Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Rugens sanger - Jeppe Aakjær

Oprindelig forfatter JNF

Jeppe Aakjær (1866-1930) skrev i alle genrer, men det var i lyrikken, han ramte toner og skabte billeder, der rummer noget på én gang universelt og stedbundet. Hans hyldest til de skabende kræfter i naturen er overdådig, som i 3. strofe af digtet „Aften“ fra Hedevandringer (1915), hvor den enlige humlebi skaber bevægelse og lyd i alhedens uendeligt store, ellers tavse rum, mens solskiven glider og derved – med et mere moderne udtryk – 'fader' lyd og billede:

Tavshed over Hedesti;
og langs Veje krumme
en forsinket Humlebi
ene høres brumme.
Stille, Hjærte, Sol gaar ned.

Den grundlæggende drivkraft i Aakjærs forfatterskab er imidlertid ikke blot at ville være naturlyriker, men et begær efter at skildre den rytme og det samspil, han insisterede på eksisterer mellem menneskets sociale kår, arbejdet, naturen og landskabet. Hans blik for uretfærdighed mod og undertrykkelse af de svage er lige så udviklet som hans evne til at male naturens følsomme filigran. Aakjær brugte store dele af sit liv på at komme ud af den almue, han kendte fra barnsben, for han var tændt og opflammet af oplysningens og det modernes idealer, men samtidig forstod han, at der i det gamle bonde- og almueliv lå en viden og erfaring om balance, rytme og helhed, som det moderne liv savnede. Jeppe Aakjær kan derfor skrive agitatoriske romaner om blodig uret og samtidig indfølende poesi, og der er ingen voldsom modsætning, for hans utopi er at give traditionen liv på den ny verdens præmisser. Derfor er en række af de væsentligste skildringer i Aakjærs digtning knyttet til erindringen, som ofte skaber grundlaget for utopiske billeder.

 Jeppe Aakjær (tv.) og Thøger Larsen blev venner for livstid. Her poserer de to lyrikere for en fotograf, der i 1907 besøgte det nybyggede Jenle.

Jeppe Aakjær (tv.) og Thøger Larsen blev venner for livstid. Her poserer de to lyrikere for en fotograf, der i 1907 besøgte det nybyggede Jenle.

Aakjærs digtning er skabt i og af en tid, hvor landbrugsdriften moderniseres stærkt gennem andelsvirksomhed og øget kapitalisering, og hvor byerne samtidig voksede med stærk industrialisering. Det var således en tid, hvor udnyttelsen af naturressourcerne begyndte at støde alvorligt mod egne grænser. I Aakjærs univers er denne konflikt mellem udnyttelse og bevarelse, mellem dyrkning og fredning af natur-og landskabsressourcer mærkbart til stede.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Johannes Nørregaard Frandsen: Rugens sanger - Jeppe Aakjær i Dansk litteraturs historie, Mortensen og Schack (red.), 2006-09, Gyldendal. Hentet 13. december 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=476996