Afmagt gik jeg hver Aften til min Seng. – Jeg forsøgte at skifte Opholdssted og drog til Vesterhavet.

Han måtte drage tilbage til pensionatet i København „som en fattig, slagen Mand“, men ideen slap ham ikke. Kort efter nytåret tog han til den jyske hjemegn igen og slog sig ned hos sine venner, læge Sigurd Rambusch og hans kone i Sjørup. Det var det ene af de steder, han som regel boede, når han var hjemme på egnen. Det andet sted var hos Esper Andersen i Jebjerg, og en betragtelig del af Aakjærs produktion fra disse år er blevet til på disse lokaliteter.

Og da brød isen. Der gik hul på den tilfrosne, poetiske krop, og sproget blev til i en trampende skabelse af rytmerne:

Annonce

Og nu digtede hele Serien sig som af sig selv. Der var Dage, hvor jeg skrev indtil tre Digte i Døgnet. Det er de lykkeligste Timer jeg har levet. (…)

Det var i Februar Maaned og megen Sne var der paa Jorden. Jeg stod hver Morgen op med Solen og gik en lang Tur ud ad de ensomme Korsveje, der ender i den vilde Alhede. Naar jeg kom hjem, var Rytmen bleven til; jeg stamped den op af den frostklingre Grus, der under Vintersolens tunge Straaler lignede gyldent Rav.

Naar jeg kom tilbage bag min lille Gavlrude kunde jeg med Lethed fylde Formen med skjøn Høststemning.

Det er både konkret og billedlig talt versefødder, der vandrer ud til kanten af civilisationen, og som passerer grænsen mellem agerland og alhede. Gennem metriske fodslag blev Rugens Sange til. Aakjærs rytme-og rimskemaer er traditionelle, ofte inspireret af folkevisen eller salmetraditionen. Han arbejder med en lang række af rytmiske udtryk, bogstavrim, enderim, krydsrim i forskellige former, men også gentagelser og omkvæd, som han kan variere i det uendelige og med stor effekt. Derfor er mange af digtene så sangbare.

En helt særlig musikalitet opstår, når Aakjær formspænder det jyske talesprog i et versemål som i „Tag-fat-Visen“ fra den tidligere samling Derude fra Kjærene (1899):

--- Kom mi bitte Kipkal,
kom mi bitte Kwi!
Hosbond han er hwipgal
no ved Awtensti'.

Digtet skildrer en dagligdags situation med underspillet dramatik. Hjorddrengen – hyrdedrengen – går og småsnakker med den kviekalv, som har revet sig løs fra tøjret eller smøget sig fri af tøjregrimen. Hvis han ikke får fat i den hurtigt, så må han forvente, der vanker fra den hidsige (hwipgal) husbond. Panikken, afmagten, vreden ligger lige under overfladen og bobler hos drengen, mens han betror sig til og søger en lidelsesfælle i dyret med dets lådne ører.

Sceneriet bæres af en regelmæssig, sindig, nærmest upåfaldende rytme, som er med til at etablere og udfolde det mentale rum. Selve pointen med og meningen i stroferne er ikke at skildre (eksotisk) jysk folklore; pointen er snarere formen selv. Formen er meningen, rytmen er en væsentlig del af meddelelsen, et forsvar for den jyske kropsligheds seje rytme og gangart, som er det bærende i digtet.

Digtet „Sundt Blod“ fra Rugens Sange rummer også en helhed af metrisk musikalitet og hyldest til naturen og tilværelsen:

Jeg bærer med Smil min Byrde,
jeg drager med Sang mit Læs;
jeg er som den vilde Hyrde,
der gjenner sit Kvæg paa Græs.

Det er et af de digte, som opstod på de frostklingre februarveje ved Sjørup, og man drages som læser ind i digtets eufori, som kalder en fornemmelse af jævnt, behageligt trav frem. Samtidig runder og lukker strofen sig blødt om sig selv blandt andet i kraft af de krydsede enderim.

Det er kroppens ressourcer, den indre natur, der lå båndlagt i spændinger og usikkerhed, som Jeppe Aakjær nu forstår i sig selv som dét formløse felt af utallige muligheder, han har kæmpet for at sætte fri ved at give det en form: „jeg stirrer paa sejlende Arker, / men finder ej tolkende Ord!“, og som han nu kan lade træde i karakter:

Jeg slænger Skalmejen for Munden;
jeg trækker saa lang dens Lyd,
at Kilderne klukker i Lunden,
og Bukkene bræger af Fryd!

– Hvor kan I dog gruble og græde,
saa længe Guds Himmel er blaa!
Mit Hjærte skjælver af Glæde,
blot Duggen dynker et Straa.

Og når først kroppens fryd og sansekraft er sat fri, når den har fundet sine rytmer og sin melodi, så genskabes i det poetiske billede livsfølelsen som et landskab, der på den ene side er et klassisk romantisk, arkadisk hyrdetableau, hvor „Kilderne klukker“ og „Bukkene bræger“, men på den anden side rummer en præcis og konkret sanset oplevelse fra naturen, som når „Duggen dynker et Straa.“

Referér til denne tekst ved at skrive:
Johannes Nørregaard Frandsen: Rugens Sange i Dansk litteraturs historie, Mortensen og Schack (red.), 2006-09, Gyldendal. Hentet 17. august 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=477002