Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Luftånden - Helge Rode

Oprindelig forfatter Wivel

Det er Helge Rode (1870-1937), der retrospektivt i 1911 i et foredrag forener hele sin generations digtning under betegnelsen Det sjælelige Gennembrud, omskrevet som essay i 1913 og optrykt i essaysamlingen af samme navn fra 1928. Men for Rode er betegnelsen tillige en personlig erfaring, grundet på en oplevelse af mystisk art, som han havde i vinteren 1891 i en dal i Valdres nær Lillehammer i Norge. I et essay med titlen „Nat“, optrykt i Gyldendals Julebog i 1954, beskriver Rode, hvad der skete med ham under de lange ensomme vandringer i den store skinnende hvide natur med den rene, klare luft. Mødet med fjeldnaturen forårsager en omvæltning i hans sind, der hidtil havde været låst i en melankoli, som han forgæves havde søgt at gennembryde. Det sker nu i Valdres:

Medens jeg tidligere, som jeg har forklaret, ved „at trykke paa en Knap i min Hjerne“ kunde hensætte mig selv i en Tilstand af svimmel og lidende Haabløshed, skete der nu akkurat det modsatte.

Jeg kunde nu ved en aldeles lignende Bevægelse blot ved at fæste Tanken ved Jeget, Livet, Døden, hensætte mig selv i en Tilstand af den højeste Henrykkelse. Tid og Rum syntes ophævede (…) Den dybeste Livsfornægtelse førte mig lige i favnen paa den højeste Livsbekræftelse (…)

Jeg var i Sjælens Vold. Jeg levede paa Tærskelen til Mystikernes og Yogiernes Paradis og var ofte dybt inde i det

(…) Erkendelsen af Samhørighed med kræfter, som var bag Naturen og uafhængige af Døden.

Der er tale om en åbenbaring, hvor Rode forbinder sig med altet i en hengivelse, de kristne mystikere kalder for „unio mystica“, og som i Danmark genkendes fra den pietistiske salmedigtning hos eksempelvis Brorson. I sit essay „Det sjælelige Gennembrud“ beskriver Rode åbenbaringen som en slags vågen henrykkelse af særlig bevidsthedsmæssig intensitet og henviser til den engelske digter Alfred Tennyson, der siger, at „Personligheden synes at opløse sig og svinde bort i uendelig Væren“. I den mystiske sindstilstand sker det en udvidelse af bevidstheden, hvor mennesket „tager sin Sjæl i besiddelse.“ Rode beskriver hændelsen som et gennembrud fra en jordisk virkelighed til en kosmisk: „Lige saa sikkert, som vor daglige Bevidsthed siger os: Jeg er, – lige saa sikkert siger vor Sjælsbevidsthed os: Jeg er evig!“ Det sjælelige gennembrud hos den unge Rode i den norske bjergnatur kan i mystikkens termer karakteriseres ved, at den ikke synlige membran mellem den fysiske og den æteriske virkelighed gennembrydes, således at digteren kan forbinde sig med det æteriske stof, der gennemtrænger rummet med åndelig essens. Han får dermed kontakt med en særlig åndelig energiform i universet, der bestemmer og tager bolig i den ydre fysiske form. Menneskets æteriske legeme, astrallegemet, som Rode kalder det, er det skabende og opretholdende lysvæsen, der er en universel genpart til det fysiske legeme.

Helge Rodes åbenbaring i 1891 bliver bestemmende for al hans senere digtning og tænkning, der stedvis er en meget vidtgående realisering af de mystiske erfaringer. Hans personlige frigørelse sker igennem en inderlig forening med det, han kalder „Alsjælen“. Rode bliver selv identisk med dette æteriske lysvæsen og tager da også i et digt fra 1914 navn efter det og kalder sig Ariel.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Henrik Wivel: Luftånden - Helge Rode i Dansk litteraturs historie, Mortensen og Schack (red.), 2006-09, Gyldendal. Hentet 24. september 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=476900