Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Gennembrud med Den gamle Præst

Oprindelig forfatter KBG

Kulturradikale og socialliberale kredse har ofte taget anstød af Jakob Knudsens udsagn om samfundsmæssige emner som skole- og retspolitik. Selv forstod han sig oprindeligt som venstremand, men med årene forfægtede han stadig mere markante og konservative synspunkter om samfundets ret til at hævde sin orden med fast autoritet. „Det er sgu' pjask-raaddent det hele!“ lyder den bramfri kritik i Lærer Urup af den moderne socialstat og dens blødsødne idealer om fattigforsørgelse, sundhedsvæsen og human retspleje:

Den overfyldte Verden, ved sin bagvendte, falske Humanitet, med Menneskekroppe, – som om det var det første af alt, at faa Landet overfyldt med Kroppe, – det myldrede, vrimlede, boblede op af Bunden med levende Kjød, svedende, begjerende, forslugen Kjødmasse, fordi man med en Iver, der i Sandhed var bedre Sager værdig, med alle optænkelige Kunster og Anstalter og Bekostninger, forhindrede Døden i at gjøre lyst og lufte ud i al denne Kjødelighed. Det var, som alt andet skulde kvæles under Massen, under denne rent ud vanvittige Interesse for Menneskemassens Forøgelse.

Partipolitik interesserede i øvrigt ikke Jakob Knudsen videre, og det var ham lige modbydeligt, hvad enten de politiserende projektmagere kaldte sig for liberalister, socialister, pacifister, georgister eller endog grundtvigianere. Det var selve den ideologiske tænkemåde, der bød ham imod, og i særdeleshed var det ham modbydeligt, hvis man fromladent påberåbte sig kristendommens formaninger om næstekærlighed og tilgivelse som et argument for at reformere og humanisere den almindelige samfundsorden.

 Jakob Knudsens romaner er præget af et vægtigt tankeindhold, men samtidig af dramatiske motiver som mord, selvtægt og seksuelle udskejelser. Plakat for biograffilmen Den gamle Præst (1939) over Jakob Knudsens skandaleroman fra 1899.

Jakob Knudsens romaner er præget af et vægtigt tankeindhold, men samtidig af dramatiske motiver som mord, selvtægt og seksuelle udskejelser. Plakat for biograffilmen Den gamle Præst (1939) over Jakob Knudsens skandaleroman fra 1899.

I Jakob Knudsens teologi skal Jesu ord og gerninger alene bevidne hans myndighed til at forkynde Gudsriget. Løsrives hans skikkelse fra denne forkyndelse og opfattes som et moralsk og menneskeligt ideal, fandt Knudsen rent ud sagt, at han nærmest måtte fremstå som en ynkværdig og sindssvag svækling med storhedsvanvid. Hvis et menneske bilder sig ind, at det personligt skal virkeliggøre Bjergprædikenens ord om ubetinget næstekærlighed, vil det kun føre til hykleri og selvbedrag. I datidens kirkelige liv lod mange sig inspirere af Lev Tolstojs forestilling om en reformering af samfundet ud fra en kristelig moral, men en sådan reform ville efter Jakob Knudsens mening udlevere samfundet til de forbryderiske og dovne og føre til selve den sociale ordens opløsning. Også det samfundsmæssige og verdslige liv er ganske vist underlagt Guds suverænitet, men her virker han ikke gennem sin nådefulde kærlighed, men snarere gennem den naturlige lov, der fordrer gengældelse. Derfor skal den verdslige myndighed heller ikke bære sit sværd forgæves, men uden vaklen og i Luthers ånd søge at holde de destruktive og opløsende kræfter nede.

Annonce

Jakob Knudsens hyldest til en fast og restriktiv samfundsorden er imidlertid kombineret med en udpræget etisk individualisme. I Den gamle Præst (1899) er en falleret lægprædikant og frimenighedspræst, pastor Jensen, kommet til en egn, hvor han søger at samle støtte til en højskole og agiterer for de Tolstoj'ske ideer om at omsætte Jesu forkyndelse til et socialt program. Sognets præst, pastor Castbierg, søger at bekæmpe de sentimentale fantasterier, men vinder kun gehør hos de mere gammeldags sindede beboere. Andre lader sig forføre af frimenighedspræsten – herunder egnens mest fremtrædende mand, grev Trolle. Der dukker imidlertid mere oprindelige kræfter op i greven, da pastor Jensens vanartede søn søger at voldtage hans datter, og han slår i hidsighed misdæderen ihjel. De nye og sværmeriske ideer har dog omtåget hans dømmekraft så meget, at han derefter vil melde sig selv til myndighederne, men pastor Castbierg overbeviser ham om, at han af hensyn til sin familie må benægte misgerningen og bortforklare dødsfaldet som et ulykkestilfælde. Da grev Trolle alligevel kommer til at røbe sin skyld, råder Castbierg ham til at begå selvmord for at forskåne familien for en ydmygende retssag – og yderligere tilsiger han greven syndernes forladelse og lader ham nyde den hellige nadver umiddelbart før selvmordet.

En gejstlig velsignelse af selvtægt, drab, løgn, mened og selvmord!

Den provokerende roman rejste en storm af forargelse, der dog samtidig gav forfatterskabet dets gennembrud. På protestmøder klagede folk over deres sårede religiøse følelser og opfordrede landets biskopper til at gribe ind mod den blasfemiske forfatter. Jakob Knudsen stod i den bagvendte situation, at protesterne kom fra kirkelige kredse, hvor han dog selv havde sit udspring, hvorimod Den gamle Præst blev modtaget med bifald af naturalister og fritænkere – selvsagt fordi ingen af parterne forstod den komplekse dialektik, han tænkte ind i forholdet mellem verdsligt og åndeligt og mellem samfundsmæssig norm og personlig etik.

Kønsforholdet og ægteskabet udgør et særligt spændingsfyldt felt i Jakob Knudsens etiske tænkning, fordi ægteskabet både er en bærende samfundsmæssig institution og en dybt personlig forbundethed mellem to mennesker. For Livets Skyld (1905) og Inger (1906) handler begge om det forsvarlige i at opløse et ulykkeligt ægteskab, og romanerne afspejler tydeligvis de overvejelser, forfatteren har gjort sig ved sin egen skilsmisse. Når et menneske i særegne tilfælde og ud fra sin samvittighed drives til at bryde normerne „for Livets Skyld“, må det også være rede til at tage konsekvensen, således som den gifte Inger og hendes elskede gør det ved at forlade menigheden, de hidtil har tilhørt, eller som Jakob Knudsen selv gjorde det, da han ved sin skilsmisse søgte afsked som præst.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Knud Bjarne Gjesing: Gennembrud med Den gamle Præst i Dansk litteraturs historie, Mortensen og Schack (red.), 2006-09, Gyldendal. Hentet 20. april 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=476945