Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Ordmaleren

Oprindelig forfatter LB-J

Jacobsen havde fået afleveret sin universitetsafhandling, han var debuteret som forfatter, og hans første Darwinoversættelse var udkommet. Han planlagde at skrive en naturvidenskabelig doktordisputats, var i gang med den næste Darwinoversættelse og havde mange ideer til nye fortællinger. I marts 1873 skrev han til Edv. Brandes, at han hver dag sad på Det Kongelige Bibliotek og læste gamle dokumenter og breve om „Mord, Hor, Kapitelstakst, Skjørlevnet, Torvepriser, Havevæsen, Kjøbenhavns Belejring, Skilsmisse-Processer, Barnedaab, Godsregistre, Stamtavler og Ligprædikener“. Det skulle blive til „en vidunderlig Roman der skal hedde: „Fru Maria Grubbe. Interieur fra det 17de Aarhundrede““. Han var dog også træt af det meget arbejde og følte sig ikke rigtig i overensstemmelse med vennerne fra Litteraturselskabet: „Din Broder Georg og jeg gik og drev om i Aftes efter Forelæsningen og talte om dansk Poesi. Gud bevares hvor vi er lidt enige“, skrev han i samme brev til Edvard. Han havde ingen „produktiv Indignation (…) ingen Lyst til Nydelse,“ følte sig som „en Hanrej uden Kone, alle Mænds Hanrej, deres Hanrej som leve, som lide, som vove og som handle“. I maj kunne han dog læse de to første kapitler op for Georg Brandes og hans mor.

Herefter tog han på sin første udlandsrejse. Turen gik over Berlin og Dresden til Prag, Wien, Venezia og Firenze. Her fik han en blodstyrtning, hvorefter han hurtigst muligt rejste hjem til Thisted. Lægen konstaterede, at han var hårdt angrebet af lungetuberkulose. Han opgav nu den videnskabelige karriere og samlede sig om digtningen. Nyt dansk Maanedsskrift gik ind i 1874. I stedet udgav Vilh. Møller Flyvende Blade, hvor han i juli 1874 optog „Arabesk til en Haandtegning af Michel Angelo“, der blev Jacobsens debut som lyriker.

Digtet indledes ligesom hans første arabesk med et spørgsmål: „Tog Bølgen Land?“ Bølgen symboliserer lidenskaben, der stiger og synker efter naturens love, men i stedet for at glide tilbage i havet, flyver den som „Straalestøv og Regnbu'taage“ gennem luften, alt imens den skifter form: „Ham den kasted', / Ham den skifted', / Fløj paa brede Svanevinger / Gjennem Solens hvide Lys“. Den når dog ikke sit mål, som er kvinden på Michelangelos tegning, der i sidste strofe træder frem på havens balkon, „en Kvinde høj og herlig“ med „Hellige Sorg“ i blikket. I stedet udtømmer den sin energi i betragtningen af havens rige former for til sidst at brænde op af længsel og dø „mellem Vinrankens Løv, / Vinrankens susende Løv“, hvorfra „de gyldne Drueklaser / Fra de angstfuldt-vredne Ranker / Fældes ned i Havens Græs“. Herefter spaltes lidenskaben i en sanselig og en åndelig del. På den ene side hengivelsen til den „Glødende Nat!“ med dens „Vældige, blinde Mænade!“, i hvis hånd „Viljer er Vox“, og hvor det sanselige begær efter vin, slagsmål, vanvid og sex forjager troskab, klogskab og uskyld. På den anden side i forestillinger om kvindens alvorlige tanker:

Annonce

Hvorfor Livet?
Hvorfor Døden?
Hvorfor leve, naar vi dog skal dø?
Hvorfor kæmpe, naar vi véd, at Sværdet
Dog skal vristes af vor Haand en Gang?
Hvortil disse Baal af Kval og Smerte:
Tusend Timers Liv i langsom Liden,
Langsom Løben ud i Dødens Liden?

Er dét din Tanke, høje Kvinde?

„Som et Sværd igjennem Nattens Hjerte“ står hun og bærer sin menneskeskæbne i tavshed. Jegets lidenskab nåede ikke op til kvinden. Til gengæld har den skabt de rytmisk slyngede, ornamentale sanse- og tankeformer og det stærke billedsprog, som er arabeskens kendetegn.

„Det bødes der for“, som året efter blev trykt i samme blad, udtrykker den „høje Kvindes“ tanker direkte:

Det bødes der for i lange Aar,
Som kun var en stakket Glæde;
Det smiler man frem i en flygtig Stund,
Man bort kan i Aar ej græde.
Der rinder Sorg, rinder Harm af Roser røde.

Den melankolske tone, der blev understreget af Jacobsens fatale sygdom, skurrede i den kampglade sejrssymfoni, som Brandes forventede at høre fra sin tilhængerskare. Politisk og ideologisk tilhørte Jacobsen dog kredsen fuldt ud. Han havde allerede i digtet „Du kalder mig tavs og melankolsk“ fra 1867 gjort et citat fra den finske Johan Ludvig Runebergs Fänrik Ståls sägner (1848) til sit valgsprog: „Fribaaren er jeg, og jeg tænker frit!“, og hans sidste digt, der kun består af de to linier: „ Lys over Landet! / Det er det, vi vil“, kunne være overskriften over hele det moderne gennembrud.

Hans formeksperimenter og behandling af sproget som et selvstændigt kunstnerisk materiale pegede videre frem mod symbolismen. I Det moderne Gjennembruds Mænd kaldte Brandes ham „vor Nutids-Prosas store Kolorist“ og hævdede, at der aldrig før i nordisk litteratur har været „malet med Ord som hos ham“. Johannes Jørgensen gentog synspunktet i artiklen „Nutidens danske Literatur“ i Taarnet (1894), hvor han hyldede Jacobsens sprog som „et musikalsk, farverigt, billedvævet Dansk, hvis Mage før ham aldrig var set“ og erklærede, at han for alle unge danske digtere var „den elskede Mester, det uopnaaelige Forbillede“.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Lise Busk-Jensen: Ordmaleren i Dansk litteraturs historie, Mortensen og Schack (red.), 2006-09, Gyldendal. Hentet 18. april 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=476925